Regeringens magtmanifestation

Regeringens magtmanifestation

Koranloven blev torsdag eftermiddag vedtaget med en komfortabel majoritet. Selv om oppositionen i timevis tordnede imod indskrænkningerne i ytringsfriheden, havde SVM-regeringen på forhånd sikret sig flertal sammen med De Radikale – og derfor udeblev dramaet. Men stemningen var ikke desto mindre elektrisk, og for første gang i årevis var der en næsten løssluppen britisk underhus-energi i det danske parlament. Bortset fra én afgørende faktor: Ingen minister og ingen talsperson fra de tre regeringspartier gik på Folketingets talerstol for at forsvare og forklare koranloven. Den hidsige debat blev dermed skævvredet ensidig. Og imens kunne SVM-regeringens ministre sidde pinen ud, for til sidst at triumfere med 94 stemmer for og 77 imod. Samme mønster gentog sig i den efterfølgende holmgang om FE-undersøgelse, hvor SVM-regeringen torsdag fik sikret sig flertal sammen med SF. Torsdag den 7. december 2023 blev således en sjælden politisk magtmanifestation for en siddende regering og en tilsvarende ydmygelse af oppositionen. ltm

Rokade-karrusel snurrer i Venstre

Det blev en stor dag for Marie Bjerre. På en lidt anden måde for Mia Wagner. Med en sådan sarkastisk parafrasering af forretningskvinden Mia Wagners egne ord, da hun for blot to uger siden overtog posten som digitaliserings- og ligestillingsminister fra netop Marie Bjerre, kan et uskønt forløb for Venstres nye formand Troels Lund Poulsen indkapsles. For det var ham, der fravalgte Marie Bjerre, for i stedet at ville have en mere profileret kendis i front, og derfor også Troels Lund Poulsen, som nu står forpjusket tilbage. For Mia Wagner er det selvsagt ærgerligt, at hun måtte trække sig så hurtigt på grund af hjerteproblemer, og for Marie Bjerre er det omvendt en genrejsning, at hun nu er tilbage som minister. Men Venstres formand er til gengæld den klare taber: Han gamblede – og floppede med sin allerførste manøvre. ltm

50 år for jordskredsvalget

“I protest med et forslag om at øge ejendomsskatten på parcelhuse meldte Erhard Jakobsen sig ud af Socialdemokratiet, men lovede samtidig at forblive parlamentarisk grundlag for Anker Jørgensens regering. Han dannede CentrumDemokraterne, godt et år efter skatteadvokaten Mogens Glistrup allerede havde stiftet Fremskridtspartiet.

Og så løb Erhard Jakobsen pludselig og uheldigvis tør for benzin. På vejen ind fra Bagsværd. Og ikke engang reservedunken i bagagerummet var til nogen nytte, for konen, Kate Jakobsen, havde angiveligt fyldt benzinen på plæneklipperen. I en tid uden mobiltelefoner sad den nye partistifter alene i grøftekanten og nåede ikke frem til afstemningen kl. 13 om en skattelov, som S-regeringen derfor tabte.

Allerede kl. 14.25 gik Anker Jørgensen på talerstolen og udskrev valg til afholdelse 4. december 1973. De massive vælgervandringer viste, at Erhard Jakobsen bestemt ikke var alene: 236.784 vælgere strømmede over til CentrumDemokraternes småborgerlige budskab om villa, Volvo og vovse, mens hele 485.289 vælgere lod sig besnære af Mogens Glistrups langt mere anarkistiske revolte.

Ved jordskredsvalget led de fire gamle magtpartier, Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, alle et forsmædeligt nederlag, og antallet af partier i Folketinget blev fordoblet: Udover CentrumDemokraterne og Fremskridtspartiet kom også Kristeligt Folkeparti ind for første gang, og selv Retsforbundet og DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, gjorde parlamentarisk comeback.

Jordskredsvalget blev ikke alene startskuddet til en fragmentering af partilandskabet, men kom også til at markere værdipolitikkens indtog. Modsat tidligere, hvor de gamle og stabile partier havde varetaget forskellige befolkningsgruppers økonomiske interesser – fra arbejdere over bønder til husmænd og borgerskabet – blev dansk politik tilføjet en udslagsgivende værdidimension, som i 1973 handlede om bl.a. politisk børnefjernsyn, frigivelsen af porno og statsstøtte til subversive kunstnere.

