Nedtælling til borgerkrig

Landspolitik begynder at minde om lokalpolitik – med en masse småpartier og illoyale politikere, som skifter rundt efter kortsigtede karrierehensyn og impulsive stemninger. Den gode nyhed er, at dansk politik dermed bliver mere farverig og uforudsigelig. Den dårlige nyhed er til gengæld, at muligheden for at lave levedygtige reformer og solide forlig fordufter op i æteren. De skøreste påfund får mest opmærksomhed.

Nye Borgerlige står pludselig til at kunne skabe lige så meget ravage i det borgerlige Danmark, som Fremskridtspartiet gjorde i 1970’erne. Ganske enkelt ved at kortslutte den i forvejen skrøbelige alliance mellem de fire partier på Christiansborg, som både ideologisk og magtærgerrigt trækker i hver sin retning. Tilstanden af stilstand efter jordskredsvalget i 1973 er tilbage.

Med meningsmålinger, som tyder på, at Nye Borgerlige ved næste folketingsvalg kan stjæle 5-10 mandater direkte fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – og dermed sparke taburetterne væk under en række yderligere mandater – er risikoen nu, at én eller flere føler sig fristet til at hoppe over og fortsætte over i den seneste reinkarnation af Fremskridtspartiet.

Alle nye partier, der er kommet i Folketinget – siden Fælles Kurs for 30 år siden – har taget afsæt i partihoppere fra andre partier: Den eks-radikale Uffe Elbæk sad allerede i Folketinget, da Alternativet bragede ind sidste sommer. Den eks-radikale Anders Samuelsen sad også i Folketinget, da Liberal Alliance blev valgt ind i 2011. Og Pia Kjærsgaard var folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, da hun i 1995 stiftede Dansk Folkeparti.

Fornyelsen i dansk politik sker tilsyneladende ved knopskydning, og derfor har det formodning for sig, at det også vil lykkes for Nye Borgerlige at rekruttere én eller eventuelt flere overløbere inden valget. Og så har vi balladen: Løkke-regeringen hviler kun på nøjagtigt 90 mandater, og blot én enkelt løsgænger eller partihopper vil totalt ændre den parlamentariske dynamik på Christiansborg.

Udadtil bedyrer alle politikere, naturligvis, at de er ubetinget loyale over for deres parti, og selvfølgelig aldrig kunne finde på at begå forræderi. Men sådan har Uffe Elbæk, Anders Samuelsen og Pia Kjærsgaard også sagt – inden de så pludselig skiftede. Præcis sådan foregår det også i lokalpolitik og EU-politik. Gennem de seneste måneder har en række folkevalgte på kommunalt plan skiftet fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige, og flere vil følge i den kommende tid, på samme måde som to EU-parlamentarikere har forladt de partier, som de blev stemt ind hos i 2014.

Politiske mellemledere

Når man rykker ned fra det politiske toplag findes der tre hovedkategorier af parlamentarikere: 1) de håbefulde løjtnanter, der satser på forfremmelse ved næste rokade og derfor er loyale – i hvert fald officielt; 2) de selvforelskede linselus, der opfatter sig selv som personlige varemærker, føler sig miskendte af ledelsen og derfor kan finde på at komme med uvelkomne solo-udmeldinger; og 3) de helt ukendte backbenchere, som ingen tager hensyn til, og som derfor kan henslæbe årevis på Christiansborg uden synlige resultater.

Partihopperne kommer typisk fra de sidste kategorier, de selvforelskede linselus og de helt ukendte backbenchere. Omvendt kan de håbefulde løjtnanter også slettes fra listen over mulige mytterister. Lad os begynde med regeringspartiet Venstre, hvor to folketingsmedlemmer stadig er med: Selv om Jan E. Jørgensen er blevet hængt ud for intern kritik – og flere kilder har peget på ham som en lidt løs ende – har Lars Løkke ingen grund til at frygte for noget. Jan E. Jørgensen står nemlig til måske at kunne blive Venstre-borgmester på Frederiksberg, den urkonservative højborg, hvis Det Konservative Folkeparti får et katastrofevalg til næste efterår. Således er kun den detroniserede Eva Kjer Hansen fortsat med – til næste uges finale.

Liberal Alliance er som parti en samling af partihoppere, som stort set alle har udvist illoyalitet mindst én gang før. Potentielt kan samtlige 13 folketingsmedlemmer for Liberal Alliance tænkes at ville gå i protest mod efterårets forhandlinger. Men både de mest erfarne og de mindre kendte, der er blevet trukket med ind i Folketinget på listestemmer, har trods alt en betydelig grad af politisk professionalisme. Derfor er der ingen grund til at forvente vaklen i geledderne fra partitoppen: Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og Leif Mikkelsen, ej heller fra den første indhopper Villum Christensen, som også kom fra De Radikale.

