De Gule Traktorer

Selvom traktorer ikke ligefrem er kendt for deres topfart, bliver landmandsprotesterne ved med at vokse i et foruroligende tempo forud for sommerens Europa-Parlamentsvalg. Henover Europa har arrige farmere de seneste måneder givet deres voldsomme utilfredshed over diverse miljø- og klimakrav til kende, og i Frankrig – hvor ellers? – er protesterne nu for alvor ved at eskalere.

Mandag indledte de største fagforeninger for franske landmænd en koordineret protestaktion, der skal lægge pres på alle de elitære politikere i Paris, som landmændene føler sig svigtet af. Efter at have gennemført vejblokader rundt omkring i landet, har godt 500 traktorer nu slået ring om den franske hovedstad, med et udtalt mål om at knægte regeringen og vinde politiske indrømmelser på landbrugsområdet.

Foreløbigt har præsident Emmanuel Macron og kompagni svaret igen ved at mobilisere omkring 15.000 politibetjente, der kan tackle protesterne, hvis nødvendigt, men meget ukarakteristisk – ja, meget ufransk – lader tåregassen dog alligevel vente på sig. I stedet har både Macron og den endnu nye, uprøvede premierminister Gabriel Attal forsøgt at komme landmændene i møde, ikke mindst ved at skyde skylden på den evige syndebuk: EU.

Ifølge meningsmålinger støtter over 80 pct. af den franske befolkning landmændenes protester, og i den forstand ligner det politisk selvmord at sætte hårdt mod hårdt. Ligesom det var tilfældet med De Gule Vestes krav, der blev mere og mere mangefacetterede og diffuse, er det dog rent lavpraktisk også svært at få hånd om alt det, landmændene gerne vil. Der bliver gjort indvendinger mod alt fra lave lønninger til uigennemskueligt bureaukrati, unfair konkurrence skabt af importvarer, miljørestriktioner og energipriser. Vreden spænder bredt, og derfor virker EU også som en oplagt lynafleder.

Problemet for Macron er, at Marine Le Pens højrenationale Rassemblement National for længst er begyndt at bruge landmandsprotester til egen vinding. Spidskandidaten ved Europa-Parlamentsvalget for Rassemblement National, Jordan Bardella, turnerer gladeligt rundt med sine populistiske pointer om skellet mellem land og by og skal ikke gøre meget for at vinde demonstranternes støtte.

Som Le Monde beskriver, har Bardella da også gjort modstanden mod det, han selv kalder “écologie punitive” til en grundpille i sin valgkampagne. EU’s (og Frankrigs) tiltag for at sikre øget biodiversitet og mindske CO2-udledningerne bliver af Bardella set som en uhensigtsmæssig spændetrøje, ja, som en straf for de ærlige og hårdtarbejdende landmænd.

Udsigten til, at Rassemblement National vil kunne opsluge Macrons parti Renaissance ved EU-valget, ser ud til at skræmme regeringen. Indenrigspolitisk giver det da også mening, at Macron forsøger at genvinde noget af det tabte terræn ved at bryde med sin vanlige, pro-europæiske linje. Ifølge Politico ventes Macron bl.a. at ville bede om en fransk undtagelse i nogle af EU’s biodiversitetskrav ved et møde i Bruxelles torsdag, ligesom Frankrig vil modsætte sig en handelsaftale med Mercosur – en handelsblok bestående af Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay – som landmændene også protesterer imod.

Tilbage står EU’s klima– og miljømål og ser mere og mere vingeskudte ud. Anbefalingerne fra Det Europæiske Klimaråd er ellers ikke til at tage fejl af, unionen mangler stadig at gennemføre en reel grøn omstilling på landbrugsområdet. Med traktorerne parkeret ved Paris kommer Macron dog ikke til at gå forrest. Faktisk virker det stadig mere sandsynligt, at landmændene vil sejre. Også selvom det betyder, at den grønne omstilling atter må indtage det bagsæde, som ikke engang findes i en traktor. /David Dragsted