Nyhedsanalyse

AfD siger tak

De tyske landmændsprotester nærer støtten til højrefløjen.

Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

Man ved snart ikke, hvor man skal kigge hen for at undgå at få kansler Olaf Scholzs ansigt klasket i ansigtet. Hvad end det er det fejlslagne regeringsbudget, det muslimhadende parti Alternative für Deutschland, der trækker i en fjerdedel af vælgerne, eller bondeoprøret, hvor 100.000 lastbiler blokerer vejene og truer med at gøre det samme ved de danske afkørsler, er han der.

Det går i det hele taget ikke ret godt: Trafiklysregeringens opbakning er styrtdykket i meningsmålingerne, og det virker næsten som en tom omgang, når Scholz og hans udenrigsminister Annalena Baerbock går med på gaden for at demonstrere mod AfD, når man tænker på, at regeringen på mange måder selv er skyld i den depressive folkestemning.

Ifølge landets nationale statistikbureau er det ikke så meget regeringens politik som “multiple kriser” – herunder krig i Ukraine og de deraf afledte forsyningskædeproblemer og høje energipriser – der forklarer, at økonomien er på vej i en recession. I en grad, der ikke har været set siden nullerne.

Modvinden fik for alvor medvind, da den tyske forfatningsdomstol i efteråret afgjorde, at Scholz’ taktik om at bruge overskydende lånte penge fra coronapandemien til klimainvesteringer pludselig ikke kunne bruges alligevel. Regeringen fik travlt med at hive penge op af hatten, og et af de steder er altså tilskuddene til landbrugsdiesel, der nu har fået tusindvis af lastbiler til at gøre oprør og opfordre regeringen til at gå af.

Det havde været nemmere, hvis vreden var isoleret til landmændene. Men som Bloombergs klummeskribent Chris Bryant påpeger, føjer de planlagte besparelser kun spot til skade og opfattelsen af, at regeringen er ude af trit med virkeligheden i en tid, hvor den almindelige tyskers indkomst ikke overstiger den almindelige grækers. Og her nytter det slet ikke, at vicekansler Robert Habeck er rejst til den schweiziske alpetop i Davos og gemmer sig fra landmænd og budgethuller.

Det nyder Alternative für Deutschland, der har tilsluttet sig landmændene, godt af. Ironisk nok, da “mange af partiets lavindkomsttilhængere ikke ville få megen gavn af partiets program,” som Bryant skriver. Og videre: “At hjælpe flere mennesker med at få del i fordelene ved økonomisk velstand ville være en stor hjælp til at neutralisere støtten til radikale politiske partier og afkøle den vrede, der nu koger over i Tyskland.”

Ikke desto mindre veksles den dårlige økonomi til stemmer mod højre. Med andre ord gør landmændene hele arbejdet for AfD. Gruppeleder Tino Chrupalla har da også et meget simpelt budskab til landmændene: “Vi som AfD siger tak”.

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12