Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
“Der er mennesker, med hvem det ikke er let at leve, men som det er umuligt at slippe”, lyder det et sted i Thomas Manns Dr. Faustus. Det samme gælder vist for virksomheder. Onsdag har Novo Nordisk leveret sit seneste årsregnskab, og tallene er på alle måder svimlende. Eller som det nu meget politisk neutrale – og altså slet ikke neoliberale – erhvervsmedie Børsen udtrykker det i en rubrik: Novo “overrasker positivt”.
Hvis man bare godt kan lide penge og tanken om, at én kæmpevirksomhed opretholder hele Danmarks økonomi, er der selvfølgelig ikke meget at rafle om. Så er det da “positivt”, at den usandsynligt store efterspørgsel på vægttabsmedicin har medført, at Novo Nordisk i 2023 havde et driftoverskud på 102,6 mia. kr. i 2023 – hvilket er godt 25 mia. kr. mere end i 2022. Og lige så positivt er det, at man ifølge adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen også forventer “en ret kraftig vækst i 2024”, da efterspørgslen på Wegovy og Ozempic fortsat vil overstige “hvad vi selv og vores konkurrenter kan producere”.
Fjerner man sig lidt fra finansverdenens “tal går op, mig godt lide”-tænkning, er der dog også noget ved årsregnskabet, der næsten virker kvælende. Danmark har virkelig ikke råd til at slippe Novo Nordisk, så meget står klart – det er som en pagt med djævelen, man på ingen måde kan komme ud af igen. Til gengæld for berigelsen af BNP må vi ligesom bare leve med, at Danske Regioner advarer om fortsat stigende udgifter til Novos mirakelmiddel, at medicinalindustriens prissætninger generelt ikke har menneskers økonomiske helbred som førsteprioritet, og at den nye vægttabsmedicin nok også har nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for vores kropsbilleder. Men altså, se lige den vækstkurve!
En virksomhed, som vi i hvert fald godt kan leve uden, er Nordic Waste. Også selvom Randers Kommune åbenbart har gjort en hæderlig indsats for at lade tvivlen komme Nordic Waste til gode. Som DR kan fortælle, har bekymrede byrådspolitikere i Randers af flere omgange i 2023 spurgt forvaltningen, om ikke man burde bekymre sig om mulige jordskred ved jordrensningsvirksomheden, men gang på gang har forvaltningen afvist bekymringerne. Selv da man i april sidste år opdagede et begyndende jordskred ved Nordic Waste, blev det understreget “at der ikke er tilknyttet nogen risiko for forurening i forbindelse med jordskreddet”.
Heller ikke når det kommer til afrapporteringen har kommunen været helt årvågen. Selvom Randers Kommune har ført tilsyn med Nordic Waste hele 24 gange siden 2017, har rapporterne fra de besøg nemlig ikke været offentliggjort – i strid med Miljøstyrelsens regler. Først nu på bagkant er tilsynsrapporterne blevet offentliggjort, men Nordic Waste kan i den forbindelse konstatere “at flere rapporter er dateret til dage, hvor navngivne Nordic Waste-medarbejdere i tilsynsrapporterne ikke har været til stede på virksomheden, samt til weekender, hvor der aldrig har fundet tilsyn sted”. Så der er jo på alle måder tale om mudderkastning. Samtidig kan Politiken afsløre, at Randers Kommune tidligere har ladet Nordic Waste udlede “enorme mængder spildevand” i Alling Å.
Kort sagt kunne noget tyde på, at Randers Kommune har sovet lidt i miljøtimen. Heldigvis kunne borgmester Torben Hansen (S) og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt dog tirsdag fortælle på et pressemøde, at Randers Kommune ifølge en advokatundersøgelse, som kommunen selv har bestilt og betalt, faktisk ikke kan drages til ansvar for jordskreddet. Med sådan en konklusion forstår man jo godt, at borgmesteren blankt har afvist sine byrådskollegaers opfordringer om at få lavet en uvildig undersøgelse af sagen. Ligesom det må ærgre, at regeringen ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) nu alligevel vil have undersøgt, om kommunen bærer et ansvar.
Mink og milliarder
Mens den småforvirrende fingerpegning står på, mens mindst to mio. ton forurenet jord fortsat bevæger sig mod Alling Å, og mens forsøget på at forhindre miljøkatastrofen dagligt koster tre mio. kr., sidder milliardærbagmanden Torben Østergaard-Nielsen sikkert fra sit flyverskjul og betragter begivenhederne. Måske er han stadig godt trist over, at Nordic Waste jo desværre gik konkurs, bedst som virksomheden skulle til at betale for oprydningen.
Vi tænker, at han nok drukner sorgerne med en flaske god bourgogne, mens han læser om begivenhedernes gang i Børsen, den politisk neutrale avis. Måske bladrer han et par sider og opdager, at erstatningen til minkavlerne nu sørme bliver 6,3 mia. kr. større end hidtil antaget. Måske læser han, at det ifølge minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) ganske vist er mange penge, men at det gælder om at sætte et “værdigt punktum” for de stakkels minkavlere. Måske har Nordic Waste-milliardæren også læst Malter Walter Clarks minkbog Det blinde øje, hvori det bliver beskrevet, hvordan mange af de største spillere i den danske minkproduktion var udenlandske rigmænd såsom Pat Wong fra Hongkong, der ejede 12 minkfarme i Vest- og Midtjylland. Måske tænker Torben Østergaard-Nielsen, at det hele nok skal gå.
Det samme tænker Randers-borgmesteren Torben Hansen så åbenbart også. På tirsdagens pressemøde kunne borgmesteren fortælle, hvordan området omkring Nordic Waste faktisk går en storslået fremtid i møde, når først bøvlet med de forurenede jordmasser er blevet løst. Hansen drømmer i hvert fald om, at den nuværende lokalplan bliver opløst, og at man på sigt vil kunne skabe et attraktivt naturområde omkring Alling Å og Nordic Waste’s gamle grund.
Én ting, man ikke kan tage fra randrusianere, er nemlig gejsten og den dybe forståelse for naturens gang. Eller som man siger i Randers: “vi er hestene”. Faktisk kan vi allerede levende forestille os, hvordan de nye, slet ikke forurenede græsgange kan blive et refugium for alle slags dyr. Måske endda for minken, som jo faktisk er semiakvatisk, og gerne skal kunne sprede sig langs vandløb henover flere kvadratkilometer – og ikke i bure på 2.550 kvadratcentimeter. Hvis kommunen spiller sine kort rigtigt, kan det sikkert udvikle sig til et vaskeægte forretningseventyr. For selvom der er meget, vi ikke kan leve med, må man aldrig slippe håbet – eller pengene. /David Dragsted