Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kongehuset er bare kitsch. Sådan lyder en udbredt påstand op til det nært forestående tronskifte – her i verdens ældste monarki. Det udlægges derfor som latterligt at tage hele det royale hurlumhej alt for alvorligt, eller ligefrem bogstaveligt. For det betyder jo ikke noget, hvad dronning Margrethe mener, eller snarere ikke mener. Hun er kort sagt politisk ubetydelig, en ren kransekagefigur. Hedder det sig.
Påstanden er blevet gentaget så mange gange – og selvfølgelig suppleret af endnu mere populære, servile og fidele forestillinger om kongehusets ophøjede betydning – at de fleste efterhånden har suspenderet enhver form for kritisk sans. For dronning Margrethe har jo samtidig været så klog, kunstinteresseret og dannet en regent, at kritik af hende er og forbliver smålig.
På tærsklen til en mere kaotisk fremtid, hvor sønnen, kronprins Frederik, på søndag vil blive forvandlet til Kong Frederik X, er imidlertid en oplagt anledning til at kigge tilbage på en epoke, som paradoksalt nok har været præget af mindst to begivenheder, som får fortællingen om det ubetydelige kongehus til at krakelere.
I nyere tid har der således fundet to hændelser sted, som hver især udstiller, at nutidens forgrening af den glücksborgske slægt reelt ikke har optrådt neutralt. To begivenheder, som i erindring kan give bange anelser, når man kigger videre frem på en ny periode, hvor Frederik André Henrik Christian, Prins til Danmark, greve af Monpezat, skal forsøge at regere Danmark.
Den første begivenhed udfoldede sig, da dronning Margrethe havde været ved magten i mere end tyve år, og den anden begivenhed skete så sent som i 2016, hvor kronprins Frederik udstillede sin manglende fingerspidsfornemmelse for grænserne mellem politik og ceremoni.
Brikkerne til en ny påskekrise er faktisk til stede. Hvis den nye konge optræder som hidtil, kan han meget vel komme til at udløse en ny politisk skandale. Ligesom det skete under oldefaren Christian X i 1920.
Veto mod ny regering
Manden, der tilbage i 1972 udråbte kronprinsesse Margrethe til ny dronning, den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, valgte umiddelbart efter folkeafstemningen om Danmarks indtræden i EF selv at træde tilbage.
Uden dronningsrunde – og med S-udenrigsminister K.B. Andersen som midlertidigt konstitueret statsminister – overgav Jens Otto Krag sin statsministerpost til partifællen Anker Jørgensen. Bare sådan uden videre. Den nye arbejder-statsminister tiltrådte altså helt uden den unge dronning Margrethes involvering.
I første omgang bekræftede Jens Otto Krags manøvre således forestillingen om kongehuset som apolitisk pynt; som en paradeforestilling, der sagtens kunne omgås. Eller sådan troede flere borgerlige toppolitikere, at grundlovens ganske uklare procedure ved et regeringsskifte kunne udlægges.
Men de skulle blive klogere. Små tyve år senere kunne man opleve et kongehus, der rent faktisk er i stand til at udøve konkret magt ved simpelthen at påvirke, hvem der bliver statsminister.
Da Tamil-rapporten blev offentliggjort 14. januar 1993, erkendte De Konservatives daværende statsminister Poul Schlüter, at han ikke selv ville kunne fortsætte på posten. Kritikken var lammende, og en ny statsminister måtte træde til. Men hvem?
Planen i regeringstoppen var, at Venstres formand, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, kortvarigt skulle fungere som konstitueret statsminister, indtil De Konservatives finansminister Henning Dyremose kort efter kunne tiltræde formelt som ny K-statsminister. Planen byggede på Jens Otto Krag-modellen fra 1972 og havde positiv opbakning fra Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Men dronningens kabinetssekretær, Niels Eilschou Holm, havde andre tanker – som de to historikere Niels Wium Olesen og Jens Lei Wendel-Hansen tankevækkende har redegjort for.
Til trods for, at Statsministeriet i et notat havde vurderet, at det ville være i overensstemmelse med praksis at lade Henning Dyremose blive statsminister, blokerede kongehuset. Kabinetssekretæren insisterede på, at Regeringen Poul Schlüter IV, også kendt som KV-regeringen, skulle træde tilbage.
Skønt grundloven slet ikke nævner regentrunder, blev det kabinetssekretæren, som bestemte. På dronning Margrethes vegne.
Eftersom De Radikale nu ikke længere ville støtte en borgerlig regering, heller ikke med Dyremose i spidsen, kunne Socialdemokratiets nye formand Poul Nyrup Rasmussen i stedet tiltræde som statsminister. Men altså kun på grund af kongehusets reelle indblanding.
Sædvanepraksis er altså den i dag, at kongehuset vitterligt kan påvirke magtspillet i forbindelse med regeringsdannelser. Enten med vilje eller ved simple tilfældigheder.
Storpolitisk skævert
Da kronprins Frederik i 2008 blev medlem af den korruptionsplagede Internationale Olympiske Komité (IOC), lovede den daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen, at centraladministrationen ville sørge for, at “kronprinsen hele tiden er tæt informeret om, hvad der er regeringens politiske linje, så der ikke dukker et modsætningsforhold op imellem, hvad han gør og siger, og hvad der er den politiske linje”.
Men virkeligheden skulle vise sig at udvikle sig anderledes. Da IOC skulle stemme om, hvorvidt russiske atleter skulle kunne deltage i OL i Rio 2016, havde den danske regering i flere omgange instrueret kronprins Frederik i Danmarks kritiske linje. Kulturministeriet, som har ansvaret for sportslige anliggender, forsøgte i mindst fire omgange at forklare kongehuset, at Danmark støttede en boykot af dopede atleter fra Rusland.
Men kronprins Frederik ignorerede instruktionerne. Og valgte ved afstemningen at bakke op bag Ruslands medvirken. I direkte strid med Danmarks officielle udenrigspolitik. Onde tunger vurderer, at kronprinsen trodsede den danske regering overlagt og helt med vilje. Privatsekretæren Morten Roland Hansen skulle angiveligt have opfordret den urutinerede kronprins Frederik til at følge sin egen overbevisning, og dermed markere, at det evige kongehus ikke er underlagt skiftende regeringer.
Uanset om kronprins Frederik bevidst valgte at gå kontra på de klare, politiske instrukser, eller om han blot ikke forstod spillet, er status, at den kommende konge har udvist en foruroligende og totalt manglende fornemmelse for, hvem der burde lægge den politiske linje i Danmark. Enten vil han ikke – eller også evner han ikke – at skelne mellem, hvad der på den ene side er rigtig politik, og hvad der på den anden side blot er symbolsk promp og pragt.
Kombinationen af de to hændelser – kongehusets reelle indblanding i regeringsdannelsen i 1993 og kronprinsens solo-udenrigspolitiske kurs i 2016 – varsler ilde for de kommende år.
Hvis den parlamentariske situation mudrer yderligere til, og regeringsmulighederne pludselig bliver endnu mere bøvlede, kan kongehuset snart afsløre sig som alt andet end kitsch: Den snarlige kong Frederik X har beføjelserne til potentielt at blande sig, og han har allerede vist, at han er villig til at kortslutte folkestyret.