DeSantis' dårlige dag

Han er på vej op på podiet, folk jubler over hans ankomst. Skiltene holdes højt, de tror tydeligvis på Ron DeSantis som præsident. Det mærkelige ved DeSantis’ kropssprog er dog, at han selv virker anderledes knuget. Florida-guvernøren har ikke travlt med at løfte hånden til tak, han er snarere koncentreret om ikke at falde på vej op ad den lille trappe. Øjnene er rettet mod jorden og ikke publikum. Måske kunne det have noget af gøre med de højhælede cowboyboots, som fastlåser DeSantis i nogle stive skridt og lige så stive forventninger. Lettere foroverbøjet udstråler han en let melankoli; trods bifald er det her det modsatte af en sejrsgang. Fotografen gør da heller ikke DeSantis nogle tjenester ved at fange ham i et så skrøbeligt moment. Sågar med en lyssætning, der får stjernerne på det amerikanske flag bagved til at virke helt falmede.

Sidste uges republikanske primærvalg i Iowa blev ikke den triumf, Ron DeSantis havde håbet på. Selvom han var gået all-in på at føre kampagne i delstaten, og ligefrem havde besøgt alle dens 99 amter personligt, blev det stadig til et knusende nederlag til Donald Trump. Derfor var det heller ikke videre overraskende, at DeSantis søndag valgte at opgive sit kandidatur til præsidentskabet i USA. Tilbage står den tidligere FN-ambassadør Nikki Haley nu som den eneste republikanske modkandidat til Trump. Og allerede tirsdag kan Trump komme snublende tæt på en endegyldig sejr, hvis han tilpas overbevisende slår Haley i delstaten New Hampshire.

Med DeSantis ryddet af vejen, er den sidste udvandede udgave af Trump nu også væk. I modsætning til de fleste andre republikanere, der har forsøgt at udfordre Trump ved primærvalget, står Nikki Haley nemlig som et moderat og næsten oldschool alternativ til det vanvid, Trump har ført ind i partiet. Særligt på udenrigspolitikken ses den måske vigtigste forskel (i hvert fald for alle os uden for USA), for mens Donald Trump vil lukke USA om sig selv, holder Haley fast i dogmet om, at amerikanerne kan og bør være verdens vagthund. Eksempelvis ved fortsat at støtte Ukraine. Særligt interessant er det desuden, at Haley i meningsmålinger spås ganske gode chancer, hvis hun skulle ende ud i en præsidentvalgkamp mod Joe Biden. Sandsynligheden for, at hun skulle kunne slå Donald Trump, er dog stadig ekstremt minimale.

Ingen står over den tidligere præsident og boligmagnat i det republikanske parti. Eller som DeSantis udtrykker det i sin egen nederlagsvideo: “Vi kan ikke gå tilbage til den gamle republikanske garde fra før i tiden.” Den politik, Haley repræsenterer, virker som en sær anakronisme i det post-trumpske landskab. Samtidig fortæller Ron DeSantis’ fejlslagne præsidentkampagne sin egen historie om, at ingen spiller Trump bedre end Trump selv. DeSantis havde med sine stadig mere absurde udfald mod “wokeismen” satset på at kunne overgå Trump i den såkaldte kulturkrig, hvor abortforbud og politisk forfølgelse af LGBTQIA+-minoriteter bliver et mål i sig selv. Men selvom DeSantis havde rigeligt med rabiate forslag, manglede han karismaen til at sælge dem. Faktisk vidner hans ydmygelse om, at selve politikken for længst er blevet sekundær. Det, som nu tæller, er personkulten. Og ingen ved bedre end Donald Trump, hvor vigtigt det er at vinke til publikum. /David Dragsted