Hvad skal vi med Rebel Moon?

Nogle film giver bange anelser allerede før man trykker “afspil”. En af de mest oplagte grunde kan være, at filmen findes på Netflix og figurerer som den mest sete under kategorien “Top 10 Movies in Denmark Today”. Det er umiddelbart svært at sige, hvor problemet begynder, men der er i hvert fald tale om en selvforstærkende effekt: Netflix forstår at promovere sine egne algoritmefikserede samlebåndsproduktioner på en måde, så de taler direkte til folks nysgerrighed og dårlige smag, og omvendt giver nysgerrigheden kun anledning til endnu flere samlebåndsproduktioner. Snart hopper man selv i fælden, for man bliver vel nødt til at se, hvad alle andre ser. Og sådan ender man med at bruge sin juleferie på Rebel Moon: Part One – A Child of Fire vel vidende, at det næppe er nogen ny Citizen Kane, man her får serveret.

Men hvad er det så?

Et oplagt bud kunne være generisk popcornsunderholdning. I Rebel Moons tilfælde bliver det dog alligevel for reduktionistisk. Ikke fordi filmen har mere at byde på, men snarere fordi den får selv popcornene til at føles genbrugte; som var de blevet skrabet direkte op fra biografgulvtæppet efter visningen af den seneste ligegyldige Star Wars-film og bragt hjem til dig af verdens mest livstrætte Wolt-bud. For hver hårbefængt mundfuld du modvilligt tager op til munden, står instruktør og manusforfatter Zack Snyder og griner hånligt ovre i hjørnet sammen med alle Netflix’ pengeglade direktører. Naturligvis med løftet om, at der er meget mere, hvor det kommer fra: Allerede til april står opfølgeren Rebel Moon: Part Two – The Scargiver til at få premiere.

Mangler man beviser på, at blockbustergenren befinder sig i en afgrundsdyb krise, behøver man således blot forholde sig til det faktum, at Rebel Moon er Netflix’ seneste store franchise-satsning. Og at Zack Snyder er blevet valgt som manden, der skal varetage den. Allerede fra åbningsskuddet i Rebel Moon: Part One – A Child of Fire indser man, at der må være blevet begået fejl i samtlige beslutningsled. Gennem noget, der ligner en fattigmandsudgave af Saurons øje, flyver et tydeligt computeranimeret rumskib gennem et lige så computeranimeret verdensrum, mens der fortælles om kongeslægter i en “moderverden”, om forræderi, erobrede planeter, revolution og oprørere. I næste skud fører hovedpersonen Kora – spillet af Sofia Boutella – i slowmotion en håndfuld jord op til næsen og snuser betaget til den. Sørme om det ikke er selvsamme jord, hun snart skal beskytte mod den kolonistiske overmagt – der behændigt er klædt i nazilignende uniformer, så selv de sløveste seere kan afkode, at det her altså er de onde.

Den gumpetunge symbolik forlader aldrig filmen, og plottet fortsætter de næste to timer med at føles som en uinspireret pastiche over alle de værste sci-fi-klichéer. Det er noget med samle et hold af ligesindede oprørere, at løbe fra sin fortid og at kæmpe med lasergeværer og MMA-brydegreb. De forglemmelige karakterer står i kø, det samme gør de pinligt skrevne replikker, der leveres uden skyggen af selvironi. Alt er chokerende grimt og charmeforladt. Som enkeltstående værk er det umuligt at spotte, hvorfor Rebel Moon: Part One – A Child of Fire overhovedet har en eksistensberettigelse; som første indspark i en ny filmserie er den en decideret hån mod mediet. Men så igen, det betyder ikke det store: Det er jo ikke film, det er Netflix. /David Dragsted