Jeg var til modeuge, men tog i stedet med Lotte Freddie i biografen

Gud, hvor er det dog bare grimt, ville de fleste danskere formentlig tænke, hvis de sad på min plads i Helligåndshuset, hvor jeg bliver præsenteret for vintermodeugens første show og designer Nicklas Skovgaards ottende kollektion, men kun andet show nogensinde.

Hvide stole arrangeret i cirkler, der vækker mindelser til de franske saloner i Paris er en farlig reference efter chefdesigner John Gallianos fuldstændig overlegne og viralt eksploderede Margiela-show, der blev vist for under to uger siden til haute couture-modeugen i Paris.

Jeg føler mig som deltager i en sorggruppe og en smule malplaceret midt i showet på den akavede måde, som når teater inddrager publikummer, der ikke har lyst. En slags tvungen terapi, tænker jeg, da det ene 80’er-levn efter det andet danser fra nogle andres terapicirkel og ind i min. I det mindste bryder modellerne, som ligner mannequiner fra en vintagebutik, gruppedynamikkens flakkende, kontaktsøgende blikke: En ballonnederdel, som ligner en affaldssæk fyldt op med bolde fra et lukket legeland, vælter ind i min rundkreds.

Bevares, det er en mere kunstnerisk kollektion end det meste andet, man kan opleve under den hverdagselskende københavnske modeuge, men hvem der i alverden skulle drømme om at klemme sig ned i et Nicklas Skovgaard-design, har jeg svært ved forestille mig. Grå jersey draperet uden på gylden plastik er en anderledes, men ikke flatterende konstellation. Sjasket hvid bomuld med stretch-stof på numsen ej heller. Jeg tror, man skulle have været der – som man siger – dengang i 80’erne. Men behøver mode være smukt? Nej, overhovedet ikke. Og hvad betyder smuk? Nicklas Skovgaard rejser en relevant diskussion om, hvad mode er og også kan være, og det er der i den grad brug for.

En drømmeverden langt fra virkeligheden

Tidligere på dagen blev modeugen officielt skudt i gang med kindkys og champagne ved en åbningsceremoni på Thorvaldsens Museum. Et event, jeg fulgte digitalt, da jeg ikke var inviteret. Vi journalister er en truet dyreart, der må vige pladsen for nye invasive arter som influencere, content creators og andre lalleglade rygklappere.

“For mange ligner vores branche en glitrende drømmeverden langt fra virkeligheden,” sagde Copenhagen Fashion Weeks direktør i sin åbningstale, og hun nævnte i flæng klimakrisen, Ukrainekrigen og den humanitære katastrofe i Gaza, som om modemennesker ikke skulle være bekendt med disse dele af virkeligheden, men det kan hun nok vurdere bedre end mig.

“Vi må bryde ud af vores lille boble af og til for at gøre noget, der vil gøre det muligt for os at sige til vores børn og børnebørn: Ja, jeg arbejdede i modeindustrien, mens verden stod i flammer, men jeg gjorde, hvad der var muligt for at presse på for noget bedre,” fortsætter Cecilie Thorsmark.

Inden hun kommer alt for godt i gang med sådan en drømmende selvfortælling langt fra virkeligheden, bliver jeg altså lige nødt til at skære igennem med en lokumskold analyse: Copenhagen Fashion Week er en lobbyorganisation, der arbejder for at markedsføre modebranchen – en af verdens mest uetiske og forurenende industrier – for at skabe endnu mere vækst og salg. Og så kan det da godt være at grøn er det nye sort.

Men efter at have dækket modebranchen i et halvt årti har jeg endnu til gode at finde en uafhængig ekspert, der mener, at modeugen skulle gøre noget som helst godt for planeten.

I Cecilie Thorsmarks tid som direktør for Copenhagen Fashion Week er der tværtimod blevet indført en række såkaldte bæredygtighedskrav, som er blevet kritiseret af forskere og eksperter og kaldt greenwashing.

Fra teknoklub til prom night

I en sorggruppe konfronteres man med sine dæmoner, på natklubben slipper man dem løs. Det gør upcoming designer Alectra Rothschild, der med et energifyldt, velproduceret show omdanner The Lab i Nordvest til en teknoklub, og mens den danske pladevender G2G spiller dominerende hyperpop-tekno, træder den ene dominatrix efter den anden ud på catwalken. Vinyl, opsprættet denim og små g-strenge er det hotteste, hvis man abonnerer på Alectra Rothschilds avantgarde undergrundsunivers.

Hos Skall er det gråt, gråt, gråt. Og sort. Smukt, men også kedeligt. Lidt edwardianske detaljer hist og her, men det føles ikke nyt. De to Skall-søstre bag brandet taler ind i en tidløs bæredygtighed, men hvad betyder det at være tidløs? Er vi ikke alle en del af vores tid? Jeg kigger op på himlen gennem ovenlysvinduerne og får øje på solcellerne på taget. Det er i virkeligheden modigt at præsentere det samme igen og igen, tænker jeg. Og nødvendigt.

Mfpen fylder Galleri Nicolai Wallner med kostskoleæstetik og 40’ernes krigsstemning, men punk à la rockbandet Green Day. Sikkerhedsnåle i slipsene, lyse skjorter, mange nuancer af grå, grå, grå jakker, bukser og blazere. Forestil dig Avril Lavigne, men voksen.

Henrik Vibskov skaber endnu en kunstnerisk performance. En slags drøm om små mikrohuse, hvorfra dansere kommer ud i store, fyldige faldskærmskjoler. Jeg troede, de skulle bære den nye kollektion, men så kommer modeller ud og går catwalk som vanligt rundt om installationen i flot, men “almindeligt” Henrik Vibskov-tøj, og det siger noget om, hvor stuck modebranchen er i det gamle format, og at det i realiteten er svært at kombinere kunst og mode.

