Underklassen sparkes væk

”Det hér er en udvikling, som ingen kan stoppe mere,” udbrød Jacco Swart i forrige uge, da han kom til at lække planer for en ’World Super League’.

Swart har en topstilling i den hollandske æresdivision, og måske var det ikke helt tilfældigt, at han talte over sig lige nu. Kæmpe klubber som Real Madrid, Barcelona, Juventus og Bayern München kigger nemlig med bekymring på den raketfart, som Premier League skyder på medie- og finansområdet. Engelske klubber har handlet for vanvittige summer på det seneste – Paul Pogba, Zlatan Ibrahimovic, for bare at nævne de kendteste.

Samtidig kan de se i Spanien, Italien og Tyskland, at de nye markeder i stigende grad ligger i Kina og USA. Det er dér, de tager på pre-season tour om sommeren, når de nationale ligaer holder pause. Og det er dér, La Liga Santander i Spanien pønser på at spille nogle af deres kampe.

Med de spirende tanker om en global superliga sender fodboldverdenen uden for England et klart signal: Hvad nu, når jeres tv-penge slipper op om nogle år? Vil I så nøjes med en europæisk turnering a la Champions League, som skal genforhandles om fem-seks år, eller vil I være med i et globalt koncept sammen med resten af os?

Kaká hele året

Ideen om en verdensomspændende fodboldliga bygger oven på den såkaldte International Champions Cup (ICC). Turneringen, som finder sted hvert år i juli og august måned, består af venskabskampe mellem europæiske topklubber. Plus det løse, som værtslandene kan skrabe sammen. LA Galaxy, Shanghai SIPG, Guangzhou Evergrande osv. Til at begynde med foregik det i USA og Canada, men i de senere år er også Kina, Australien og Mexico kommet med. ICC blev grundlagt af Relevant Sports, en filial under det ekstremt toneangivende RSE Ventures, som ledes af milliardæren, boligspekulanten og Miami Dolphins-ejeren Stephen Ross.

I sommeren 2014 troppede 109.318 tilskuere op på Michigan Universitetsstadion i Ann Arbor for at se en kamp mellem Manchester United og Real Madrid. Ved samme lejlighed blev der solgt fodboldtrøjer for millioner af kroner, og vigtige brand-alliancer blev indgået.

De europæiske topklubber henter en betragtelig del af deres indtægter fra pre-season-turene. Scenerne, hvor de kan vise sig selv, nye indkøb og sponsoraftaler frem, er enorme. På overfladen handler det om fodbold. Og dermed en kultur, som stadig er italesat som mandsdomineret stammeritual, hvor underklassen vender tilværelsens skure på hovedet i karnevalesk løssluppenhed, weekend efter weekend.

Men i virkeligheden handler det om medieadgang og offensive markedserobringer. I USA og Asien interesserer de sig ikke for klubber. Kald det bare historieløshed. De vil have individer, helte, ikoner. Først David Beckham. Og nu Cristiano Ronaldo, Leo Messi og Paul Pogba. Kaká slog aldrig for alvor igennem i Real Madrid, da han spillede dér fra 2009 til 2013. Til gengæld var han kongeklubbens mest markante kile ind i en asiatisk teenagekultur. Næst efter ”Becks” var han deres bedste brand. Kinesiske og thailandske piger var vilde med den kønne brasilianer. Ganske som de var det med Liverpools og siden Chelseas Fernando Torres.

Jorge Valdano, arkitekten bag købet af Beckham til Real Madrid i 2003, sagde det aldrig direkte. Men der var en god grund til, at hverken Ronaldinho eller Wayne Rooney, som begge havde været på tale til den spanske hovedstadsklub, blev købt. De var simpelthen for grimme.

Sheik med en plan

At fodbold er blevet global business, som også handler om blikfang og kroppe, der kan sælge undertøj, ved de godt i Abu Dhabi. Forretningsvirksomheden Abu Dhabi United Group blev således skabt i sommeren 2008, da Sheik Mansour bin Zayed Al Nahayn fik den gode idé at overtage fodboldklubben Manchester City fra den tidligere, thailandske premierminister, Thaksin Shinawatra.

Men Al Nahayn havde større planer. New York City Football Club blev indregistreret i staten New York den 7. maj 2013 som den tyvende klub i den amerikanske liga MLS. I 2015 købte NYC en af de højest profilerede spillere i verden, italieneren og den tidligere Juventus-general, Andrea Pirlo.

