Forbandet godt fjernsyn

De store overraskelser stod ikke ligefrem i kø, da årets Emmy Awards, den mest prestigefyldte amerikanske prisuddeling for tv-serier, mandag løb af stablen. HBO-hittet Succession (som har været så allestedsnærværende og mediehypet, at man helt glemmer, at den har haft betydeligt færre seere end selv generiske sitcoms såsom Young Sheldon) løb sammen med kokkedramaet The Bear med næsten alle statuetterne, mens Breaking Bad-forløberen Better Call Saul nok engang blev forbigået. Alt var som det plejede. Og så alligevel.

Som New York Times bemærker, kunne prisuddelingen på sin vis ses som et punktum for “peak TV”. Ikke bare forstået på den måde, at mange af tidens mest roste serier såsom førnævnte Succession og Better Call Saul nu er blevet afsluttede. Men også fordi vi næppe kommer til at se så mange gode serier på samme tid igen, som vi har været forkælet med de sidste 10 år. Streaming- og tv-selskaberne er blevet langt mere opmærksomme på, at deres forretningsmodeller ikke nødvendigvis fungerer, og er derfor blevet anderledes lorne ved at poste penge i prestige-serier, som ingen alligevel ser. Samtidig har den omfattende strejke blandt manusforfattere heller ikke hjulpet på sagen.

Måske er der dog endnu ikke grund til at købe begravelsesstemningen. Hos Wired er man eksempelvis anderledes begejstrede over, at Emmy-uddelingen faktisk illustrerede, hvordan streaming har forvandlet vores populærkultur. De friere rammer, som serierne har fået, har nemlig “givet plads til mærkelige, genreløse shows”, som havde været dødsdømte på gammeldags flow-tv. Måske perfekt illustreret ved The Bear, der var nomineret i komediekategorierne, selvom den også havde et timelangt afsnit, der viste et dødsensalvorligt familiedrama over julebordet.

Streaminglandskabet er under forandring. Men det behøver ikke blive til det værre. Faktisk er den endnu mere opløftende historie, at det sagtens kan blive vildere endnu. Det er The Curse om noget beviset på.

Skrækscener fra et ægteskab

Med Nathan For You og The Rehearsal har komiker og tv-skaber Nathan Fielder allerede bevist, at han som få formår at blande innovative koncepter med smertefuldt tåkrummende grin. Samtidig har filmskaber Benny Safdie sammen med sin bror formået at skabe nogle film så gennemført stressende, at man knap nok har tid til at blinke – senest med Uncut Gems. Forener man de to i et usandsynligt samarbejde, får man et underholdningsprodukt der ikke bare er mærkeligt og genreløst, men ulig noget andet på tv.

På papiret er det egentlig ikke fordi The Curse virker videre opsigtsvækkende. Vi følger ægteparret Whitney og Asher, spillet af henholdsvis Emma Stone og Nathan Fielder, der som ejendomspekulanter forsøger at forvandle en fattig bydel ét bæredygtigt hus ad gangen. Netop det vil de gerne skildre i deres eget reality-program, hvor den gradvise gentrificering bliver udlagt som en positiv udvikling – med det mål for øje, at programmet skal højne boligpriserne. Til opgaven hyrer de Ashers gamle barndomsven (eller barndomsmobber?) Dougie, spillet af Benny Safdie. Men herfra begynder tingene så straks at blive mere mudrede.

Kender man Fielders arbejde, ved man, at alt umiddelbart kan ske. Alene det giver en sær form for uhygge, som blot bliver forstærket af den ildevarslende underlægningsmusik fra Oneohtrix Point Never og John Medeski. For slet ikke at tale om de mange iøjnefaldende kameraindstillinger, der gennem diverse fedtede ruder betragter hovedkarakterne på afstand, så man kommer til at føle sig som en klam voyeur. Det virker næsten forbudt at se de intime scener fra Whitneys og Ashers dysfunktionelle ægteskab. Scener, der lægger sig et udefinerbart sted mellem satire og tragedie.

Den ulige og akavede magtdynamik i ægteskabet bliver blot forstærket af den kontrast, der er mellem Nathan Fielders og Emma Stones skuespil. Mens Stone glimter i sin påtagne venlighed, er Fielder anderledes stiv og begrænset. Stone er troværdig, det er Fielder ikke. Men præcis det forhold kommenterer serien også på løbende – som er det blot en tilsigtet spejling af deres respektive karakterer, der igen bliver spejlet af reality-karakterne; det er metalag på metalag.

The Curse er både pinlig, unheimlich og bizart sjov. Mange af scenerne føles som langstrakte, galgenhumoristiske sketches, som da Dougie på en date forklarer, hvordan han dræbte sin kæreste ved spritkørsel – hvorefter han lettere bedugget tilbyder at køre daten hjem. På intet tidspunkt ved man, hvor serien er på vej hen. Ofte snegler den sig bare afsted, men formår alligevel at give kontinuerlig åndenød; enten af undertrykte grin eller et ubestemmeligt ubehag. Om den kommer til at vinde nogle Emmy-statuetter, er ikke til at sige, for dens konfrontatoriske natur vil utvivlsomt dele vandene. Til gengæld er det svært ikke at juble over, hvordan der stadig kan skabes originale værker i et ellers mættet streaminglandskab.

The Curse kan streames på SkyShowtime.