Edvard Munch: 'Eksplosjon', 1943
“Jeg vil vise mennesker, som lever, elsker og lider. I det hele taget det levende liv.”
Edvard Munch
I dag, tirsdag d. 23. januar, er det 80-årsdagen for Edvard Munchs død. Den store norske maler døde på den bedst tænkelige måde – fredfyldt i sin søvn – i sit hjem Ekely i Oslo.
Munchmuseet i Norges hovedstad mindes dagen på Instagram med en lille anekdote fra “den sidste tid i hans liv”. Godt og vel en måned inden han åndede ud, pådrog Munch sig en slem omgang bronkitis, der udviklede sig til lungebetændelse, og til sidst havde han ikke kræfter til at stå ud af sengen. Hans stuepige Liv Berg forsøgte at få en omelet med skinke i ham ved 17-tiden, men han kunne ikke spise. “Jeg gik ud med maden igen og satte mig hos ham. En gang imellem åbnede han øjnene og så sig omkring. Han døde kl. seks efter at være faldet i søvn.”
Bronkitisen, der satte hans helbred i frit fald, var formentlig forårsaget af, at Munch om eftermiddagen d. 19. december 1944 havde forladt sit hus og var gået rundt i kulden “både fascineret og bekymret”, som museet formulerer det i opslaget. Få minutter forinden var det tyske fragtskib Selma nemlig eksploderet vest for Oslos havn. Skibet var lastet med 800 tons nazi-ammunition, så hele byen blev oplyst, og rystelserne knuste ruderne på flere af Munchs vinduer. Munch malede lynhurtigt begivenheden med eksplosionen på Selma som et lille gult lys i horisonten på et overvejende lyseblåt billede.
Edvard Munch var jo oppe i årene og havde taget højde for, at han skulle dø en dag. Han havde testamenteret hele sin samling af værker – mere end 1.000 malerier og over 20.000 tryk og tegninger – til Oslo kommune, fordi han gerne ville have den ud til offentligheden til glæde for så mange mennesker som muligt.
Det skulle han ikke have gjort. Det kan godt være, at Munch var et geni, men det her var ikke et genialt træk. Kommunen var ikke gearet til at håndtere så stor en gave. Der sad muligvis nogle dygtige folk rundt omkring i Oslos sentraladministrasjon og byregering, men summen af kommunen, når man tog det hele med, var simpelthen for dum. Det ligger der lige nu en fremragende dokumentar om på DR’s hjemmeside, Munch i helvete (2019). Den undersøger, hvorfor der skulle gå 70 år, før det gik op for kommunen, hvor stor en kunstner han var.
Det er hårrejsende, hvor amatøragtigt arven håndteres. Munchs store, smukke træhus Ekely lader man forfalde. I forbindelse med byudviklingsplaner river man to af hans atelierer ned for at gøre plads til moderne boliger. Selve Ekely får lov at stå til 1960, hvor man lader to snedkere (der desværre er danskere) rykke ind. De river huset ned planke for planke, for træet er i så god stand, at det kan sælges til hyttebyggere. Der hvor Ekely lå, er der i dag en parkeringsplads.
Randers er heller ikke for smart
Man kan sige meget om kommuner, disse små lokale regeringer, men de er godt stof for journalister, dokumentarister og romanforfattere. Tag Randers Kommune, hvor en gigantisk dynge forurenet jord truer med at skride ud i Alling Å og ned over landsbyen Ølst. Firmaet Nordic Waste, der har haft ansvaret for håndteringen af bjerget, har som bekendt erklæret sig konkurs, således at milliardregningen for oprydningen og afværgelsen sandsynligvis ender hos skatteyderne. Med rette er byens borgere vrede på virksomheden og dens ejer, den 69-årige mangemilliardær Torben Østergaard-Nielsen, som vil gå over i historien som et rigtigt røvhul.
Men Randers Kommune lader heller ikke til at have været opgaven voksen. Og sagen handler ikke engang om 1.000 malerier og 20.000 tegninger, men noget så banalt som en bunke forurenet jord. “Kæden er hoppet fuldstændig af i kommunen. Faresignalerne fandtes, før man overhovedet brugte [området] som deponeringsområde,” udtaler geolog Henning Christoffersen, der er indehaver af firmaet Geoscandic, til Politiken. “Man kan se på jordoverfladen, at der har været bevægelser i jorden. Jeg forstår ikke, at kommunen ikke er gået mere i dybden med sine undersøgelser.”
En rapport fra Geus (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser), som forelå mandag, gør opmærksom på, at Nordic Wastes jorddepot ligger i en tidligere lergrav, hvor der tidligere blev produceret lecakugler (små kugler af brændt ler), som bliver fuldstændig glat, når det bliver vådt. Da deponeringsområdet samtidig har en hældningsgrad på en halv procent, skulle katastrofen nærmest indtræffe. Geus siger, at skreddene begyndte allerede i 2021.
Randers Kommunes borgmester, socialdemokraten Torben Hansen, er “forarget – men fralægger sig ansvar”, som det hed i en overskrift hos TV2 Østjylland forleden. Kommunaldirektøren, Jesper Kaas Schmidt, afviser, at kommunen har begået nogen fejl i sagen. Da Politiken spørger ham, om ikke kommunen kunne have rådført sig med geologiske eksperter inden området blev taget i brug som deponeringsplads, svarer han, “Nej, nej, nej, nej. Det kan du ikke. Vi mener, at [Nordic Wastes] dokumentation var i orden.” Og på spørgsmålet om der slet ikke er noget, han fortryder: “Nej, det er der egentlig ikke.”
Det er vist ikke kun milliardærens eftermæle, der ryger i denne Randers-sag. Deponeringsskandalen er en lortekatastrofe. Edvard Munch ville ikke engang kunne male den. /Oliver Stilling