Tilbage i Manchester, hvor City-fans skulle vænne sig til aggressiv pengepolitik og tanken om, at man måske ville blive lige så store og navnkundige som Glazer-familiens legetøj fra den anden side af byen, skrev en unavngiven fan på nettet i 2010:

”City har en historie. Ingen United-fan tvivler på, at City er en rigtig klub med en episk fortid. Men injektionen af penge og det seneste opsving er udelukkende kunstig. Lidt ligesom en kvinde, som efter én eneste operation pludselig hopper tre bh-størrelser op i stedet for at lade attributterne vokse naturligt over tid. Det kan da godt være, juvelerne ser imponerende ud for teenagedrenge, men rigtige mænd vil meget hellere mærke fornemmelsen af den ægte vare.”

Al Nahyan lagde yderligere alen til sit voksende ry som gelassen spekulant i et marked, der stadig var præget af noget så gammeldags som traditioner og loyalitet, ved frejdigt at deklarere, at han da så sandelig regnede med, at Cristiano Ronaldo om et halvt år ville flytte fra Old Trafford til Eastlands. Dengang spillede ”CR7” stadig for United. Fansene, inklusiv ham med brystmetaforen, kaldte Citys hjemmestadion for ”Middle Eastlands”, og de lidt mere eftertænksomme spekulerede i, om Nordeuropa var på vej til at blive en legeplads for oppolerede Dubai-investeringer.

Rygtet gik på, at diverse forretningsmænd, som var interesserede i at kuppe City fra den thailandske ejer Thaksin Shinawatra, fejlagtigt kom i kontakt med ledere af fanfraktioner, fordi de ikke kunne finde klubbens officielle telefonnummer.

Siden fik de styr på kommunikationen, og City vandt det meste.

Chelsea-sur-Seine

Bevares, de var en stor klub derhjemme. Men Paris Saint-Germain var mest kendt for at være rugekasse for spektakulære talenter, der så blev stjerner andre steder. Ronaldinho var her i to år, fra 2001 til 2003, inden han blev spottet af Frank Rijkaard og forsvandt videre til Barcelona. Claude Makélélé, der er selve inkarnationen af den moderne, defensive midtbanespiller, optrådte de tre sidste år af karrieren i PSG’s blå og røde farver.

Nu begyndte de at kalde PSG for Chelsea-sur-Seine med reference til den russiske milliardær Roman Abramovitj, der i 2003 erhvervede Chelsea FC. Spillere som Zlatan Ibrahimovics tidligere klubkammerat fra Milan, Thiago Silva, Napolis Ezequiel Lavezzi og Pescaras Marco Verratti kostede tilsammen næsten en milliard. Og brasilianeren David Luiz blev historiens dyreste forsvarsspiller efter skiftet fra Chelsea.

Det var ikke spillere som dem, Dortmund-bossen Hans-Joachim Watzke havde noget imod. Nej, det var forretningerne omme bagved og den mere og mere hysteriske backdoor-funding, som tyskeren satte under anklage. Mandskaber finansieret af pengestærke oliesheiker, der bruger fodboldklubber og deres spillere som reklamesøjler for egne forretningseventyr. Watzke angreb primært Manchester City, men det lå i kortene, at en lille håndfuld klubber burde ekskluderes fra UEFA. De skævvrider konkurrencen med umulige lønlofter og indspiste PR-aftaler.

”UEFA må trække en streg i sandet mellem reel sponsorering og en hysterisk tilførsel af pengemidler via bagdøren. De må være stærke og udelukke de alt for store klubber,” sagde Hans-Joachim Watzke.

Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) er Qatar verdens rigeste land. Det skyldes ikke mindst de utrolig store gas- og oliereserver, der ligger i undergrunden. Således menes Qatar Investment Authority, der ejer Paris Saint-Germain, at være god for mere end 1.000 milliarder kroner.

Det er altså landet Qatar, der har købt PSG. Ikke et stenrigt medlem af Abu Dhabis kongefamilie. Man forstår Hans-Joachim Watzke. Den kamp kan man ikke vinde. Og slet ikke tyske klubforetagender med demokratisk fandeltagelse og finansielle fairplay-idealer.

Nasser Al-Khelaifi er klubpræsident og ejer aktiemajoriteten. Hans plan har hele tiden været dobbelt: Offensiv, seværdig fodbold og Champions League-guld. PSG er dog også spydspids i et globalt spil om tv- og medierettigheder. Herunder mediegiganten al-Jazeera, der har investeret i en fransk tv-kanal, beIN SPORT.

”Som repræsentant for det ekstremt magtfulde Qatar Investment Authority var Khelaifis plan klar lige fra starten: At tage kontrol over et velkendt navn på den europæiske fodboldscene og så gøre det til en kontinuerlig magtfaktor i Champions League,” forklarer sportsøkonomen Vincent Chaudel fra konsulentfirmaet Kurt Salmon.

