“Vi er ved at skabe et finansielt proletariat”

Flydende dansk, et arbejde som jurist og en tv-optræden i Debatten, men ingen bolig. Fordi 31-årige Hamid Davudi, der er politisk flygtning fra Iran og har boet i Danmark i ni år, endnu ikke har permanent opholdstilladelse, udgør han ifølge bankerne en risiko. Det betyder, at han gang på gang får nej til at låne penge eller bliver bedt om at stille seks gange så meget af ejendommens værdi som etniske danskere.

Hamid Davudi er ikke den eneste. 4 ud af 10 minoritetsetniske danskere oplever at få afslag på boliglån alene ud fra deres nationalitet, viser en ny stor kortlægning af Institut for Menneskerettigheder. Føljeton har over den sidste måned været i kontakt med en række tilflyttere, der fortæller den samme historie: At opholdstilladelsen er tungen på vægtskålen.

Trods fast arbejde, danskkurser, vielser og en god økonomi bliver de mødt af afslag eller højere krav om egenbetaling for at få en plads på det boligmarked, regeringen ellers så gerne vil have flere indvandrere ind på.

Hos bankernes interesseorganisation Finans Danmark mener man ikke, at der er tale om diskrimination, fordi bankerne “på ingen måde” bruger etnicitet som et parameter, som juridisk direktør Kjeld Gosvig-Jensen siger til Finans.

Hos Institut for Menneskerettigheder ser man det derimod som en juridisk gråzone. Til Føljeton peger juridisk projektchef Tine Birkelund Thomsen på en “uhensigtsmæssig” praksis hos Ligebehandlingsnævnet, når de skal vurdere, om der er tale om indirekte diskrimination.

For Hamid Davudi er diskriminationen lige så åbenlys som når kvinder bliver fravalgt til et job, fordi de kan blive gravide – eller når forsikringsselskaber forskelsbehandler overvægtige med argumentet, at de risikerer oftere at blive syge:

“Arbejdsgiverne kunne også gøre som bankerne og afvise min jobansøgning ved at sige, at de ikke vil ansætte en, der på ethvert tidspunkt risikerer at miste sin opholdstilladelse,” siger Hamid Davudi til Føljeton.

“Man har den her fortælling om, at indvandrere danner deres egne ghettoer. Men når jeg bliver bedt om at betale to millioner kontant, er det klart, at jeg ikke kan købe en lejlighed på Nørrebro, Frederiksberg eller Østerbro. Det bidrager til social ulighed og underminerer princippet om, at vi har lige muligheder.”

 

Strammere regler

Som private virksomheder kan banker selv vælge, hvem de udsteder lån til og hvorfor. Men de er stadig underlagt loven om etnisk ligebehandling, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af “race eller etnisk oprindelse”. Kravet gælder også på bank- og kreditområdet, ligesom det tydeligt figurerer i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.

Det førte i 2015 til et påbud fra Finanstilsynet til Lån & Spar Bank. Tilsynet vurderede, at der “alene på baggrund af nationalitet” var tale om forskelsbehandling, da en udenlandsk statsborger blev bedt om en udbetaling på 20 pct., fordi han ikke havde dansk statsborgerskab. Det betød, at banken inden for tre måneder skulle følge op på, om praksissen var blevet ændret, og om medarbejderne var instrueret tilstrækkeligt.

Året efter viste en undersøgelse, at det var et generelt problem, at ikke-etniske danskere må gå forgæves i de danske banker.

Som udgangspunkt skal man have været mindst otte år i Danmark på en tidsbegrænset opholdstilladelse, før den kan blive permanent. På den tid kan man som nydansker nå at oparbejde en høj tilknytning til Danmark, hvilket indgår som parameter, når bankrådgiverne skal kreditvurdere en kunde. Reglerne for at få opholdstilladelse, der blandt andet indebærer, at man ikke må have forfalden gæld til det offentlige, er løbende blevet strammet.

