I en kunstners silhuet

Da det kom frem i 1976, at det britiske kunstmuseum Tate Modern havde indkøbt 120 brosten til 2.297 pund, skabte det voldsom furore. Det er en net sum penge for brosten, hvilket størstedelen af den britiske befolkning også mente. “Sikke et læs affald,” skrev tabloidavisen Daily Mirror, mens håndværkere lavede tilbud, hvor man selv kunne indkøbe 120 brosten til indkøbspris og genskabe “the Tate Bricks”, som værket hurtigt blev døbt.

Det er svært at se hele betydningen af et værk, når man ikke har hele konteksten. Og samtidig kan det være svært at se et værks betydning, når man kender hele konteksten. Tate Modern fik siden kritik for kun at have indkøbt en del af det samlede murstensværk fra Equivalent-serien, som oprindeligt består af otte dele. Dermed havde Tate nemlig fjernet The Bricks fra deres samlede kontekst og mening.

Det samme problem med kontekst har faktisk også gjort sig gældende for kunstneren bag murstene, den amerikanske Carl Andre.

Carl Andre er blevet kaldt “minimalismens fader”. Han kom fra arbejderklassen, hvilket bl.a. udmøntede sig i hans blå overalls, som han havde på hele livet, og hans insisteren på selv at samle sine værker – hvoraf mange af dem bestod af netop mursten og beton – indtil alderen indhentede ham. Onsdag den 24. januar døde Carl Andre på et hospice på Manhattan, 88 år gammel.

I 2014 fik han den retrospektive udstilling ‘Carl Andre: Sculpture as Place 1958-2010’ på det anerkendte museum Dia Beacon. Det var den første større udstilling tilegnet Andre på amerikansk grund i mere end 30 år. Da udstillingen åbnede i New York og sidenhen i Los Angeles, var der begge steder troppet demonstranter op. Ude foran indgangen til udstillingen lå blod og indvolde, inde i selve udstillingen sad flere kvinder og græd demonstrativt. På et stort banner stod der: “Jeg ville ønske Ana Mendieta stadig var i live.”

Ana Mendieta mødte Carl Andre i 1979.

På det tidspunkt var Andre veletableret i kunstverdenen; hans værker havde været toneangivende for udformningen af minimalismen, en kunstnerisk modbevægelse til den mere farverige abstrakte ekspressionisme og ligeledes modernisme. Han var en af de første kunstnere til at inkorporere industrielle materialer såsom, ja, mursten og fliser, og han startede som skulptør et opgør med de konservative statuer. I stedet var hans skulpturer i gulvhøjde.

Ana Mendieta var selv lige flyttet til New York året forinden i 1978 og var så småt begyndt at få opmærksomhed for sine værker. De mødtes til en talk om kvinders rolle i kunsten, hvor Mendietas havde fotografier udstillet.

Et par år forinden i 1973 havde hun inviteret venner hjem til sig, hvor de var blevet mødt af synet af Mendieta bundet på bordet, nøgen fra livet og ned og smurt ind i blod. Værket Rape Scene konfronterede, ligesom størstedelen af Mendietas værker, sit publikum med vold mod kvinder; under en måned forinden Anas performance var en kvindelig studerende blevet myrdet og voldtaget på campus.

Ana og Carl var sammen on-off i seks år, før de blev gift i 1985. Mendieta var netop kommet hjem fra et år i Rom, efter at have fået et prestigiøst arbejdslegat. Der var absolut intet overlap i de to kunstneres praksis. Andres værker var direkte, lineære og kontante, hvis radikalitet lå i, at de lå og kunne betrædes af publikum. Det var banebrydende. Anas værker var vilde, emotionelle og voldsomme i deres symbolik. Selv har hun beskrevet sin kunstneriske praksis som “jord-krop”. Og mange af værkerne inkorporerede hendes egen krop smurt ind i blod. Det var nærmest profetisk.

“Min kone er en kunstner, og jeg er en kunstner, og vi havde et skænderi om, at jeg var mere, øhm, kendt i offentligheden, end hun var,” fortalte en hulkende Carl Andre til alarmcentralen natten den 8. september 1985 og fortsatte: “og så gik hun ind i soveværelset, og jeg gik efter hende, og hun gik ud ad vinduet.”

Vidner hørte en kvinde skrige “Nej! Nej! Nej!”, inden der lød et højt brag på taget til Delion Deli. Ana Mendieta var faldet fra 34. etage. Parret havde drukket tæt hele aftenen, Mendietas bedste veninde Natalie Delgado havde dagen før talt med hende om, at hun gerne ville skilles fra Andre, og da Andre blev anholdt, havde han rivemærker på hals, arm og ryg.

At Mendieta havde haft planer om at skilles fra Andre, blev ignoreret i retssagen mod skulptøren tre år senere. Det samme blev den detalje, at Andre havde ændret sin forklaring om Anas død til politiet. Pludselig havde han ikke været i rummet alligevel og havde ikke set, at Mendieta faldt ud ad vinduet. Carl Andre blev frikendt for mordet på Ana Mendieta i 1988 iført sine signaturblå overalls. Selvom Andre, ifølge eget udsagn i opkaldet til alarmcentralen natten hans kone faldt ud ad vinduet, var mere kendt i offentligheden, skulle Ana Mendietas arv alligevel ende med at overskygge hans.

Mange af Mendietas værker synes på nærmest foruroligende vis at foregribe hendes død. Selvportrætterne af hende er smurt ind i blod –  og det samme var det værk, hun lavede i begyndelsen af sin karriere, hvor hun fotograferede offentlighedens reaktion (eller mangel på samme) til et blodindsmurt fortov. I et af de mest kendte værker, hendes Silueta-serie (1973-1978), har Ana Mendieta lagt aftrykket af sin krop i verden. I en mudderpøl kan man lige ane, at der har ligget en kvindekrop, i et andet billede ligger hun nøgen, fuldstændig dækket af hvide blomster. I flere af dem er hendes kropsaftryk i jorden fyldt ud af rød væske. Det ligner blod. /Astrid Plum