Nyhedsanalysen

Dronningemordet

Pia Allerslev fra Venstre ankommer til valgfest i Huset i Magstræde.

Mistilliden i blå blok inde på Christiansborg er kun krusninger på overfladen. Neden under og længere ude i det kommunale Danmark er der allerede en åben kamp i gang mellem de borgerlige politikere. Ikke mindst internt i Venstre. I aften i Nørrebrohallen i København skal Venstre således til formandsvalg: 40-årige Cecilia Lonning-Skovgaard ser ud til at ville lykkes med sit opsigtvækkende mytteri-oprør mod partiets egen børne- og ungdomsborgmester, 43-årige Pia Allerslev. ‘Dronningemordet’ er det uskønne opgør mellem de jævnaldrende kvinder allerede blevet døbt.

Plot-planen er, at frontfiguren i København skal vippes, ikke ulig det forbitrede opgør, som var tæt på at koste Lars Løkke Rasmussen formandsposten i sommeren 2014. Og med opbakning fra hele Venstre-bestyrelsen har Cecilia Lonning-Skovgaard – som i sit civile liv har en lederstilling i DONG Energy A/S – formået at skabe så åbenlys splid i partiet, at det nu for alvor begynder at blive vanskeligt at se, hvordan Venstre skulle kunne samle sig sammen og bejle seriøst til overborgmesterposten i landets største og rigeste kommune ved kommunalvalget næste efterår.

Begge kandidater har på forhånd sagt, at de trækker sig, hvis de taber. Uanset udfaldet står Venstre i København dermed til at blive afgørende svækket. Paradoksalt nok, for striden handler i bund og grund om forskellige tilgange til politisk gennemslagskraft.

Mens Pia Allerslev på klassisk pragmatisk vis har forsøgt at veksle Venstres få pladser i Københavns Borgerrepræsentation til lidt indflydelse i ny og næ, har Cecilia Lonning-Skovgaard en mere, ja, lad os kalde det for en post-moderne opfattelse af, hvordan et lille, marginalt parti kan råbe op i medierne og true sig til indrømmelser. Mytteristen tror – på linje med tænkningen hos f.eks. Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – at borgerlige særinteresser har større chance for at blive gennemført, hvis man laver bål, brand og ballade.

Men Venstre spiller ikke en nævneværdig rolle i Danmarks vækstcentrum. I andre nordeuropæiske storbyer er det politiske pendul ellers svinget mod højre, i takt med voksende huspriser og koncentration af nye vækstbrancher. I både Stockholm og Oslo er de socialdemokratiske bykonger for længst blevet væltet. Men ikke i København: Danmarks hovedstad er ræverød, og det store spørgsmål ved kommunalvalget i 2017 bliver ikke, om de borgerlige kan vinde magten, men snarere om f.eks. SF, Enhedslisten eller måske ligefrem Alternativet bliver det største parti, og Socialdemokratiet dermed for første gang må give overborgmesterposten videre – til venstrefløjen.

Budgetforliget i København i sidste uge viste, at de røde partier er villige til at bruge deres brede flertal til at gennemføre rød-grønne mærkesager, mest markant med nye milliardinvesteringer i folkeskolen – bl.a. suppleret med en særlig puljeordning, der skal kompensere de kontanthjælpsmodtagere, som står til at miste penge på grund af Venstre-regeringens loft og 225-timersregel. De faktiske forhold i jernindustrien er, at de rød-grønne regerer København, og dét har nu fået Venstre-folkene til at gå så meget i panik, at den tværpolitisk respekterede Pia Allerslev nu ofres til fordel for en politisk opkomling, der aldrig har leveret konkrete forhandlingsresultater.

I og ren og skær frustration er de borgerlige i København ved at gå i indre opløsning, og dagens formandsopgør i København tegner kun til at blive en dårlig generalprøve på det forknudrede forhandlingsspil, som det splittede Venstre står i spidsen for inde på Christiansborg. Dagens forsøg på dronningemord på Pia Allerslev bliver næppe den sidste hævnaktion eller det sidste ‘æresdrab’ i Venstre.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12