Først med en permanent opholdstilladelse kan man få dansk statsborgerskab. Ifølge Institut for Menneskerettigheders beregninger var man i 2022 oppe på, at voksne indvandrere i gennemsnit opholder sig i Danmark i 19 år, før de kan få lov til at trykke hånd med borgmesteren.

Føljeton har været i kontakt med fem af de største danske banker – Jyske Bank, Danske Bank, Nykredit, Nordea og Sydbank – som oplyser, at de følger bekendtgørelsen om god skik. De fortæller også, at permanent opholdstilladelse ikke er et krav, men et hensyn – ligesom det understreges, at statsborgerskab ikke har indflydelse på beslutningen, og at den almindelige kreditvurdering gælder for alle.

 

Positive afslag

Blandt dem, Føljeton har talt med, er der både mennesker som er flygtet, som bor i Danmark på arbejdsvisum eller er blevet familiesammenført. Alle er blevet bedt om højere egenbetaling, og kun i få tilfælde tilbudt lån på gængse vilkår.

En af dem er Drew Fremlev Fisher, der kom til Danmark fra Australien for at arbejde, hvorefter han mødte sin nuværende mand. Inden han i 2021 fik tidsubegrænset opholdstilladelse, henvendte han sig til rådgivningsvirksomheden Bomae, der hjælper med at indhente tre tilbud fra danske banker.

Her afviste tre navngivne banker at give lån, som det fremgår af en mail, Føljeton har set.

“Jeg har talt med den anden bank, og desværre er de også ret strikse omkring permanent opholdstilladelse. Så heller ikke noget held der,” skriver Bomaes rådgiver efter at have forhørt sig hos de tre banker. Det hjalp ikke, at parrets opsparing lød på 200.000 kroner, fordi hans mand på daværende tidspunkt var på dagpenge og “ville stå i en meget svag situation”, hvis Drew Fremlev Fisher “skulle blive deporteret”.

Ifølge mailen kalder den ene bank afslaget “positivt”, fordi der ville være en chance, hvis Drew Fremlev Fisher kunne lægge mindst 6.000 kroner til side om måneden i et halvt år. Det var langt mindre, end han allerede havde sparet op.  Da parret efterfølgende kontaktede bankerne direkte, blev de spurgt, hvad de havde tænkt sig, hvis Fisher pludselig skulle gå bort:

“Det synes jeg var virkelig sjovt. Det kan jo ske for alle. Teknisk set ville han jo få en masse penge på grund af min opsparing, så faktisk ville det jo bare være endnu bedre for ham, hvis jeg døde.”

 

Leder efter grunde

Når banker bevæger sig på kanten af lovgivningen, kan det hænge sammen med de seneste års øgede fokus på hvidvask, mener Lars Pehrson, der i 1982 stiftede klimabanken Merkur Andelskasse og med sine 38 år i virksomheden blev branchens længst siddende direktør. I dag er han bestyrelsesmedlem i GLS Treuhand, der hører under den tyske bank GLS.

Danmark er forpligtet til at implementerne standarderne fra den internationale sammenslutning FATF (Financial Action Task Force), ligesom bankerne skal efterleve de såkaldte kend-din-kunde-regler, der i EU er blevet skærpet siden finanskrisen. Det betyder blandt andet, at bankerne skal bede om dokumentation af en potentiel kunde med henblik på at bekæmpe hvidvask, terrorfinansiering og anden kriminel adfærd. Her kan det gå galt.

“Det, der nemt kan ske psykologisk, når man laver en masse regler, er, at medarbejderne skal finde ud af, hvordan de kommer levende gennem dagen. Når de bliver stillet over for en potentiel ny kunde, uanset hvem det i øvrigt er, vil det være fristende at lede efter en grund til at sige nej. Det er nemmere bare at gøre med det samme, så man slipper for besværet,” siger Lars Pehrson.

