Kære læser

Katte for demokrati?

Præsidentkandidat Lai Ching-te og vicepræsidentkandidat Hsiao Bi-khim. Carlos Garcia Rawlins/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis man følger med i Taiwans præsidentvalg – og det er der god grund til at gøre, for både Beijing og Washington har øjnene rettet mod ønationen, der skal stemme på lørdag – har man måske hørt om en vis kattekriger. Hvis ikke, så lad os introducere Hsiao Bi-khim, der stiller op for det regerende Demokratiske Progressive Parti (DPP) og håber på at blive landets næste vicepræsident. Hun opfandt selv titlen (altså kattekriger, ikke vicepræsident), da hun i 2020 blev udsendt til USA og tog sine fire katte med på turen. Ifølge hende skulle Taiwans diplomati drage inspiration fra dyrets fleksibilitet, og vigtigst af alt skulle det stå i kontrast til Kinas mere aggressive “ulvekriger”-diplomati.

Kinas generalsekretær og ulvekriger Xi Jinping lagde da heller ikke fingrene imellem, da han i sin nytårstale kaldte “genforeningen” af Kina og Taiwan for en “historisk uundgåelighed.” Antallet af militære aktiviteter, som Beijing har rettet mod Taiwan, er eskaleret betydeligt i de seneste år. I et interview med The Economist opsummerede (betalingsmur) Hsaio sin egen og sit partis balancegang i den tiltagende anspændte situation: “Katte har evnen til at træde blødt, men bestemt. Du kan ikke tvinge dem til at gøre ting, de ikke vil. Du kommanderer ikke katte. Du skal være sød ved dem, og katte vil gengælde din venlighed med varme.”

Der er dog intet, der tyder på, at Kina vil stryge Taiwan med hårene. Tirsdag modtog Taiwans befolkning en advarsel om en kinesisk satellit, og samme dag anklagede udenrigsminister Joseph Wu Kina for at have en finger med i spillet. Ifølge udenrigsministeren er Kinas indblanding i det kommende valg “uden fortilfælde”: “[Kina] har taget alle midler i brug for at blande sig i dette valg,” sagde han på tirsdagens pressemøde.

I det, der må siges at være verdens vildeste valgår, hvor mere end halvdelen af jordens befolkning skal til stemmeurnerne, er valget i Taiwan den første gyser. Kina har kaldt den demokratiske begivenhed et “valg mellem krig og fred”, og stemplet DPP’s præsidentkandidat Lai Ching-te som “fredens ødelægger”. I mellemtiden mener Lai, at der er tale om et “valg mellem demokrati og diktatur”. Sådan ville oppositionskandidaterne i Taiwan – den ene fra det mere konservative parti Kuomintang og den anden fra Taiwans Folkeparti – næppe beskrive det. De er mere åbne over for dialog med Kina.

 

Det var kattens

I politisk kamp er det ikke helt dumt at inddrage katte. Det lettere fjendtlige firbenede dyr har nemlig en vis politisk kapital. I 2008 rekrutterede Japan en blå mangakat ved navn Doraemon til sit diplomatiske korps, og i Storbritannien har der været fem premierministre de seneste 12 år – hele tre i 2022 – men kun én kat; katten Larry, der regerer (og fanger musene) i ministerboligen Downing Street 10. På den yderste højrefløj har både Italiens Giorgia Meloni og Frankrigs Marine Le Pen også mobiliseret deres kærlighed til katte ud fra en logik om, at det er svært at hade nogen, der elsker katte.

Den logik lader også til at holde i Indonesien. Om en måneds tid skal verdens tredjestørste demokrati vælge sin nye præsident, og her figurerer den nuværende frontløber Prabowo Subiantos katte jævnligt på hans Instagram-profil. Kattene er en del af et større rebrand for Subianto, der i sine yngre dage måtte forlade sin position som militærgeneral efter anklager om involvering i kidnapninger og tortur af demokratiske aktivister. Med sine katte og hofter, som han med glæde svinger både på TikTok og i virkeligheden, har den 72-årige politiker nu positioneret sig som en “en harmløs bedstefar” siger en ekspert til The Guardian (81-årige Joe Biden og 77-årige Donald Trump burde tage noter).

Subiantos kandidatur er dog ikke helt harmløst over for landets demokrati. Hans vicepræsidentskandidat er den afgående præsidents søn Gibran Rakabuming Raka. Og denne nepo baby er ifølge eksperter et tydeligt tegn på landets demokratiske tilbagegang og et spirende politisk dynasti. Demokratiet skal stå sin prøve mange gange i år, og i modsætning til kattene har styreformen ikke ni liv. /Emilie Ewald

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12