Man bliver ikke mæt af gode anmeldelser

Siden november har den danske bogbranche heftigt debatteret, hvor meget og hvordan vi danskere betaler for at læse – og særligt lytte – til litteraturen. Den prekære streamingøkonomis realiteter har ramt en række bestsellerforfattere, der derfor råber vagt i gevær, men tendensen – der krydser musik, film og litteratur – har udviklet sig voldsomt i mere end 10 år.

Ét er, hvad bestsellerforfattere, forlagsdirektører og andre interessenter siger om dårlig indtjening på særligt lydbøger – der kun giver 2-3 kr. per lytning til forfatteren sammenlignet med en papirbog, der giver 35 kr. per eksemplar. Men hvordan er det at være kunstner, når flertallet har vænnet sig til at bruge streamingabonnementer, der ikke er økonomisk holdbare for dem, som laver indholdet?

Vi har talt med en forfatter, to filminstruktører og en musiker, der alle har fået forrygende anmeldelser, men endnu ikke har nået et stort publikum. Hvordan forholder de sig til, at det er sværere end nogensinde før at leve af sin kunst, mens streamingtjenesterne gør kultur til det, vi bruger, når vi tager opvasken?

En presset økonomi

Forfatter Sidsel Ana Welden Gajardo har udgivet to romaner siden 2021 – senest Du er min arv – og mærker tydeligt, at det danske system ikke er indrettet til at understøtte forfattere i begyndelsen af deres karriere. “At være forfatter specifikt i denne økonomi er svært og drænende. I hvert fald hvis man ser det som mere end en sidebeskæftigelse. Både fordi forskuddene og royalties er lave og bøger ikke egner sig så godt til mange menneskers travle liv længere, hvilket giver mening, fordi så mange af os konstant halser efter vores egen hverdag.”

 

 

Gajardos primære indtægter er B-honorarer, der bliver udbetalt i større klatter, hvilket har haft negative konsekvenser for udregning af hendes SU og beskæftigelsesfradrag. “Man skal være over sin egen økonomi konstant for ikke at lave fejl selv, eller at systemet laver fejl. Det er frustrerende, fordi de danske systemer slet ikke forstår eller samarbejder med den type økonomi, man har som forfatter.”

Den virkelighed gælder også musikere, der prøver at leve af deres arbejde. Barbro Kuypers spiller under kunstnernavnet Barbro og har i skrivende stund 4.772 månedlige lyttere på Spotify. “Man får at vide hele sit liv, at man skal ikke blive musiker, fordi der er ikke nogen penge. Og så tror man, ‘Det gælder jo ikke mig, fordi jeg er noget helt særligt.’ Og så kommer man lige pludselig så langt og bliver så gammel, at det er det eneste, man kan finde ud af.”

 

 

De kan også nikke genkendende til hverdagen med mange økonomiske udfordringer (Barbro bruger pronominerne de/dem): “Som musiker er man jo også selvstændig erhvervsdrivende. Det er et meget svagt punkt for mange musikere, fordi vi aldrig får undervisning i, hvordan man egentlig er selvstændig. Man lærer det gennem rigtig mange overraskelser og… ja, ved at dumme sig.”

Parallelt forbrug og algoritmernes magt

Et er, at streaming kun gør det sværere at få økonomien til at hænge sammen, når man gerne vil leve af sin kunst. Noget andet er, at måden, vi oplever musik, film og litteratur på, har ændret sig drastisk siden 00’erne.

“Det er en forandring i, hvor høj grad vi som seere, lyttere og læsere bliver inviteret til at engagere os i den der aktive form,” fortæller Rasmus Rex Pedersen, der forsker i streaming og digitalisering af kulturindustrier på RUC:

“Vi bliver inviteret til at tage vores kulturforbrug ind i nogle andre sociale kontekster, som ofte foregår parallelt med noget andet også. Det kan være, at man lytter til klavermusik, mens man arbejder, eller lytter til sin lydbog, mens man kører bil.”

