Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Det kan være svært at forstå, hvorfor så mange landmænd holder fast i fortællingen om, at det danske landbrug er afgørende for den danske økonomi, når det gang på gang er blevet modbevist. Graver man længe nok på internettet, kan man finde et bud på svaret fra en britisk kvinde ved navn Susan Guerrier, der har været journalist på landbrugsmagasinet Farmers Weekly. I 2007 skrev hun en ph.d. ved London School of Economics under titlen ‘Landmænd, landbrug og forandring: En socialpsykologisk analyse’. Allerede her lover det godt.
Hendes fremgangsmåde er simpel: Susan Guerrier har over et år spurgt en håndfuld britiske landmænd, hvordan de har det med at bidrage til en udvikling, hvor landbrugssektoren på verdensplan er en af de mest forurenende. Og det er altså for 17 år siden. Grundlæggende og ikke så overraskende finder Guerrier, at der i det hele taget er en uvilje mod forandring. Restriktioner på landbruget rammer dem på selvværdet, på selvbilledet af, at det er dem, der skaffer nationen mad på bordet; og mere interessant, det hun kalder en “tillært hjælpeløshed”.
Normalt skal man være på vagt, når nogen snakker om positiv psykologi, men begrebet har hun fra den amerikanske selvhjælpspsykolog Martin Elias Peter Seligman. I 1971 beskrev han fænomenet, der kommer fra hunde, der er blevet udsat for stød, men som efterhånden accepterer det. For når man har været udsat for smerte længe nok, når man til et punkt, hvor man ikke selv længere gør noget ved sin situation.
Guerrier skriver, at det måske er en “overdrevet” sammenligning, men at alle hendes interviews faktisk underbygger associationen: Landejerne bebrejder regeringen for, at de bliver pålagt flere restriktioner end alle andre. De føler sig bundet på hænder og fødder, men håber på samme tid på, at politikerne holder hånden over dem i sidste ende.
Den samme form for brok hører man igen og igen fra Venstres magtfulde landmænd. I en ny rapport advarer EU’s klimaråd dog om, at det haster: Samtlige EU-lande skal senest i 2031 indføre en afgift på land- og skovbruget, hvis man skal nå de samlede klimamål. Det gælder også Danmark. Næstformand i rådet og professor på Københavns Universitet Jette Bredahl Jacobsen siger det klart og tydeligt til DR: “En væsentlig grund til, at der ikke sker så mange reduktioner, er, at det ikke koster noget at udlede. I andre sektorer har vi en pris på de udledninger, der er, men det har vi ikke i landbruget.”
Nok taler regeringen om afgifter. Men problemet er, at den har gjort det for længe, og samtidig har adlydt de klagende landmænd. Hvis regeringen læser Guerrier, vil den dog opdage, at man faktisk også kan bruge hjælpeløsheden konstruktivt – og ligefrem blive klimahelte:
“Der er også positive effekter. forandring hjælper landmænd til at lære nye færdigheder, når de diversificerer deres landbrugsvirksomhed. giver dem nye roller, som fx at passe på landskabet, hvilket med tiden vil give dem nye identiteter, som de kan føle stolthed over; skaber en mulighed for at knytte tættere bånd til den brede offentlighed […]” Det er ikke så svært. Man kommer ikke videre ved at drømme sig tilbage til en fjern fortid.