Rodrigo Freitas/AFP/Ritzau Scanpix
USA er fortabt. Indrømmet, det er måske en lidt drastisk konklusion at drage sådan en grå onsdag i januar, men faktum er i hvert fald, at Donald Trump tirsdag også sejrede ved primærvalget i delstaten New Hampshire og dermed virker så godt som ustoppelig i sit fortsatte forsøg på at genvinde rollen som USA’s præsident. Ja, opgøret mellem ham og Joe Biden kunne næsten lige så godt være ren copy-paste fra 2020, for hverken Trumps retssager eller retoriske udfald mod demokratiet har åbenbart ændret noget. Tilbage er der så bare at håbe, at slutresultatet også vil blive det samme som for fire år siden, med Biden som endegyldig vinder.
Med en så – lad os bare være ærlige – fjollet udvikling, begynder man dog at måtte sande, at USA ikke længere er så fedt et foregangsland at orientere sig imod. Kompasset må genindstilles, for det er da også mærkeligt, at navnene på diverse amerikanske guvernører, senatorer og højesteretsdommere hos mange (og her inkluderer vi os selv) ligger mere præsent på tungen, end selv navnet på – eksempelvis – Norges statsminister. Her kommer derfor en lille øvelse: Lad os sammen glemme New Hampshire for en stund og i stedet se på, hvad vores norske naboer mon går og roder med for tiden.
For meget apropos copy-paste, kan man i disse dage dårligt nok gå ind på VG, NRK eller E24, “Norges største næringslivsavis”, uden at falde pladask ned i en større politisk skandale, som er en amerikansk sæbeopera værdig. Det hele begyndte med en afgørelse i lagmannsretten, hvor en norsk studerende fik medhold i, at hun uretmæssigt var blevet udelukket fra universitetet i et år efter at have lavet såkaldt selvplagiat i en eksamensopgave. Det faldt Kunnskapsdepartementet og uddannelsesminister Sandra Borch for brystet, for man frygtede, at dommen ville åbne for en masse uklarheder omkring universiteternes fremtidige håndtering af eksamenssnyd.
Sagen blev derfor anket til den norske højesteret, og i en VG-artikel kunne man læse, hvordan “[u]tdanningsminister Borch sier det er viktig for alle studenter, universiteter og høyskoler i Norge at regelverket for fusk, og håndhevelsen av det, er enkelt å forstå.” Herfra tog tingene dog en vild drejning. Først skitserede den anonyme bruger OsloStudenten på X (altså Twitter), hvordan Sandra Borch tilsyneladende selv har begået plagiat i sit speciale ved ordret at kopiere tekststykker fra andre studerendes opgaver. Dernæst bragte E24 den samme afsløring – og efterfølgende måtte avisen så også understrege, at man faktisk ikke havde været opmærksomme på OsloStudentens X-opslag.
Fredag havde skandalen vokset sig så stor, at Borch måtte gå af som minister. For som hun selv sagde: “Jeg hentet tekst fra andre masteroppgaver, uten å oppgi kilder. Og det er jeg veldig lei meg for.” Og videre: “Som statsråd for forskning og høyere utdanning er det viktig for meg at vi har et godt regelverk for gjennomføring av eksamener. Jeg ser at denne feilen ikke er forenlig med å være ansvarlig for dette regelverket”. Ironien var med andre ord total; det var, som om Sandra Borch havde indgået verdens mest kedelige faustiske pagt, og nu måtte betale prisen for sin plagiatjagt.
Som det er med enhver god politisk skandale, bliver snebolden imidlertid ved med at rulle sig selv større. Efter afsløringen af Borch er Norges sundhedsminister Ingvild Kjerkol nemlig også kommet i skudlinjen, da hun tilsvarende ser ud til at have begået plagiat i sit speciale – hvad NRK blandt andet har kunnet fremvise eksempler på. Samtidig er det også kommet frem, at medlem i uddannelseskomitéen i Stortinget Margret Hagerup fra partiet Høyre har sløset med kildehenvisningen i sit speciale. Og det sker bedst som uddannelseskomitéen er på vej med et udspil til en ny universitetslov, som ifølge VG vil give strengere straffe for eksamenssnyd.
Tirsdag lød det fra Norges statsminister, som i øvrigt hedder Jonas Gahr Støre, at han stadig har tillid til sin regering og sundhedsminister Ingvild Kjerkol. Selv udtaler Kjerkol til norsk TV 2, at hun ikke føler sig som en “jukser”. At regeringen er havnet i noget værre juks, kan hverken hun eller Støre dog løbe fra. Og hvad kan man så lære af det? Jo, at det sommetider slet ikke er nødvendigt at kopiere amerikanerne i jagten på god politisk underholdning. Faktisk kan det være rigeligt at kigge sin skandinaviske nabo over skulderen. /David Dragsted