Kasper Rune Larsen har instrueret filmen Idioten, der modtog mange positive anmeldelser og solgte 1.400 billetter sidste år. Han kan godt blive frustreret over, at det er blevet mere normalt at have film og serier kørende i baggrunden.

 

 

“Min kæreste har lige færdiggjort den nye sæson af The Crown, og hun var ret skuffet over, hvordan den slutter. Det synes jeg er en lidt hård dom, da hun udelukkende har set serien, mens hun har lavet alt muligt andet. Det er lidt uheldigt, at en serie til næsten to milliarder kroner ender med at blive brugt som baggrundsstøj til madlavning.”

Enkelte værker har ikke samme værdi på streamingplatformene, som de havde før, forklarer Pedersen: “Vi har ikke investeret penge specifikt i den her udgivelse, så vi kan bare skippe videre til den næste og prøve at se, om den falder mere i vores smag. Engagementet i at udvælge noget bestemt er ikke nødvendigvis til stede.”

Søren Peter Langkjær Bojsen var biografaktuel sidste år med Det store glitch / Paradisets Børn, der netop har vundet en Robert for årets børne- og ungdomsfilm. Hans film kredser om digital æstetik og de uforudsigelige effekter, teknologi kan have på vores forhold til virkeligheden.

 

 

Selvom Bojsen har et “fuldstændig uhelligt” forhold til, om film skal ses i biografen, er han dog ikke tilfreds med streamingtjenesternes måde at præsentere brugere for indhold eller deres “move fast and break things-agtige” tilgang til det danske marked. Værst af alt får “Netflix-looket” i hans øjne mange streamingserier til at se fortænkte og fabrikerede ud.

“Tag for eksempel The Last of Us, som jo fik helt vildt meget praise. Jeg kunne næsten ikke holde ud at se på det. Der er et eller andet med looket… Jeg føler, jeg kan mærke den her… algoritmiske optimering, helt ind i hvordan mennesket ser ud i forhold til, hvordan det skal appellere til nogle dybere ting i min hjerne, som i virkeligheden ikke handler om, hvad jeg kan lide eller ikke kan lide, men bare hvad der får min opmærksomhed. Det er kulturindustrielt på en måde, jeg har det svært med.”

Både Barbro og Gajardo ser et inklusivt potentiale i, at flere kan opleve deres arbejde gennem streaming, men Barbro har ikke meget tillid til algoritmerne, der har en kæmpe indflydelse på antallet af lyttere. “Det kan virke mere demokratisk, at der er flere, der har adgang til musikken, men det viser sig at være alt andet end demokratisk på Spotify. Det er algoritmer, der laver playlister, som er rigtig vigtige i forhold til at få streams. Men algoritmer er bare en afspejling af, hvordan tingene er i forvejen, som er meget hvide, mandlige, kommercielle popartister. Og så er det hovedsageligt også hvide mænd, der har lavet algoritmerne, så de er meget biased på den måde.”

Kunstneriske konsekvenser

Streamingtjenester foretrækker bestemte typer indhold frem for andre. Det er dokumenteret, at Spotify belønner sange, der fanger lytternes interesse med det samme. Der er også opstået en ny bølge af forfattere (primært inden for krimi og romance), som skriver deres værker specifikt med streaming og algoritmer for øje. Begreber som den intenderede læser og publikumsforventninger har eksisteret længe, men hvordan påvirker det kunstnerne, at de nu også skal tage stilling til algoritmerne?

“Det har påvirket mit arbejde i forhold til, at jeg prøver at gøre det modsat,” fortæller Barbro. “De siger, man ikke må lave sangene over tre minutter, de skal helst have det her antal omkvæd, og vokalen skal på efter 15 sekunder. Så har jeg tænkt, ‘Okay, jeg laver simpelthen en 8 minutters lang sang, hvor det er ét langt vers, og hvor vokalen kommer på efter et minut.’ Jeg kan mærke, jeg bliver trodsig. Uanset hvor meget man prøver at lade være med at forholde sig til de her spilleregler, så bliver man jo påvirket af dem.”

