Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Japanerne er sgu så traditionsbundne. Eller er de? Mere end andre folkeslag? Lad det komme an på en prøve. Hadaka Matsuri (裸祭り) er en traditionsrig festival, der hvert år afholdes en del steder i Japan. Formålet er at drive onde ånder væk og dermed optimere rammerne for et godt og heldigt år for den enkelte deltager. Matsuri betyder festival, og hadaka kan oversættes til nøgen. Vi taler altså om en slags nøgenfestival… men ikke splitternøgen som i det årlige nøgenløb på Roskilde Festival med flagrende baller, bryster og peniser. Der er stil over det her. Japanerne har klasse.
Festivaldeltagerne er iført fundoshi, et traditionelt lændeklæde, som de fleste japanske mænd og kvinder brugte som trusser frem til efter Anden Verdenskrig, hvor der af forskellige årsager begyndte at blæse andre vinde på undertøjsområdet. På fødderne har de tabi – sokker, som man takket være en kløft kan bære sammen med klipklappere – og rundt om hovedet hachimaki (seje japanske bandanaer).
På et tidspunkt i løbet af festivalen vil en shin-otoko, som er en mandegud (eller gudemand?) dukke op, og nu er det så hans opgave at finde hen til helligdommen, naoiden. Inden da skal deltagerne med deres fundoshi, tabi og hachimaki forsøge at berøre mandeguden, og hvis det lykkes, vil det kommende års uheld og ulykker straks blive overført til ham, som var det en dankortoverførsel.
Det lyder altsammen meget godt og meningsfuldt (inden for den lettere sekteriske kontekst). Set i et senmoderne lys er der dog ét problem: Kvinder er forment adgang til de japanske nøgenfestivaler og har altid været det. Nye tider er imidlertid på vej. Japans ældste Hadaka Matsuri finder sted i februar i byen Inazawa, og for første gang er kvinder – i et vist omfang – velkomne. En gruppe på godt og vel 40 kvinder har fået lov til at deltage med rituelle offergaver bestående af bambusgræs. Der er dog én hage, nej, to: Kvinderne skal være fuldt påklædte, og de må ikke være med ved festivalens sjove og pudsige klimaks, hvor gudemanden skal berøres.
Mobning i folkekirken
Nyheden om den japanske nøgenfestival, der nu lukker 40 påklædte kvinder ind, er ikke en historie, der ligefrem får den bløde nordiske mand til at rejse sig fra sin kontorstol og råbe “Yes!” med begge arme i vejret. Men den er dog stor nok til at have fundet vej til The Guardians spalter via den japanske avis Yomiuri Shimbun. Og ligesom alle små skridt i det, vi kalder “den rigtige retning”, giver den håb om forandring og “aftraditionalisering”, som den toneangivende britiske sociolog Anthony Giddens ville kalde det.
Hvis man stiller OpenAI’s chatbot ChatGPT opgaven: “Fuldfør denne sætning: Traditioner er godt, men…”, så sætter den på et splitsekund ord på noget, som mange går og tænker: “Traditioner er godt, men det er også vigtigt at være åbne for forandring og udvikling for at imødekomme skiftende behov og omstændigheder.”
Et andet mere eller mindre religiøst sted, hvor man godt kunne bruge lidt forandring og udvikling, er den danske folkekirke. Ifølge en ny undersøgelse af “det psykosociale arbejdsmiljø” blandt flere end 7.000 ansatte i folkekirken siger godt 14 pct., at de har været mobbeofre inden for det seneste år. Det drejer sig om alt, hvad der kan krybe og gå af præster, organister, kordegne, gravere mv. Fjorten lyder måske ikke af alverden, men på almindelige danske arbejdspladser er gennemsnittet kun 9 pct. (ifølge Arbejdstilsynets nationale overvågning af lønmodtageres arbejdsforhold i 2023).
Det interessante ved trivselsundersøgelsen i folkekirken er, at pilen i høj grad peger på menighedsrådene. Det er menighedsrådsmedlemmerne, der mobber folk. Problemet er vel her, at mange menighedsrådsmedlemmer er amatører – verdslige jævne mennesker – der måske aldrig har haft ledelsesansvar i andre sammenhænge og ikke forstår at forvalte den magt, der følger med. Menighedsrådene er arbejdsgivere for de fleste af kirkernes ansatte.
Kunne man gøre et eller andet for at forny strukturen i menighedsrådene, så der ikke er så mange ledelsesmæssigt lallende fjolser? Det lyder som en lavthængende frugt. Tanken om menighedsråd bestående af professionelle – ligesom professionelle bestyrelser – er dog ikke rigtig til at holde ud. Måske kunne man sende nogle af de mange dilettanter i menighedsrådene på et ledelseskursus – bare som en start. Hvis de japanske nøgenfestivaler kan lukke kvinder ind efter 1.300 år, så kan danske menighedsråd nok også hæve niveauet. /Oliver Stilling