“Jeg er sikker på, at medarbejderne ikke har et ønske om, at det skal være sådan, men det er deres måde at overleve, især hvis de er bange for at lave fejl. Fordi hvidvask har fået så stor opmærksomhed, vil bankerne for enhver pris undgå, at der kommer noget, der minder om en skandale.”

Så indsatsen mod hvidvask øger risikoen for diskrimination?

“Ja. Der er noget der tyder på, at der somme tider er nogle automat- eller bekvemmelighedsreaktioner, der bliver forstærket,” siger Lars Pehrson.

 

 

“Engang plejede jeg at sige, at vi ikke har problemer med finansiel inklusion i Danmark, fordi alle har adgang til det finansielle system. Det gør jeg ikke længere. Vi er ved at skabe et nyt finansielt proletariat af indvandrere med anden etnisk baggrund, psykisk sårbare og andre udfordrede borgere som hjemløse, man ikke ser som interessante i forretningssammenhæng. Og som i nogle tilfælde også har svært ved at håndtere alle de her mange regler.”

Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (der har erstattet SØIK) oplyser i den forbindelse til Føljeton, at man ikke fører statistik over effektiviteten af hvidvask- og antiterrorreglerne i de danske finansielle institutioner. Men vi ved, at der bruges milliarder på at forhindre hvidvask, mens der på verdensplan kun inddrives omkring 0,05 pct. såkaldt “kriminelle midler” – omend omfanget af skyggeøkonomien er vanskelig at dokumentere.

Også i Danmark halter det. Da FATF sidst evaluerede den danske indsats i 2017, lød det, at den “generelt ligger under middel”, som det fremgår af Den Nationale Risikovurdering af Hvidvask for 2022.

At mere hvidvasklovgivning kan føre til eksklusion, er Marie Birna Olafsdottir enig i. Hun er stifter af virksomheden Finklusiv, der fungerer som bindeled mellem bankløse virksomhedsejere og bankerne.

“Mine kunder er ofte flygtninge fra højrisikolande, hvor banken bliver pålagt at føre flere tilsyn. Der er fem gange så meget arbejde fra bankens side i at have de her kunder. Så er det nemmere for dem at sige nej, og det er også en af årsagerne til, at mange nystartede virksomheder har svært ved at oprette en erhvervskonto i Danmark.”

“Bankernes sprog er også meget teknisk, og det er ikke en nem verden at forstå. Det bliver et uløseligt problem, hvis vi ikke kan overbevise bankerne om, at det eksisterer.”

 

Bange for banken

Ifølge Hamid Davudi er det en “udbredt opfattelse” blandt folk med anden etnisk baggrund, at man skal forberede sig på at få afslag – også blandt de mest privilegerede:

“Selv for mig er det en byrde, selvom jeg har ressourcerne, evnerne, kompetencerne og viljen til at stå frem. Men det er ikke alle, der har det. Folk er meget tilbageholdende, og bankerne er vant til at møde mennesker med min baggrund og kunne afvise dem helt uden konsekvenser.”

Flere af dem, Føljeton har talt med, ønsker ikke at stå frem ved navn, fordi de frygter bankernes reaktion.

Det gælder en mandlig syrisk flygtning, som ønsker at være anonym. Han og hans kone mangler at bo yderligere to år i Danmark, før de kan få permanent opholdstilladelse. Selvom de har 300.000 kroner stående på opsparingen og begge har 9. og 10. klasse, er de blevet nægtet lån.

En dansk kvinde, hvis mand er fra Indien og er ph.d. og adjunkt ved et større dansk universitet, har også fået afslag. Manden har været i Danmark i otte år og mangler kun sine sidste eksaminer, før han får sin permanente opholdstilladelse. I otte banker er parret blevet mødt af andre krav “alene på baggrund af opholdstilladelsen”. Også selvom de som gifte kan søge om ægtefællesammenføring og opnå opholdstilladelse ad den vej. I dag er det lykkedes at få lån:

“Men når hans midlertidige opholdstilladelse udløber, skal vi være nede på 70 pct. belåning. Vi blev fortalt, at det er en fast praksis. Det var ligemeget, at jeg var dansk statsborger. Og at han har en indtjening på et fint arbejde, det var også ligemeget.”

