Bruxelles rykker til Bruxelles

Det kunne ikke passe bedre: Den liberale belgiske premierminister Alexander de Croo kan se frem til et år, hvor han både er i centrum og på hjemmebane, efter han her ved årsskiftet har overtaget formandskabet for Det Europæiske Råd – i gåafstand fra kontoret på 16 rue de la Loi i Bruxelles.

EU-valget fra den 6. til 9. juni nærmer sig med hastige skridt, ligesom en lige så intens parlamentsvalgkamp allerede er skudt i gang derhjemme. Begge med den præcis samme deadline: Det belgiske valg afvikles samtidig med europaparlamentsvalget.

Formandskabet kommer således på et kærkomment tidspunkt for de Croo, der kan håbe på, at et vellykket lederskab for EU vil smitte af på populariteten derhjemme: Dels fordi hans flamske parti Open Vlaamse Liberalen en Democraten (VLD) er det mindste i den såkaldte Vivaldi-koalition, og dels fordi partiet i december mønstrede den laveste opbakning nogensinde.

Der skal således ikke meget til at vippe grundlaget under De Croo, selvom han selv mener, at hans regering “efter belgiske standarder” er “stabil”, som han siger til Politico: “Det har jeg ofte hørt.”

Det har de Croo på sin vis ret i. Ikke så meget i kraft af hans egen politik, men fordi det er givet af et landskab med tre politisk splittede regioner, Flandern, Vallonien og hovedstadsregionen Bruxelles. Dem har han nu lovet at ville samle, men samlingskraften ser nu snarere ud til at findes i det højreorienterede parti Vlaams Belang, der fører absolut mest i de aktuelle meningsmålinger. Og som kun har fået en endnu stærkere tilslutning efter oktobers terrorangreb i Bruxelles. Vlaams Belang har ivrigt brugt anledningen til at pointere, at gerningsmanden opholdt sig i landet på en afvist asylansøgning.

All about the money

Selvom det er noget, han flere gange har afvist, går rygterne på, at De Croo er ved at køre sig selv i stilling til en EU-toppost. På den måde har De Croo altså to heste at spille på: ved at tage de videre skridt for EU’s nye asyl- og migrationsaftale kan han ikke bare vise handlekraft i Bruxelles, men også derhjemme. Migration står øverst på dagsordenen hos de belgiske vælgere, mens regeringen overlader enlige og mandlige asylansøgere til en vinter på gaden ved at kopiere højrefløjens politik.

På de europapolitiske linjer bliver premierministerens altafgørende mærkesag industripolitikken, som han allerede har løftet sløret for i et interview med Financial Times. De Croo håber på en ny industriaftale, der skal genvinde EU’s konkurrenceevne – blandt andet med et opgør med lempelser af statsstøttereglerne, som han kalder det “fuldstændig modsatte” af, hvad EU har brug for.

Statsstøtten til EU’s medlemslande er syvdoblet på otte år, særligt drevet af de seneste tre år med pandemi og krig. Her følger De Croo en vanlig liberal opskrift: Udgifterne skal ned, og pengene skal ind. Hvis EU skal kunne løse flere opgaver, kræver det flere penge, siger han til Politico: “Hvilket for os uundgåeligt fører til en diskussion: Hvor skal pengene komme fra?”

Netop det står endnu ikke klart i en tid, hvor flere og flere medlemslande strammer pengepungen. De Croo har ikke selv nævnt det, men som Politico beskriver det, er der alligevel ét sted, kan han finde et hul i en ellers hård politisk knude: De nye skatter på CO2 og profitoverskud, der forventes at kunne generere 36 mia. euro årligt.

Egentlig skal et nyt budget først færdigforhandles inden 2027, men De Croo står allerede med den reelle deadline lige foran sig: Til sommer overtager Ungarn EU-formandskabet, og Viktor Orbán er stædigt imod alt, hvad der hedder flere penge til EU. Det bliver altså et ualmindeligt travlt halvår for de Croo, der oven i al tumulten også kæmper med uenigheder derhjemme i form af udnævnelsen af en ny formand for landets centralbank, der lige nu står uden leder. Men hvad indad tabes, kan måske udad vindes.