The New York Times building is seen at 8th Avenue and 41st Street in New York April 21, 2008. People close to New York Mayor Michael Bloomberg are encouraging him to buy the New York Times Co. and save the company from shareholder assaults, while members of its controlling family are interested in a rescuer, according to media reports. REUTERS/Shannon Stapleton (UNITED STATES)
I medieverdenen betragter man New York Times som alle avisers moder. I de seneste 10-15 år, hvor hele avisbranchen har befundet sig i en eskalerende krise på grund af faldende læsertal og annonceindtægter, har alle haft blikket rettet mod New York Times; om nogen måtte det være New York Times, der kunne finde løsningen på problemerne, så man kunne bevare den gamle forretningsmodel, som har fungeret så upåklageligt siden 1800-tallet.
Og mens man venter, fortsætter nedturen. Nogle af os, der i de senere år har arbejdet i de store mediehuse, har af og til haft en følelse af, at vi sad i mediebranchens svar på Kodak og Blockbuster. Alle alarmsignaler lyser rødt, men alle håber, at det går alligevel – for det plejer det jo.
For et par uger siden skete der noget interessant i New York Times’ spalter, som det amerikanske magasin The Atlantic Monthly har hæftet sig ved: På forsiden af avisen var der en historie om, at Donald Trump endelig har erkendt, at Barack Obama er født i USA (Trump har tidligere abonneret på konspirationsteorien om, at præsidenten er udlænding). Normalt ville New York Times i objektivitetens navn dække nyheden helt nøgternt med en såkaldt ‘han sagde, hun sagde’-artikel. Yes – en ‘han sagde, hun sagde’-artikel.
‘Han sagde, hun sagde’-artikler læser du hver dag i dit dagblad. Jay Rosen, der er professor i journalistik på New York University har opstillet denne formel for den type artikel: ”Der er en offentlig tvist. Tvisten kommer i nyhederne. Ingen forsøger at foretage en vurdering af sandhedsgraden i tvistens modstridende virkelighedsopfattelser. Den symmetri, der bliver skabt af de modsatrettede påstande, sætter journalisten midt imellem polariserede ekstremer.” Altså et næsten absurd resultat af jagten på objektivitet.
Den lørdag valgte New York Times ikke at dække nyhedshistorien om Trump med en ‘han sagde, hun sagde’-artikel på forsiden. I stedet tyede avisen til den journalistiske genre ‘nyhedsanalysen’, hvor reporteren har friere rammer til at fortolke nyheden, og her blev overskriften: ‘Trump opgiver en løgn, men nægter at angre’. Bemærk den klare direkte brug af ordet ‘løgn’. I ‘han sagde, hun sagde’-artiklen ville der sandsynligvis have stået ‘påstand’.
Nyhedsanalysen er ikke ny, heller ikke i New York Times-sammenhæng. Det sker bare normalt ikke, at den ligger på den bedste plads øverst til højre på forsiden. Ved at lægge den dér på forsiden bringer New York Times sig i rigtig godt selskab – nemlig med Føljeton. Vi udlægger nyhederne, og vi stoler på, at du har tillid til, at vores udlægning af dem er værd at læse. Her har vi ikke nogen ‘han sagde, hun sagde’-artikler. Men flere af os her på redaktionen har tidligere siddet på store landsdækkende aviser og lavet dem. Og ofte er det spild af alles tid – journalisternes, kildernes og ikke mindst læsernes. Det værste er, hvis de kilder, journalisten ringer til, ikke kender sagens substans. Det er ofte tilfældet med politikere, fordi de er meget afhængige af medieomtalen. Så er det ikke ualmindeligt, at politikeren sættes ind i sagen af journalisten – og derefter fyrer politikeren så en kommentar af, som nogenlunde passer til hans eller hendes partis politik. Det ender jo med at skabe ret tætte bånd mellem journalister og politikere.
Nej, sådan er der så meget. Det var egentlig bare for at sige, at du er i gode hænder her hos Føljeton.