Den næste kadre – markante folk som Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen, Merete Riisager og Christina Egelund – har også investeret alt for meget i Liberal Alliance til blot at ville gå i forbitrelse, hvis forhandlingsresultaterne udebliver. De tre mindst kendte i LA-gruppen, Laura Lindahl, May-Britt Kattrup og Carsten Bach, som tilsammen fik blot 5.261 personlige stemmer ved sidste valg, forventes også at være trofaste mod det parti, som har givet dem en landspolitisk platform.

Den årvågne læser vil vide, at Liberal Alliance har to yderligere folketingskandidater: Henrik Dahl og Mette Bock er videre til finalen.

Ultimativ topstyring

Dansk Folkeparti har gennem årene mestret en kunst, som ingen udenforstående havde forventet: Alle landsbytosser er systematisk blevet renset ud af partiet. Kandidater for Dansk Folkeparti har fra begyndelsen måttet acceptere, at topledelsen på Christiansborg bestemmer. Derfor er partiet i dag befolket af en stor flok helt eller delvist ukendte folketingsmedlemmer, som end ikke har ambitioner om at markere sig i den bredere offentlighed. Til gengæld tilbyder Dansk Folkeparti også den største gruppe af potentielle partioverløbere, primært til Nye Borgerlige.

Lige neden under de fire øverste DF’ere, som for længst er fjernet fra listen, kommer de loyale løjtnanter, som heller ikke løber af stablen: Martin Henriksen, Karin Nødgaard, René Christensen, Peter Kofod, Kenneth Kristensen Berth, Mikkel Dencker – og Jens Henrik Thulesen Dahl, som er bror til partiformanden og måske derfor fik ganske imponerende 9.923 personlige stemmer ved sidste valg. Navnegenkendelse betyder også noget i dansk politik.

Dernæst følger en broget skare af i alt 20 DF’ere i Folketinget, som alle udmærker sig ved ikke at have udmærket sig markant – og som derfor ikke forventes at ville gøre noget videre væsen af sig: Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt, Pernille Bendixen, Tilde Bork, Henrik Brodersen, Jan Rytkjær Callesen, Mette Hjermind Dencker, Karina Due, Susanne Eilersen, Dennis Flydtkjær, Jeppe Jakobsen, Claus Kvist, Christian Langballe, Merete Dea Larsen, Morten Marinus, Jan Erik Messmann, Ib Poulsen, Hans Kristian Skibby og Dorthe Ullemose.

Flere kilder, som Føljeton har talt med, vurderer, at det allersvageste led i den blå blok meget vel kan gemme sig her, da det tidligere er sket, at anonyme politikertyper pludselig er hoppet fra, eksempelvis eks-DF’eren Rikke Karlsson i EU-parlamentet og eks-socialdemokraten Pernille Schnoor, som nu er trådt ind i Alternativets folketingsgruppe.

Jokeren kan altså være blandt disse 20 DF’ere, men sandsynligheden taler for, at hverken deres ideologiske eller personlige fandenivoldskhed er stærk nok til at bryde med det parti, som allerede har haft succes med at disciplinere dem.

Mandtallet betyder, at Dansk Folkeparti står tilbage med seks folketingsmedlemmer, som endnu ikke kan udelukkes at kunne finde på at forsage opstandelse og hurlumhej på Borgen. De sidste seks finaledeltagere i dysten om at blive udnævnt til det svageste led i blå blok er – af vidt forskellige årsager: Pia Adelsteen, Alex Ahrendtsen, Bent Bøgsted, Kim Christiansen, Marlene Harpsøe og Marie Krarup. I den sidstnævntes tidehvervske præstefamilie har der ligefrem været udtrykt opbakning til Nye Borgerlige.

Nedtællingen til det bal i den borgerlige, der venter her i efteråret, har ført frem til, at 10 borgerlige folketingsmedlemmer er blevet indkredset som de mest sandsynlige kandidater som det svageste led.

Men hvem har for alvor modet, integriteten og kaosglæden til eventuelt at udløse balladen? Hvem er det, som enten kan få nok af for store – eller for små – topskattelettelser? Og hvem kan ende med at få nok af for stramme – eller for slappe – udlændingestramninger? Fortsættelse følger…