Brand, sultne børn og fascister: Lesbos 2016

20. september udbrød der brand i Lesbos’ største flygtningelejr, Moria. Op mod 4.000 mennesker måtte evakueres, og de græske myndigheder meldte hurtigt ud, at branden var påsat af flere af lejrens beboere. I protest over forholdene i lejren, oplyste græsk politi på dagen.

“Det, der skete den dag, var, at der kom besked til lejren om, at der var en deportation på trapperne. Så bliver folk jo endnu mere desperate, end de er i forvejen. Det næste, der sker, er så, at en stor gruppe på flere hundrede fascister kom til øen fra Athen. Først demonstrerede de i Mytilini by, men rykkede så mod Moria, hvor de overfaldt flygtningene. Der er hverdagen her,“ fortæller Eric Kempson på Skype fra Lesbos.

Han er oprindeligt fra England, men har boet på Lesbos i 16 år og har de sidste 18 måneder fulgt flygtningesituationen på tæt hold som uautoriseret leder af den frivilliggruppe, der siden marts sidste år har kørt langs kysterne og hjulpet bådflygtninge i land.

Aftalen med Tyrkiet

I marts 2016 indgik EU-medlemslandene en aftale med Tyrkiet, der havde til formål at sætte prop i flygtningestrømmen fra Tyrkiet til EU. På det tidspunkt var mange græske øer hårdt ramt, og Lesbos alene modtog op med 4.000 flygtninge om dagen. Grækenland var i forvejen i økonomisk krise, og de små øer, der lever af turisme, var på ingen måde gearet til at løfte opgaven. Og aftalen med Tyrkiet var effektiv. Antallet af flygtninge, der tager rejsen over det Ægæiske hav til Lesbos, er faldet markant, og ifølge Eric Kempson er det helt nede på et par enkelte både om dagen.

Så det er ikke så slemt her længere?

“Ikke så slemt?, det er meget værre,“ siger han og uddyber:

“Inden aftalen kom der mange flere hertil. Tusinder af mennesker hver dag. Det var frygteligt. Folk sov i deres eget skidt. Flere tusinde sov under åben himmel i Moria. Det var ganske frygteligt, men det var jo kun for nogle dage ad gangen. I dag er forholdene de samme, bortset fra at folk bor sådan på ubestemt tid. Nogle har været her siden marts,“ forklarer han.

Eric Kempson fortæller, at det nye system gør, at folk strander på øen på ubestemt tid, da der hverken er ressourcer til at sende dem tilbage til Tyrkiet eller mulighed for at registrere dem og sende dem videre ind i EU.

“Det her er jo en ø. De kan ikke gå nogen steder. De kan intet andet gøre end at vente under umenneskelige forhold. Det er umenneskeligt, hvordan de bor. Man ville ikke engang behandle dyr på den måde,“ fortæller han.

Eric Kempson har besøgt Moria-lejren mange gang, senest for tre uger siden. Han fortæller, at toiletterne ikke virker, at der er for lidt mad og for få telte. Derfor sover mange, også børn, under åben himmel – også selvom det er 12 grader og regn.

“Men det er værste er håbløsheden. Ventetiden. Ikke at vide, hvad der skal ske. Og hvornår. Det er umenneskeligt,“ fortæller han.

De frivillige jages

Det er ikke kun øens flygtninge, der mærker den spirrende fascisme på tæt hold. Også de mange frivillige fra hele verden, der det sidste halvandet år er strømmet til øen for at hjælpe flygtninge, bliver udsat for overgreb og trusler.

“For et år siden var der 2.500 frivillige på øen. Der er stadig nogen, men her på den nordlige del af øen, er det nærmest kun min kone og mig selv. Resten er blevet tvunget væk af fascisterne,“ fortæller Eric Kempson.

Eric fortæller, at kystbyen Molivos, der sidste år var det centrale knudepunkt for flygtninge og frivillige, i dag er rømmet for begge dele.

“Der er simpelthen ikke flere frivillige tilbage. De kan ikke være der. Trusler og overfald har overtaget. I dag er det direkte farligt at hjælpe flygtninge i Molivos,“ fortæller han.

Kan I ikke gå til politiet?

“Det har vi gjort. Alle sammen. Men de gør ingenting. Borgmesteren gør ingenting. Der er ikke noget at gøre. Fascisterne får bare lov til at etablere sig,“ fortæller han.

Datteren er sendt på kostskole

Da Eric Kempson og hans kone Philippa Kempson flyttede til Lesbos for 16 år siden, havde de ikke regnet med, at de i dag ville bruge det meste af deres tid på at hjælpe flygtninge og beskytte sig selv og hinanden mod vrede fascister.

“Vi flyttede hertil, mens min kone var gravid med vores datter. Vi ville give hende en rolig opvækst væk fra England og fra den stress, der er i enhver stor by i Europa,“ fortæller han.

Hvordan har jeres datter med det hele nu?

“Vi har måttet sende hende væk. Hun er 16 år og på kostskole i England. Det blev for farligt at have hende her. Hver dag fik vi trusler om, at hun ville blive voldtaget. Philippa og jeg kan leve med trusler mod os selv, men ikke mod vores datter,“ fortæller han.

Hvorfor gør de det, fascisterne?

“De er vrede på os. De synes, det er vores skyld, flygtningene kommer. Og de beskylder os for at jage turisterne væk. Som om vi kan styre flygtningestrømmen, det er jo tosset,“ forklarer han.

Men det er ikke kun de andre etablerede frivillige, der må stå model til fascisternes vrede. For 14 dage siden overværede Eric Kempson en episode, hvor nogle amerikanske turister på øen forsøgte at hjælpe nogle nyankomne flygtninge i land nede ved kysten.

“Men så kom nogle fascister og skubbede en ung amerikansk pige om kuld og råbte af dem.“

Eric tænker lidt, før han fortsætter.

“Og så er det os, der bliver beskyldt for at jage turisterne væk?“

Hvis ikke vi er der, hvad så?

Okay. Der er fascisterne. Der er lang ventetid. Hvis du skulle opsummere helt kort, hvad er så den største forskel på nu og før aftalen med Tyrkiet?

“Ja, det er sikkert ret forvirrende for dem, der ikke står midt i det,“ siger han.

“Men den største forskel er håbløsheden. Den manglende respekt for menneskeliv. At EU lader krigsflygtninge sidde i fangenskab på den måde. Det havde man ikke set for 20 år siden. Og alle de lig, der skyller i land. Døde børn. Det er grusomt,“ forklarer han.

Men hvorfor bliver du der?

“Vi vil også gerne flytte. Selvfølgelig vil vi det. Vi savner vores datter, og vi savner at kunne gå en tur, uden at vores hus og bil er smadret, når vi kommer tilbage. Vi savner at have et normalt liv. Men som det er lige nu, må vi blive. Så længe vi er der, kan vi i hvert fald skåne flygtningene for nogle af de værste overgreb,“ siger han.

Men hvor længe skal det blive ved? En måned? Et år?

“Vi må i hvert fald blive her til den næste store bølge af flygtninge har været her. Jeg tror snart det sker. Og hvis politikerne og nødhjælpsorganisationerne så beslutter sig for at hjælpe, kan det være, vi kan trække os. Men hvis ikke, må vi se. Jeg kan ikke vende ryggen til sultne børn, lig og fascistiske overgreb. Det kan jeg bare ikke,“ siger han.