Der var ikke sparet på symbolikken i en populær kampagnevideo fra Taiwans nyvalgte præsident Lai Ching-te, også kendt som William Lai. I videoen ses Lai i en bil med partifællen – og landets nu afgående præsident – Tsai Ing-wen, der taler om, hvor godt de to har haft det.
“Vi gør måske tingene forskelligt, men vi bærer de samme principper i hjertet”, bliver der sagt. Lai bliver overrakt nøglerne til bilen, og får nu den kommende vicepræsident Hsiao Bi-khim som medpassager – hende med kattediplomatiet. “Hvor vil du gerne hen?”, spørger Lai. “Lad os tage demokratiets vej”, lyder det fra Bi-khim.
Efter weekendens valg i Taiwan står det fast, at Lai Ching-te og Hsiao Bi-khim er blevet udpeget til at gøre netop det: at styre landets kinakritiske og fortsat demokratiske linje. Ligesom det Demokratiske Progressive Parti kan kalde sig regeringsparti for tredje valgperiode i træk.
+ CNN tegner et portræt af Taiwans nye præsident.
++ Mens Time forklarer, hvorfor valget ikke nødvendigvis er en katastrofe for Kina.
+++ Der er ellers ingen tvivl om, at man er utilfreds i Beijing.
++++ Og det samme kan siges om østaten Nauru.