“Hvorfor spiller du professionel tennis?”
“Phyyeh! Det gør jeg heller ikke.”
“Hvad mener du med, at du ikke gør?”
“Jeg mener… på hvilken måde mener du, jeg gør?
“Du deltager da i de der WTC-turneringer, og du får penge for at spille, og du er medlem af ATP. Det vil jeg nærmest kalde professionel tennis.”
“Hvis jeg nu var bybud, ville du så sige, at jeg var professionelt bybud?”
Interview med Torben Ulrich i Dagbladet Information, 1976
Torben Ulrich er død, 95 år gammel, det melder hans voksne søn Lars Ulrich på Instagram. Man kan se, at de første hurtige omtaler af denne nyhed rundt omkring på mediernes netredaktioner er skrevet af unge mennesker under 35 år. Der er langt op fra 35 til 95 – vel nærmest tre generationer. Man taler om 70 som “støvets år”. Hvis det allerede er dér, vi begynder at være støv, hvor ligger vi så på partikelskalaen, når vi er 95?
I de første hurtige omtaler omtales Torben Ulrich som en tidligere tennisspiller, han gøres op i antal danske mesterskaber (18) og Davis Cup-kampe og så nævnes det nærmest en passant, at han ved siden af “karrieren” som tennisspiller bl.a. var billedkunstner og journalist, en journalist, der “især” beskæftigede sig med jazz.
Der er sådan set ikke noget galt i de her formuleringer. Torben Ulrich var svær at favne, han var ligesom uden for nummer. Det er der så mange, der er – flere end man lige tænker over – men Torben Ulrich var så også en fænomenalt god tennisspiller. Den nok mest kendte anekdote om ham (eller den der gør størst indtryk på hvem som helst) handler om hans deltagelse ved Danmarksmesterskabet i 1966. Da single-turneringen for mænd starter, meddeler Torben Ulrich arrangørerne, at hvis han skulle gå hen og spille sig i finalen, som er programsat til den kommende søndag, så vil han se sig nødsaget til at forlade kampen kl. 15. Hvorfor? Fordi han skal se VM-finalen i fodbold mellem England og Tyskland i fjernsynet. Da søndagen oprinder, er Torben Ulrich selvfølgelig i finalen, og som bebudet forlader han banen lidt i tre ved stillingen 6-2, 1-0 og 40-15 i egen favør.
Man skal være forsigtig med at sætte prædikater på Torben Ulrich. Var han buddhist? Han levede i hvert fald i overensstemmelse med nogle buddhistiske principper. I løbet af sommeren og efteråret 1987 tilbagelagde Ulrich 150 km fra Svanemøllevej i København til Rødby på Lolland, hele vejen i kæde af såkaldte glidefald efter buddhistisk tradition. Et sted på vejen råbte en dame til ham: “Torben Ulrich, De er ikke rigtig klog!” Der var et indslag om det på tv dengang.
Torben Ulrich gjorde indtryk. For 20 år siden, da Torben Ulrich var i Danmark i forbindelse med sin 75 års fødselsdag, var der et medlem af Føljetons redaktion, som havde lejlighed til at følge ham rundt til forskellige foredragsarrangementer i København. Når han besvarede spørgsmål fra publikum, gjorde han det som regel med lange, kringlede, afsøgende og delvist opremsende replikker, og nogle gange skulle man virkelig spidse øren for at holde fast i den røde tråd. “Er det nogenlunde svar på dit spørgsmål?” spurgte han en ældre kvinde efter at have brugt i hvert fald ti minutter på at besvare et ganske kort spørgsmål. Jo tak, hun var meget tilfreds. “For man kan jo også mene det modsatte,” tilføjede han.
Han talte også om, at “hvis man er interesseret i resultatets resultathed, er det svært og give los”, og sagde, at “er man opsat på at vinde Wimbledon, er det en forhindring i sig selv”.
En dame spurgte, hvor det havde været “nødvendigt” for ham at bringe buddhismen ind i sit liv. ”Hvad mener du med, at det er nødvendigt?” svarede han, “det er da frivilligt.” Efter en kort pause tilføjede han – måske for at komme spørgeren lidt i møde: “Måske er det en nødvendighed, men så ved jeg ikke hvorfor.”
Der er lidt for lidt Torben Ulrich i verden. Nu er selve Torben Ulrich her ikke længere. Men det står enhver frit for at lave et glidefald eller to eller tre i det offentlige rum. /Oliver Stilling