Kære læser

Tilbage til Thyra-modellen

Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Husker du Thyra Frank? Den udskældte ældreminister, som først blev hyldet som en folkekær forstander for plejehjemmet Lotte, og siden blev valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance. Alt ændrede sig brutalt, da hun blev minister i Lars Løkke Rasmussens anden regering, og straks blev gjort til skydeskive for oppositionen. Thyra Frank blev groft voksenmobbet – med knude i maven og kvalme, hver gang hun nærmede sig Christiansborgs trappe:

“Nogle gange stillede jeg mig på min egen storetå, så det gjorde så helvedes ondt, at jeg kunne abstrahere fra, hvad der blev sagt,” fortalte Thyra Frank senere til TV2, hvor hun også erindrer mødet med de politiske journalister, hvor hun “kunne mærke spyttet fra deres mund”, når de råbte, at hun havde dummet sig.

Angrebene på den uerfarne sygeplejerske fremstod umiddelbart en anelse selvmodsigende. For inden Thyra Frank gjorde sin entré i politik, blev hun rost af næstformanden i Socialdemokratiet – ingen andre end selveste Mette Frederiksen – for at være “en meget, meget vigtig person på den socialpolitiske scene i Danmark”, som man kunne lære “ufatteligt meget af”.

Paradokset er faktisk, at Mette Frederiksen har lært så meget af Thyra Frank, at det i høj grad er den tidligere friplejehjem-forstanders idéer, der nu vil blive lanceret officielt, når SVM-regeringen her tirsdag holder lanceringsshow i Kolding og Fredericia.

På bagvendt vis har Thyra Frank vist sig fortsat at være en “en meget, meget vigtig person på den socialpolitiske scene i Danmark”. Så vigtig, at Liberal Alliances gamle politik nu er blevet Socialdemokratiets nye hofnummer.

Større selvbestemmelse til de ældre er den blå tråd, og i sin tid blev Thyra Frank applauderet, når hun fortalte om, hvordan beboerne kunne få Baileys til karbonaderne, og gerne altid et lille glas portvin. De sidste år måtte gerne forsødes med sukker og munterhed, og som leder af et friplejehjem blev hun et omsorgsfuldt ikon, når hun sagde om sin egen alderdom: “Jeg gider ikke æde de grøntsager. Jeg vil have flæskesteg og brun sovs – og sådan er det”.

 

Som en skræmt hare

Når statsminister Mette Frederiksen tirsdag kl. 9:30 tropper op på plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding og her præsenterer regeringens ældrereform på et pressemøde, og umiddelbart efter kører videre til et såkaldt “stormøde om ældres velfærd” i Fredericia, er det i allerhøjeste grad den glade Lotte-feber, der fortsat vil rase.

I et socialdemokratisk medlemsblad lød det således i 2011: “På Lotte kan alt som udgangspunkt lade sig gøre. Her hersker ingen regeltyranni. Thyra ser muligheder frem for begrænsninger. Den enkelte beboer bliver set som et menneske, der betyder noget. Som Thyra siger, det gælder om at have et liv efter døden”.

Dengang da Thyra Frank blev trukket hovedkuls ind i toppolitik, og som ældreminister pludselig selv skulle forsøge at løfte erfaringerne fra Lotte ud til resten af Danmark, blev hun offer for hakkeordenen på Christiansborg. Efter sit første store og katastrofalt mislykkede tv-interview – hvor hun godtroende afviste at indføre flere regler, fordi “man kan ikke lovgive om, at man skal give tre knus om dagen” – erkendte hun straks, at hun kom skævt fra start: “Jeg kunne godt se på klippet, at jeg ligner en skræmt hare”.

Som minister lærte hun aldrig at håndtere presset fra hverken oppositionen eller pressen, og Thyra Frank stod ofte forvirret, afmægtigt og ude af stand til at addressere de sager og skandalesager, som konstant hvirvler op på ældreområdet. Hun var vitterligt en svag minister, og yderligere svækket af sin fremtoning, blev Thyra Frank hurtigt et mobbeoffer, ikke mindst for socialdemokraterne med den senere social- og ældreminister Astrid Krag i spidsen.

“De skulle lige have mødt mig på min banehalvdel,” siger Thyra Frank nogle år senere: “Men de mestrede teknikken på Christiansborg til perfektion og kunne spillet til perfektion. Der blev hele tiden sat en ny tackling ind, inden jeg kunne rejse mig”. Personen Thyra Frank blev chikaneret væk fra dansk politik, men hendes livsdrøm om at liberalisere ældresektoren har tydeligvis overlevet.

 

Bedre end sovemedicin

I en tidsforskudt hyldest til friplejehjemmet Lotte består SVM-regeringens udspil til en ny ældrereform af en lang række små, mindre og mellemstore initiativer, der alle skal skubbe omsorgssektoren i retning af mindre papirnusseri og mere værdighed for den enkelte.

De mest konkrete tiltag er først og fremmest en omlægning af de kommunale ældretilsyn, et nyt princip om helhedspleje og flere SOSU-assistenter fra Indien. Desuden skal der indføres flere faste små teams i plejen, større valgfrihed for den enkelte ældre, indførelse af ny type plejehjem ’lokalplejehjem’, samt lettere adgang til hjælpemidler.

Samlet set er der tale om, at SVM-regeringen lægger op til meget beskedne justeringer af et system, som allerede er meget forskelligt fra kommune til kommune, og fra ældrecenter til ældrecenter. Langt det meste er helt ukontroversielt, og resten er båret af den borgerlig-liberale reformkurs, som kitter de tre regeringspartier sammen. Thyra Light, om man vil.

Efter nogle turbulente år i dansk politik – hvor Løkke-regeringen først fejlede med at indføre konkrete ændringer på ældreområdet, og Astrid Krag dernæst også floppede, da hun heller ikke selv som minister formåede at rykke mærkbart, og senest Mette Frederiksen har nølet i mere end to år – er partierne endelig kommet frem til det punkt, hvor Thyra Frank på kikset vis begyndte, da hun i 2016 blev udnævnt til ældreminister. Dagsordenen er præcis den samme.

Mærkeligt nok mangler den upopulære SVM-regering kun en frontfigur, som ville evne at forsimple de mange bureaukratiske manøvrer til ét enkelt billede, et slagtilbud. Ja, på syret vis mangler socialdemokraterne en type som Thyra Frank, der allerede ved overdragelsesceremonien, da hun overtog Ældreministeriet, trak en flaske flødelikør op af tasken:

“På plejehjemmet brugte vi det til at fejre. Hver eneste dag var der noget at fejre. Vi købte ikke Baileys hjem i flasker, men i kassevis,” sagde Thyra Frank, og formulerede dengang, hvad der også kan stå som mottoet for den nu genopstandne ældrepolitik: “Det er meget bedre end sovemedicin”. /Lars Trier Mogensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12