På samme måde er en iranskfødt it-ingeniør, der har boet i Danmark i syv år og arbejdet i to henholdsvis fuld- og deltidsjobs som kok, blevet bedt om at stille 30 pct. i egenbetaling. Nu venter han på svar fra en anden bank i et forløb, der indtil videre har taget over tre måneder:

“Vi har meget respekt for reglerne, vi kan dem og har læst dem. Vi burde kunne låne for næsten fire millioner, hvis der gjaldt samme vilkår for os som de andre. Men rådgiverne er ikke interesserede i os, selvom vi betaler både A-, B- og til tider topskat”.

 

EU-dom kan blive et vendepunkt

Et krav om permanent opholdstilladelse kan ikke direkte oversættes til at være det samme som at blive diskrimineret på baggrund af sin etnicitet.

Men med en EU-dom fra den 6. april 2017 har Ligebehandlingsnævnet – der forankret under Ankestyrelsen behandler klager over forskelsbehandling – ændret deres fortolkning af, hvornår der er tale om indirekte diskrimination. Her fremhævede EU-Domstolen i en sag mod kreditinstituttet Jyske Finans – hvor en ikke-EU-borger blev bedt om at fremlægge supplerende ID i forbindelse med et billån – at kravet ramte alle ikke-EU borgere og altså ikke en bestemt etnicitet.

Den praksis finder Institut for Menneskerettigheder dog problematisk.

“Vi har egentlig en udmærket lovgivning, hvis ikke man fortolkede det her med en bestemt oprindelse. Før EU-dommen skulle man bare bevise, at ikke-etniske danskere blev behandlet ringere end etniske danskere. Du skulle ikke fremlægge data i samme omfang, som du er tvunget til nu,” siger juridisk projektchef Tine Birkelund Thomsen og fremhæver den verserende sag om Mjølnerparken. Her skal EU-Domstolen tage stilling til ordet “ikke-vestlig” i almenboligloven, og det kan potentielt ændre retsstillingen.

Mens stater og kommuner fører statistik over, hvem der bor i hvilke boligområder, er der i bankverdenen det problem, at private virksomheder ikke er forpligtet til at offentliggøre deres tal. Det gør det både som institut og klager sværere at løfte bevisbyrden, siger Tine Birkelund Thomsen:

“Bankerne ved godt, at de ikke skal skrive, at et afslag skyldes opholdstilladelse eller statsborgerskab. De kender påbuddene, og at de skal lave en konkret og individuel vurdering. Men vi må bare sige, at vi får en del henvendelser på spørgsmålet.”

I en mail til Føljeton understreger Finanstilsynets vicedirektør Rikke-Louise Ørum Petersen på linje med Institut for Menneskerettigheder, at bankerne “ligesom alle andre” er forpligtet til at overholde Ligebehandlingsloven:

“Finanstilsynet kan med god skik-reglerne gribe ind over for banker, hvis de har generelle procedurer og forretningsgange, som indebærer diskrimination, men konkrete klager skal behandles i Ligebehandlingsnævnet.”

Finanstilsynet mener desuden, at det er “væsentligt at understrege”, at virksomhederne ikke er forpligtet til at indgå en aftale med en kunde eller oplyse hvorfor, ligesom de selv kan vurdere deres “risikoappetit”. /Emma Louise Stenholm

 

Ligebehandlingsnævnet oplyser, at dets formand Annette Dam Ryt-Hansen ikke udtaler sig om kritik af nævnets praksis om forskelsbehandling på baggrund af etnisk oprindelse, og henviser i stedet til tidligere afgørelser.