Tilbage til Fremskridtspartiet

Pernille Vermund, frontkvinden for Nye Borgerlige – som i går meddelte, at partiet nu er opstillingsberettiget til næste folketingsvalg – fremstår som et déjà vu; et flashback til begyndelsen af 1980’erne. Hendes karakter har nemlig tidligere hvirvlet rundt i den politiske manege. Dengang hed hun ganske vist Pia Mortensen og udtalte i et interview:

”Har vi råd til efterløn og orlov til så mange og for milliarder, der går fra staten? Eller hvad med børnechecken? Var det ikke bedre at lade folk disponere over en større del af deres indkomst og selv finde ud af, hvad de vil bruge pengene på,” spurgte Pia Mortensen retorisk – og satte trumf på: ”Vi har førtidspensionister på 30, der aldrig er blevet stillet over for krav, da de var yngre, og ender på en bænk med bajere og store hunde.”

Datidens Pernille Vermund skiftede senere både efternavn og parti og blev landskendt som Pia Kjærsgaard. Men de paroler, som den daværende politiske ordfører for Fremskridtspartiet, skabte opsigt med i Folketinget, er nu vendt tilbage i sin originale og koncentrerede form: Nye Borgerlige kombinerer Fremskridtspartiets økonomiske minimalstatspolitik – hvor Mogens Glistrup f.eks. spøgefuldt foreslog at udskifte kontanthjælpen med grødautomater på gadehjørner – med Fremskridtspartiets bandbuller mod muhamedanere.

Enkelt fortalt ligger Nye Borgerlige til højre for Liberal Alliance med en endnu mere ulighedsskabende fordelingspolitik og til højre for Dansk Folkeparti med en endnu mere autoritær værdipolitik.

Partiets folkevalgte i Nordjylland, partioverløber fra Dansk Folkeparti, har ganske vist allerede fået kolde fødder – og udtrykker pludselig dyb overraskelse over, at Nye Borgerlige leger med tanken om at skære dybt i overførslerne: ”Nu cirkulerer der papirer om, at kontanthjælpen skal afskaffes og erstattes af en ydelse, man maksimalt kan modtage i otte måneder, og man vil også forringe førtidspensionisternes vilkår,” lyder regionsråds- og byrådsmedlem Vivi Jensens begrundelse for at have meldt sig ud af Nye Borgerlige.

Overraskelsen er imidlertid overraskende. For endnu har den 40-årige Pernille Vermund intet sagt som ikke virker som skudt ud af munden på den dengang 36-årige Pia Kjærsgaard: Vreden over skattetrykket, vreden over folk på offentlige overførsler – og vreden over ‘de fremmede’ – er alt sammen intakt, blot genfødt i en ny kvinde. Og Pernille Vermund og hendes kompagnon Peter Seier Christensen (ja, bror til stifteren af Saxo Bank og sponsor af Liberal Alliance) er ved at gentage et mønster, som er set flere gange i dansk politisk historie: Radikalisering ved afskalning.

Mest spektakulært skete det første gang i 1905, da de mest liberal-radikale brød ud af Venstre og stiftede Det Radikale Venstre, og igen i f.eks. 1967, da Socialistisk Folkeparti fragmenterede og det nye parti Venstresocialisterne skallede af. Og med Dansk Folkepartis taktiske sving ind mod midten gennem de senere år er det ikke ligefrem omvæltende, at centrifugalkraften nu igen gør sin indvirkning på dansk partipolitik.

Nye Borgerlige udfylder det vakuum, der er opstået blandt de vælgere, som er dødtrætte af konsensus og kompromisser – og risikerer dermed også at genskabe en kaotisk situation for den borgerlige blok. Efter Fremskridtspartiets gennembrud ved jordskredsvalget i 1973 turde ingen borgerlige politikere samarbejde med Glistrups kamikazepiloter.

Den centrifugalkraft, som tidligere hærgede venstrefløjen med fraktioner og fløjdannelser, har således ramt højrefløjen nu, og efter næste valg – hvornår det end kommer – vil mulighederne for et stabilt samarbejde på højrefløjen kun blive yderligere forværret: Hvis Nye Borgerlige lige akkurat ikke klarer spærregrænsen, vil det reelt være umuligt for Lars Løkke & co. at kunne mønstre et flertal. Og hvis Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget, hvad flere meningsmålinger tyder på, ja, så vil mulighederne for mindelige løsninger styrtdykke mod et nulpunkt.

Selv om Nye Borgerlige kan virke skingre og yderligtgående i deres hidsige kamp imod såvel indvandrere som flygtninge og overførselsmodtagere, er der reelt ikke tale om nye tanker. Ham, der kender dem allerbedst, hedder Kristian Thulesen Dahl, som engang var formand for Fremskridtspartiets Ungdom, og som dengang bl.a. ville afskaffe topskatten. Ret beset er der kun én forskel mellem, hvad Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl på den ene side mente for 25 år siden, og hvad den nye duo Pernille Vermund og Peter Seier Christensen på den anden side mener i dag – og dét er i forhold til EU.

Som ung var Kristian Thulesen Dahl varm tilhænger af et grænseløst Europa, og i dag indtager Dansk Folkeparti – i praksis – også en stadig mere kompromisvillig kurs over for EU-samarbejdet. I skarp kontrast hertil står Nye Borgerlige og kræver, at Danmark træder helt ud af det europæiske samarbejde. Og netop denne parole om et ‘Danxit’, altså dansk udtræden af EU på linje med det britiske ‘Brexit’, kan ende med at blive Nye Borgerliges måske største trumfkort. Det rendyrkede EU-had har et uudnyttet potentiale, særligt blandt sofavælgere.

Som et ekko af Glistrup – og en afglans af Donald Trump – har Danmark igen fået et betydningsfuldt parti, der hellere vil lave ballade end budgetforlig, hellere kaos end kompromis. Intet kunne være værre for statsminister Lars Løkke Rasmussen.