Kasper Rune Larsen er ikke interesseret i at lave film, der er beregnet til små skærme. “Jeg arbejder på at lave noget, som skal kunne stå i en stor sal hele vejen igennem i den måde, det er filmet på, hele mixingen og lydarbejdet, det er alt sammen lavet til biografen. At det så også skal fungere på en smartphone eller et tv er andenprioritet. Jeg mener ikke, man skal slække på kvaliteten, det ville være det værste, der kunne ske. Det ville jo være uheldigt, at man begynder at tænke, man ikke behøver at gøre sig umage, fordi folk alligevel bare kommer til at se det på deres mobiltelefoner.”

Det er dog ikke alle i filmbranchen, der har det sådan: “Det var en ting for nogle år siden, det her med at ligge under for ‘second screening’ og tage hensyn til, at seeren jo skulle kunne følge med, selvom de lige kom til at tage telefonen frem. Der er en eller anden mistillid til, at publikum er dårlige eller dumme eller sådan noget, og hvis det er sådan, at den arrogance får lov til at sætte dagsordenen, så er jeg virkelig bekymret for, hvor ringe kvaliteten af det, vi producerer, ender med at blive”, fortsætter Rune Larsen.

Sidsel Ana Welden Gajardo mener tilsvarende, at der er meget, som går tabt i lydbogsformatet. “Jeg arbejder meget med tegnsætning, som indikerer sprogforskelle mellem karaktererne, og billeder, som illustrerer skift mellem lande, og det synes jeg virkelig giver noget til fortællingen. Jeg oplever meget med kroppen og kan ikke undvære at have en bog fysisk i hånden. Det tager mig ud af den virkelighed, jeg er i lige nu, og det er ærlig talt noget af det, jeg elsker mest med litteratur. Hvis jeg hører en lydbog, bliver det sådan en ting jeg gør, mens jeg gør rent eller vasker op. Jeg mister fokus, og det bliver mere bare et instrument til at komme igennem nogle kedelige aspekter i min dag. Med lydbøger er det, som om jeg bliver fortalt, hvordan jeg skal opleve bogen. Der sker så meget, der lader til at være uden for forfatterens intention.”

 

Forældet filmbranche

Det er med blandede følelser, kunstnerne forholder sig til de nye måder, folk bruger musik, film og litteratur. Kultur- og mediebranchen har dog heller ikke været tilstrækkeligt omstillingsparat. For eksempel ser filminstruktørerne Larsen og Bojsen filmbranchen som en forældet størrelse, der er nødt til at tage mere stilling til virkeligheden. Larsen foreslog sidste år, at det kun skal koste 40 kroner at se en lille dansk film i biografen. For han mener ikke, at de mindre produktioner hverken kan eller bør konkurrere med større danske og internationale film.

Bojsen undrer sig tilsvarende over, at distribution ikke bliver prioriteret højere fra statens side, når hele branchen lever af støttekroner i forvejen. “Der er en god sammenligning med computerspil, hvor der jo er en gigantisk prisforskel. Man kan købe et mobilspil til 10 kroner, og så er der de helt store titler, der koster 500 kroner. Det giver bare meget mere mening i forhold til, hvad det egentlig er, man betaler for.”

Men det er ikke nødvendigvis kun producere og pengemænd, der har sovet i timen. “Instruktører og manusforfattere har været alt for dårlige til at acceptere, at distribution også er en del af værket. Det kan ikke være en eftertanke. Man er nødt til at tænke helt grundlæggende, hvordan man vil møde sit publikum. Fordi det har bare betydet, at det er de her… rene købmænd, der ligesom er løbet med bolden, og der er kommet den her totale gap mellem, hvad der er kunstnerisk, og hvad der har bred appel. Det føler jeg lige så meget er vores egen skyld”, fortæller Søren Peter Langkjær Bojsen.

