Det er sgu nok ikke gået manges næse forbi, at Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen flytter til Valby i efteråret. I en villa, der stod til en i området gældende pris, som man siger, og det vil altså sige 6,4 millioner kroner. For os, der bor i København og har gjort det i et par årtier, lyder det ikke vanvittigt, og et hurtigt gennemløb på Facebook siger os, at de fleste af vores venner har det på nogenlunde samme måde. Men ok, når en socialist fra den yderste venstrefløj køber en villa til flere millioner, ved man godt, at der bliver lagt op til debat, så på de sociale medier gik bølgerne højt. Eller for os, der øjensynligt deler segment, må man hellere sige, at bølgen gik højt, for meget debat var der ikke. Hele weekenden var der stort set udelukkende anti-forargede indlæg – forargelsen over forargelsen, selv om det ærlig talt var svært at opdrive en eneste forarget post. De handlede alle sammen om, at Johanne Schmidt-Nielsen selvfølgelig skal have lov til at købe sig en millionvilla, og sådan nogle koster sgu da i Københavnsområdet. Haters skulle bare tage at lukke røven.
Det skal haters også helt generelt, og selvfølgelig må Johanne Schmidt-Nielsen bruge både sine egne og kærestens penge på en villa i Valby, så der kan være plads til hele den sammenbragte familie. De må da også ansætte en au pair, hvis det skulle knibe med at få enderne til at gå op med to stressende jobs. De må også sende de sammenbragte eller egne børn på Freinetskolen, Bordings eller Bernadotteskolen. Alt det er fuldkommen legitimt og almindeligt, siger redaktionen her, hvis børn blandt andet deler privatskole med den socialdemokratiske leder Mette Frederiksens børn. Johanne Schmidt-Nielsen skal bare ikke regne med, at det ikke går ud over hendes politik. Hun skal ikke regne med, at det ikke vil påvirke hendes livsanskuelse, hvor hun bor. Hun skal ikke regne med at kunne bevare ungdommens stemme, og hun skal frem for alt ikke regne med at kunne bevare sin troværdighed som socialist. Beklager. Vi kommer ikke til at bruge ordet ’hykler’, for det er slet ikke den slags nidkærhed det handler om. Det handler om realiteten.
Der er borger og forbruger i ethvert menneske, og de to personaer agerer sjældent overens – det behøver vi sådan set ikke engang at retfærdiggøre, med mindre vi ligefrem har gjort det til en ideologi og et levebrød, at de skal være det. Det har politikere. Det er ligesom journalister, der har løjet eller snydt – gør det deres journalistik dårligere? Nej, men det gør deres troværdighed dårligere. Præster der ikke tror på Gud eller lever i modstrid med kristendommen – gør det deres prædikener dårligere? Nej, men det gør deres troværdighed dårligere. Miljøforkæmpere, der rejser jorden rundt i fly – gør det deres pointer dårligere? Det er arrogant at tro, at det ikke også vil ramme en socialist, der skal repræsentere underklassen, lejere og de udsatte – og hvis man ikke vil se det, ja, så fremstår man faktisk utroværdig.
Johanne Schmidt-Nielsen ved om nogen, hvor mange mennesker i det her land, der aldrig kunne drømme om at komme i nærheden af en bolig til 6,4 millioner. Ja, hun ved om nogen, hvor mange, der ikke engang kunne komme i nærheden af at bo i et kvarter, hvor villaerne blev udbudt i den prisklasse, og hun ved, hvor mange der ikke engang kunne købe en bolig i den del af landet. Hun ved det, for de udgør en betragtelig del af hendes egne vælgere, og selvfølgelig betyder det noget for dem. Men den såkaldte kreative klasse, som også udgør en betragtelig del af hendes vælgere, hendes facebook-feed og formentlig også en god bid af læserne til dette nyhedsbrev, har altid haft det svært ved at inkludere og solidarisere med den underklasse, de selv påstår at stå på mål for. Det er måske den mest ekskluderende klasse, der findes i dette land, fordi den ikke kun kører på økonomi, men også i høj grad på utilgængelige koder som smag, bolig, politik og livsfilosofier.
Ok, lad os nu bare for god ordens skyld holde fast i, at Johanne Schmidt-Nielsen altså principielt set kan være en ligeså god socialist, selv om hun bor i en millionvilla, og at de kreative klassestemmer er lige så gode som dem fra blokken. For det er de. Haters skal som bekendt bare lukke røven. Så lad os, bare for sjovs skyld, lege med den tanke, at det måske reelt gjorde noget ved Johanne Schmidt-Nielsens personlighed at flytte i villa i Valby. Den mulighed foreligger jo også, og den er ikke så langt ude, som den lyder. Man skal ikke kigge mange minutter på et kort eller på en vælgerundersøgelse for at konkludere, at det betyder noget for din politiske observans, hvor du bor, og hvor mange penge du har. Det er ikke ligegyldigt, om du bor blandt mennesker, der kører i Tesla og har børn på privatskoler eller i et kollektiv i et multikulturelt kvarter. Det kan godt være, du tror det, og det kan også godt være, at du kan finde argumenterne for, hvorfor det ikke skulle gøre det, men hvorfor skulle du være hævet over statistikker og andre menneskers handlingsmønstre? Du kan være en ligeså god socialist, og der kan komme det samme ud af munden på dig, som hvis du virkelig var den klasse, som du repræsenterer, og som sagt hører du ikke noget om hyklere eller dobbeltmoral fra os. Vi kender bare kun ét menneske i hele verden, der kan være en troværdig soldat for underklassen og samtidig mangemillionær. Der er kun én Bruce Springsteen – lyt lidt til ham, mens du trykker på turboknappen i din Tesla.