Nyhedsanalyse

Ingen trumfer Trump

Med en knusende sejr til Donald Trump i delstaten Iowa er primærvalget allerede så godt som afgjort.

Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Donald Trump er tilbage. Faktisk har han aldrig været væk. Som ventet vandt den tidligere præsident mandagens republikanske primærvalg i delstaten Iowa, endda på historisk overbevisende manér. Selvom Trump kategorisk har afvist at deltage i debatter med sine modkandidater og nærmest ikke har ført kampagne i Iowa, har han fået godt 51 pct. af stemmerne – mere end alle andre kandidater tilsammen. MAGA-bevægelsen virker stadig uovervindelig, uanset hvor hårdt konkurrenterne Ron DeSantis og Nikki Haley forsøger at holde spændingen i live.

På besynderlig vis kommer valgåret 2024 dermed til at stå i deja vuets tegn. Som det malerisk bliver beskrevet i The Guardian, vil vi se gentagelse på gentagelse af de “chokerende aftener, hvor reality tv-stjernen Trump vandt primærvalgene” tilbage i 2016. Man skulle næsten tro, at intet vigtigt var hændt i de mellemliggende otte år – hverken “coronapandemien, Black Lives Matter-protesterne, nederlaget til Biden, stormløbet den 6. januar eller de 91 sigtelser på tværs af fire kriminalsager”. Ja, faktisk er det, som om Trumps frontalangreb på demokratiet slet ikke betyder noget. Mod al gængs fornuft er den orangeglødende demagog på vej mod den største jordskredssejr i det republikanske partis historie.

Ret skal være ret: Med mandagens valgsejr har Trump stadig kun sikret sig sølle 20 ud af de 1.215 delegerede, der skal til for at blive republikanernes præsidentkandidat. Mange krydser skal endnu sættes, før Trump officielt kan udråbes som vinder. Man skal dog være mere end almindeligt håbefuld for at kunne se et scenarie, hvor Ron DeSantis eller Nikki Haley formår at mønstre det, der bare ligner et modsvar. Spørgsmålet er snarere, hvornår de ligesom den detroniserede tredjeudfordrer Vivek Ramaswamy vil kaste håndklædet i ringen.

I amerikansk valglogik er Iowa stedet, hvor nye politiske drømme kan fødes; det momentum, som et overraskende valgresultat her kan give, har før afgjort resten af primærvalgets forløb. Denne gang er det omvendte dog tilfældet: Delstaten er stedet, hvor drømmen om et trumpsk nederlag nu brutalt er blevet dræbt. Faktisk er Donald Trump så sikker i sin sag, at han for længst er begyndt at se frem mod revancheopgøret med Joe Biden.

Ved sin sejrstale i byen Des Moines fik Trump blandt andet understreget, hvordan han vil skrue gevaldigt op for udvindingen af fossile brændstoffer. “Bor, baby, bor”, sagde han, og publikum jublede. Det er svært ikke at tænke på Søren Kierkegaards brændende teater, hvor folk ubehjælpeligt klapper af deres egen kommende undergang:

“Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits.”

Det er på alle måder en joke, at Donald Trump ved årets udgang vil kunne stå tilbage som USA’s præsident. Men det er også en joke, der for længst er holdt op med at være sjov. /David Dragsted 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12