Kasper Rune Larsen er enig. “Vi er jo med til at skabe den fremtid, som vi ønsker. Hvis vi begynder at lave film, vi ikke selv tager alvorligt, så er der jo ingen chance for, at folk derhjemme smider telefonen og glor 100 pct. på det her. Så har vi udvandret vores formål. Hvis vi begynder at se os som andenrang til Instagram eller Candy Crush, så kan vi jo lige så godt kaste håndklædet i ringen og lade AI stå for underholdningen. Det her handler om at finde en måde, hvor vi får skabt en filmkultur, hvor vi ikke bare går ind og ser den samme type film. Hvor er personligheden henne? Vi skal huske at dyrke de her individuelle stemmer. Så den her Jensens Bøfhus-agtige tankegang med bare at sige, at mange solgte billetter er lig med med stor succes, altså… hvor er Jensens Bøfhus nu? Folk prøver bare at redde af deres egen røv og tænker alt for kortsigtet. Det er uambitiøst, og det ender med at problemerne bare vokser sig større.”

Det digitale paradoks

Der er flere forskellige bud på, hvad vi kan gøre som forbrugere for at støtte kunsten. Kasper Rune Larsen mener dog ikke, at seerne bærer hele ansvaret: “Det er os, der skaber indholdet, som skal insistere på vores stemmer, for der er alt for meget spekulation over, hvad publikum mon kan lide. Tænker man sådan, er man en fjende af kunsten. Jeg gider ikke prædike et eller andet om at gå ud og se nogle flere arthouse-film, men altså, selvfølgelig skal publikum tænke over, hvor de smider sine penge hen. Money talks, men det gør talk også, så hermed en opfordring til både filmentusiaster og pressen til at italesætte filmkulturen noget mere. Men vi skal også huske at værdsætte de ting, vi har, så kom da i gang med at få brugt de point på Filmstriben.”

Sidsel Ana Welden Gajardo ser papirbøger som den bedste måde at støtte litteraturen på. “Det er altså ikke, fordi jeg synes, man aldrig skal kunne streame en bog, men hvis man er glad for bøger, så tænk om det ikke er nice at støtte forfatterne ved at eje deres fysiske værker, selvom det er dyrere end et streamingabonnement. En bog koster mellem 100 og 300 kroner, og de overlever jo os mennesker, så jeg synes, det er pengene værd. Min veninde sagde til mig, at hun købte min bog, men hørte den som lydbog, fordi hun virkelig har svært ved at læse, men stadig gerne ville eje den. Det synes jeg var en dejlig gestus.”

“At have et Spotify-abonnement giver kun mening, hvis man lytter til dem, der streames allermest,” siger Barbro. “Hvis man gerne vil støtte mere alternativ, selvstændig musik, så skal man prøve at opsøge musikerne på deres præmisser: gå til deres koncerter, købe deres plader på Bandcamp eller skifte til Tidal.”

Det har aldrig været nemt at være kunstner, men streaming presser pengepungen yderligere og har ændret vores forbrugsvaner. Vi udvælger sjældnere specifikke værker, og vi har oftere noget kørende i baggrunden, mens vi laver andre ting. Generelt kan man konstatere, at det ikke er på streamingtjenesterne, kunstnerne får mest ud af forbrugernes opmærksomhed. Spørgsmålet er så, om løsningen bare er at hæve prisen på tjenesterne?

“Hvis man gerne vil skabe en situation, hvor der er flere penge til kunstnerne, så er det klart den hurtigste vej til det,” siger Rasmus Rex Pedersen. “Udfordringen ved det er, at det er ikke sikkert, at vi som brugere er klar til at gøre det i et omfang, der faktisk ville gøre en forskel.”

“Det skaber et paradoks, hvor vi på den ene side har fået alt det, vi drømte om med det digitale, men samtidig er det med til at ødelægge den økonomiske bæredygtighed i det at være kunstner.” /Christian Holse Salicath