Midlerne er oliepenge. Målet er mediedominans. Og rampen er en fodboldklub.

”Hvad kan vi stille op?” klagede Nicolas Tavernost, bestyrelsesmedlem i Bordeaux. ”PSG bor i Paris’ fineste kvarter. Resten af os skramler rundt ude i de ludfattige forstæder.”

Og Tavernost blev bakket op af den tidligere træner i Olympique Marseille, Rolland Courbis:

”Vi bliver nødt til at vænne os til, at en sølvmedalje i Ligue 1 er ligesom at vinde guld,” udtalte Courbis.

Tabte tænder

”Tabte tænder i metermål,” synger C.V. Jørgensen i ”Blåt blod til alle”.

Det er ligesom i Sportslørdag, da jeg var barn. Stort set alle målmænd i det, der endnu ikke var blevet til Premier League, tog tænderne ud inden kampstart. Dér lå de ved siden af en goodie bag fra den lokale pub på én af de små gader, mørke og trange, der fører op til Anfield Road i Liverpool. Dengang, i 1970’erne og starten af 80’erne, var slåskampe desuden helt normalt. ”Lortet skal alligevel ud før eller siden,” som en notorisk hooligan fra London-klubben Millwall engang sagde. Tabte tænder i metermål.

Når der ikke er kamp, er de små sidegader, Sybil Road, Alroy Road og Lothair Road, der løber mellem Rockfield Road og Anfield Road, nærmest livløse. Beboerne er for længst flyttet eller i færd med det. Liverpool havde længe planer om at bygge et helt nyt stadion. Siden kom de til besindelse, og nu har de udvidet det eksisterende Anfield Stadion, så det har plads til mere end 50.000. Nu er der markeder og butikker, og man kan købe merchandise i metermål.

Det har givet en ridse i fankulturen omkring Liverpool. Fansene er verdensberømte for deres passionerede kærlighed til klubben, men en del retter også vreden mod de amerikanske ejere, Fenway Sports Group, som mere eller mindre har tvunget familier til at forlade deres boliger tæt på Anfield. Og lige nu, i 2016, flirter Fenway med at sælge hele butikken til den kinesiske investeringsvirksomhed SinoFortone Group.

”Jeg flytter ikke,” fortalte en ældre mand på Lothair Road til The Guardian i 2014. ”Jeg er blevet presset ud.”

Lige rundt om hjørnet er stemningen magisk. Stadion er volumenmæssigt ikke i nærheden af de største europæiske, men publikum gjalder ”You’ll never walk alone” fra musicalen Carousel, og det siges, at man stadig kan høre ofrene fra Boerkrigen på Spion Kop, som en af Anfields tribuner kaldes. The Kop er stejl og forsvinder nærmest helt ned i banen. Det gør atmosfæren intim. Kysende, når man er udebaneholdet.

Alvaro Arbeloa, Real Madrids tidligere højreback, har selv spillet for Liverpool i årene 2007 til 2009.

”Anfield er noget helt andet end Bernabéu med dets NBA-agtige omklædningsfaciliteter, kæmpe spillerportrætter, og hvor det hele er topmoderne. Når du klæder om på Anfield, er der kun en lille krog, hvor du kan hænge din bluse, dine bukser, din jakke, alting,” sagde Arbeloa med et smørret grin.

”Det er så småt det hele. Og så forlader du omklædningsrummet og ser det med det samme: ’Dette er Anfield’. Det skilt er inkarnationen af en særlig ånd, en måde at forberede dig på at komme ind på banen. Man skal helst røre det skilt.”

Kineserne kommer

Der går ikke mange år, før Kina er verdens største økonomi. Og måske verdensmestre i fodbold. Det er i hvert fald planen for Guangzhou Evergrande FC. De spiller i Chinese Super League og har hjemsted på Tianhe Stadium i Guangzhou i provinsen Guangdong.

Real Madrid har investeret i Guangzhous fodboldakademi. Lige nu render 20-30 spanske trænere rundt i Guangdong på det 167 tønder land store campusområde med 50 fodboldbaner og 6 cafeterier. Kokkene er fløjet ind fra Xinjiang-provinsen, så de spirende stjerner kan få noget nærende at spise. Ved indgangen til Evergrande knejser en 10 meter høj kopi af VM-trofæet, og hver eneste dag får de 2.800 unge kinesere at vide, at dét er ambitionen. Og så bruger de i øvrigt alle lommepengene på Real Madrid-merchandise og dagdrømmer om engang at spille for Los Blancos.

Slet ikke så urealistisk, hvis whistlebloweren Jacco Swart og resten af slænget får deres vilje.