Opbruddet var dengang uundgåeligt. Hvis den påfaldende episode i krybesporet på Hareskovvejen, nord for København, ikke var sket, ville vælgerne formentlig have reageret lidt senere, ved det folketingsvalg, som skulle være udskrevet senest i efteråret 1974. Men man ved aldrig, hvad der ville være sket, hvis ikke tilfældighederne havde spillet dansk politik et pus. Nogle gange kræver det kun et lille slumpetræf af uheld og tilfældigheder, før historien udvikler sig helt anderledes end forventet.” ltm

Myten om den danske model

“Jeg ved godt, at velfærdsstaten har rekrutteringsproblemer. Det vil den ganske givet også have om ti år. Så hvorfor det er en engangsforestilling, er der ikke noget godt argument for”, siger professor emeritus Ove Kaj Pedersen i Information om mandagens aftale om et lønløft til pædagoger, sygeplejersker og sosuer, der fra flere sider kritiseres for at være et brud med den danske model. At det snarere en myte, at arbejdsmarkedets parter er uafhængige er budskabet i hans nye bog, der udkommer i dag torsdag: “Jeg siger dermed ikke, at selvstændigheden er fjernet, og at politikerne gennemfører en planøkonomi af sovjetisk karakter. Jeg siger, at myten gør, at både politikerne og arbejdsmarkedets parter kan spille på selvstændighed, samtidig med at de kan begrænse sig til at bruge den, alt efter hvilke interesser der er på spil.” els

Fastlåst fejde om 2025-klimamål

Klimapolitikken køres også af SVM-regeringen – helt alene. Uden inddragelse af de rød-grønne partier. Fem af de partier, som stod bag klimaloven i Folketinget, advarer derfor nu om, at de vil afvise regeringens udspil til at nå klimamålet for 2025 og dermed blokere for en bred aftale inden jul. Men indadtil er realiteten, at der slet ikke foregår forhandlinger. Konkret har SVM-regeringen fremlagt en kritiseret plan for at nå 2025-klimamålene. Efter indledende kritik for slet ikke at have foreslået nok til mindst at ville have reduceret udledningen af drivhusgasser med 50 pct. i 2025 – og efter Klimarådet også klart havde konkluderet, at tiltagene ikke ville slå til – fremlagde klimaminister Lars Aagaard et udspil om både at hæve dieselafgiften, øge iblandingen af biobrændstof og at oprette en tilskudspulje til fodertilsætningsstoffer i landbruget. Set fra regeringstoppens side har man således lyttet til protesterne og har tilmed præsenteret kontante instrumenter. Men status er fortsat, at ingen andre end regeringens egne embedsmænd mener, at Danmark vil leve op til delmålet i 2025. ltm

Lønløft er timet til valget

Socialdemokratiet har netop sat kryds ved deres største valgløfte, igen: Med mandagens aftale om et ganske gedigent lønløft til nøje udvalgte faggrupper i den offentlige sektor gentager statsminister Mette Frederiksen (S) succesen fra sidste valgperiode. Dengang var det bryggeriarbejderen Arne, nu er det sosu-assistenten Bettina, som får milde gaver. Det vigtigste element i aftalen kan dog vise sig at blive, at milliard-lønløften er blevet timet til at blive rullet ud lige inden næste folketingsvalg. I løbet af 2026, hvor valget senest skal holdes, vil pengene blive udløst, og det er langt fra tilfældigt: Inden jul forventes regeringen også at lande en aftale om skattelettelser, der – surprise – også vil blive udbetalt i netop 2026. ltm

Hjem til Bruxelles

Efter måneders uklare udmeldinger og snakken i krogene kan den danske EU-kommissær Margrethe Vestager – der lige nu er på orlov – højst sandsynligt se sig slået af sin største rival. Det er nemlig tilsyneladende lykkedes det belgiske formandskab at samle et flertal bag valget af den spanske finansminister Nadia Calviño som chef for Den Europæiske Investeringsbank. På morgendagens finansministermøde kommer det altså formentlig til at stå klart, om Vestager skal tilbage til Kommissionen  – og er det tilfældet, bliver det ikke uden tydelige danske frustrationer over den langtrukne proces: “Som regeringen også har sagt før, så ønsker vi en snarlig afklaring. Det har Margrethe Vestager også selv efterlyst. For det er uholdbart, at Danmark står uden kommissær på snart tredje måned,” siger erhvervsminister Morten Bødskov (S). els