Næste bededag

Timingen kan blive skæbnesvanger. Præcis et år efter SVM-regeringen fik gennemtrumfet afskaffelsen af store bededag, står en ny rundbarbering til at kunne blive vedtaget. Denne gang handler det om besparelser på det danske SU-system, og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) har inviteret partierne til de første forhandlinger allerede her i aften.

Hvis alt går som den upopulære midterregering håber, kan en aftale om beskæring af udannelsesstøtten til studerende være klar nogenlunde omkring 28. februar og således blive eksekveret nøjagtig et år efter beslutningen om at fjerne en helligdag. Formålet er tilmed det samme, nemlig at spare penge – ved at få folk til at arbejde endnu mere.

Konkret foreslår SVM-regeringen at sløjfe det sjette SU-år, altså den uddannelsesstøtte, som studerende kan få, hvis de skifter studie undervejs og dermed forsinkes nogle måneder. Fremover skal man kun kunne få SU for de eksamener, man rent faktisk består, og vel at mærke kun på normeret tid. Tanken er, at unge dermed vil blive hurtigere færdige.

Rent regneteknisk vurderer Finansministeriet, at de færre SU-klip “isoleret set vil øge arbejdsudbuddet med 5.500 fuldtidspersoner i 2030”. Eller næsten det samme som afskaffelsen af store bededag også forventes at ville skabe. For når folk hverken kan studere eller holde fri, ja, så må de nødvendigvis arbejde. SU-reformen er kort sagt det næste store slag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har formuleret SVM-regeringens credo på kontant vis: “Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”. Og nu også den sejlivede myte om, at det at studere skal være eftertænksomt. For formålet med de forestående SU-besparelser er ene og alene at tvinge studerende hurtigere igennem.

Tre fortællinger om SU’en

Spørgsmålet er dog, hvordan vælgerne vil reagere på det næste bededag-opgør. Umiddelbart står SVM-regeringen med en ganske dårlig sag. For det første har en Gallup-måling vist, at 62 procent af befolkningen er “meget enige” eller “overvejende enige” i, at det er en dårlig idé at fjerne det sjette SU-år. Ifølge en anden Megafon-måling er det kun 15 procent, som erklærer sig “enig” eller “helt enig” i, at SU’en bør beskæres.

For det andet står regeringstoppen lige nu så svagt, at gennemslagskraften til at kunne påvirke tvivlere næppe vil vise sig overvældende. Men man kan og skal ikke udelukke noget på forhånd, for dels har SVM-regeringen jo sit eget flertal – skønt SU-systemet er forligsbelagt, og derfor ikke kan ændres ensidigt før et valg – og dels er uddannelsesstof altid eksplosivt.

Den udslagsgivende faktor bliver, hvilken fortælling om SU-systemet, der vil komme til at dominere i den offentlige debat. Og spillet er i udgangspunktet helt åbent, for Statens Uddannelsesstøtte tjener flere formål, og det er ikke givet på forhånd, hvilke kræfter, der vil formå at koble sig på, og potentielt forstærke SVM-regeringens teknokratiske motiver. Mindst tre fortællinger er i spil:

1. Cafépengene. Ligesom det tidligere er lykkedes at fremstille SU’en til gymnasieelever som en uhørt luksus, der blot giver i forvejen priviligerede unge råd til at gå på café, vil uddannelsesstøtten til forsinkede studerende også blive forsøgt udskammet som et skørlevned, der kun animerer til sjusk og dovenskab. Den liberale tænketank Cepos har da også for længst været ude med forslag til, hvordan bardunerne kan strammes endnu mere: “Konkret kunne en lidt mere ambitiøs SU-reform være at reducere SU’en med 20 pct., omlægge SU’en til lån på kandidat-delen, afskaffe det 6. SU-år og mindreregulere SU’en til 2030. Det vil øge arbejdsudbuddet med 10.000 personer”.

2. Mønsterbrud. Oprindeligt lød argumentet for SU’en, at det skulle være muligt for alle kvikke unge at studere, uanset hvad forældrene tjener. Og gæt hvad? Det virker faktisk. En ny analyse fra Rockwool Fonden påviser, at 68 procent af dem, der benytter sig af det sjette SU-år, kommer fra hjem, hvor ingen forældre har en lang universitetsuddannelse. Forskningsprofessor Jacob Nielsen Ahrendt konkluderer: “Gruppen af unge fra hjem med lavere indkomst og uddannelse har større gavn af studiestøtte. Det har de, fordi de har større risiko for frafald. Det er derfor, man kan være særligt bekymret for, at netop disse grupper mister retten til det sjette års SU”.

3. Uafhængighed. Modsat unge i resten af Europa, for slet ikke at tale om resten af verden, flytter danske unge tidligt hjemmefra. Og netop den selvstændiggørelse af danske unge, der tidligt i voksenlivet oplever selvstændiggørelse og personlig frihed – og samtidig må lære at tage ansvar for deres eget liv – er i høj grad gjort mulig af netop uddannelsesstøtten. Med færre SU-klip vil flere unge være tvunget til at flytte hjem til forældrene igen. Og igen hænge i skørterne.

Anti-akademisk heppekor

Hvis den første fortælling – om de unges dvaskhed – vinder kampen om sandheden i det offentlige rum, og de store og aldrende vælgergrupper overbevises om opstramningernes lyksaligheder, ja, så kan SU-reformen faktisk gå hen og blive en tiltrængt succes for SVM-regeringen. Som et billede på de ansvarlige voksne, der træder ind og stopper festen for de pjækkesyge grønskollinger.

Man skal aldrig undervurdere, hvor effektivt det kan virke at spille forskellige befolkningsgrupper direkte ud mod hinanden. Særligt ikke når det er det store flertal, som jo ikke studerer, mod det ekstremt lille mindretal, som har brug for et sjette SU-år. Flertallets smålighed er en voldsom kraft.

Men det kan ikke desto mindre også vise sig at blive endnu en møgsag, når det tidligere folketingsmedlem fra Liberal Alliance, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, som i dag repræsenterer Lars Løkkes parti Moderaterne, skal forsøge at gennemføre nedskæringerne i SU-systemet. For som kontrast til den teknokratiske konkurrencestatsmentalitet, der gør alt op i arbejdsudbud, er der altså de to konkurrerende fortællinger, som lidt forenklet godt kan kaldes for en rød og blå modstandsfortælling.

I en tid, hvor SVM-regeringen har svært ved at overbevise nogen om noget, vil det næsten være for usandsynligt hasarderet, hvis det skulle lykkes både at bremse den sociale mobilitet og de unges selvstændighed. Altså i første omgang bremse unge fra ikke-boglige hjem og i anden omgang gøre de studerende mere afhængige af deres forældre – som tilfældet jo reelt er i resten af Europa.

Men ingen skal forvente, at hverken socialdemokratiske principper eller kulturliberale værdier vil stoppe SVM-regeringen, der før har vist sig villig til at træffe halvbagte og hovedløse beslutninger. Kombinationen af eget flertal og indtil flere borgerlige, anti-akademiske partier som heppekor gør det overvejende sandsynligt, at SVM-regeringen vil indlede 2024 med en ny omgang bededag-ballade. Nu blot med de studerende i skudlinjen. /Lars Trier Mogensen