Uden for det officielle program holder Sophia Khaled et vaskeægte prinsessebal i bedste prom night-stil med stjerner projekteret ud i rummet. Farverig lyserød, grøn, blå og sort strik med diabolske symboler og motiver af drager og flagermus. Prinsesser med kroner og hekse med tryllestave. Hos Sophia Khaled smelter de gode og de onde fra de Disney-film, hun er vokset op med, sammen, og vampyrprinsesser opstår. Hun rammer tidens overgang fra BØV (børnevoksen) til goth spot on. Det kunne ligne glemmekassen i en børnehave, men i så fald den mest magiske af slagsen.

The Devil Wears Munthe

Apropos eventyr, prinsesser og mærkværdige skabninger … modebranchen er en glitrende drømmeverden langt fra virkeligheden. Modellerne er tilbage til tyndere end tynd, al kropsdiversitet – som København ellers var god til – er tilsyneladende blevet aflyst af vidundermidlet Wegovy.

Gæsterne klæder sig ud og leger med. En lilla leopardpels ligner en Hanna-Barbera-tegneseriefigur, en sort-hvid pels med en meget høj, cylinderformet stråhat ligner Erykah Badu. Men modeugen er også et sted med regler, koder, prøvelser og hierarkier.

Efter en vindblæst tur ud til Bella Arena for at se Munthe-showet sætter jeg mig front row på den meget lange, tomme bænk ved siden af min kollega og mangeårige modejournalist Lotte Freddie, som lige nu er aktuel med DR-programmet Verdensdamerne. Men lige inden showstart kommer modemagasinet Elles redaktion dryssende med flagrende mobiltelefoner og to-go-kopper, og jeg bliver bedt om at rejse mig op, for jeg har åbenbart tyvstjålet chefredaktør Cecilie Ingdals plads. Hvor dum har man lige lov at være?! Ikke at det fortjener nogen sammenligning i øvrigt, men hun er jo nok det tætteste, man kommer på en dansk udgave af den skrækindjagende Anna Wintour, der for nylig massefyrede Condé Nast-medarbejdere uden at tage solbrillerne af, eller en Miranda Priestly spillet af Meryl Streep i The Devil Wears Prada-filmen, hvis den reference skulle give mere mening.

“Mon ikke der er plads til os alle sammen?” spørger jeg i et forsøg på at afværge en potentiel krise, og alle får heldigvis sat sig ned i nogenlunde god ro og orden.

Måske er de bare helt vilde med Munthe, eller også er de nedtrykte over, at det er deres sidste modeuge sammen som Elle-inger (det kalder chefredaktøren sine ansatte). Elle er nemlig sat til at lukke fra april.

Munthe-kollektionen er noget med cowgirls, rodeo og heste, og der vises en masse denim – ligesom hos stort set alle andre brands – her dog med glitrende frynser. For mig bliver det for meget hverdag, og jeg lægger da også mærke til en kjole eller nederdel med et hesteprint, der ligner et maleri fra IKEA. Men nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, for engang blev tidligere Berlingske-journalist Sarah Skarum blacklistet af designer Naja Munthe i flere sæsoner efter at have skrevet en kritisk anmeldelse af Munthe plus Simonsen (før Munthe og Simonsen gik hver til sit). Hun blev dog taget til nåde igen et par sæsoner senere.

Det blinde øje

I Hotel d’Angleterres imperialistiske lokaler svæver Mark Kenly Domino Tans vinterkollektion inspireret af den kvindelige pionér-pilot Amelia Earhart forbi.

Lotte Freddie, igen ved min side, har ingen intentioner om at se næste show, Marimekko, og spørger, om jeg ikke hellere vil med i biografen, mens hun scroller efter film på sin telefon – og selvfølgelig vil jeg da det. Så vi skipper de næste par shows, går fra Kongens Nytorv til Grand Teatret og køber to billetter til den Oscar-nominerede The Zone of Interest.

Efter at have fulgt Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss og hans families hverdagsliv i huset med Auschwitz som nabo, set hans hustru kigge på blomster og været med deres børn ude og lege i haven – alt sammen til lyden af jødernes skrig og smerte omme på den anden side af muren – kommer vi påvirkede ud fra biografens mørke.

Hvordan kan menneskeheden være så ond? Hvordan kan man rende rundt og kigge på smukke blomster i sin have, mens et folk bliver udryddet få meter væk? Hvordan kan man nyde en behagelig tilværelse på andres bekostning?

Nu vi er kommet ud af den modeboble, Cecilie Thorsmark talte om, er det sgu svært ikke at se modeugen i et nyt lys. Svært ikke at drage paralleller til den globale modeindustri, som udnytter fattige folk rundt omkring i verden, så vi i Vesten kan leve et komfortabelt luksusliv med billige forbrugsgoder. Med lækkert tøj og nye kollektioner. Ja, det forekommer grotesk.

Heldigvis passer næste show til melankolske miner; dystre Han Kjøbenhavn er vendt hjem efter mange sæsoner i Milano. De har i den seneste årrække satset på tøj til den røde løber og klædt internationale kendisser som Julia Fox på. Det er fængslende mørkt og apokalyptisk tyngende, som det plejer, men mere kommercielt og mindre kunstnerisk end vanligt. Lange, gulvslæbende ærmer, sort neopren og synlige logoer. Mindre Mugler, mere Balenciaga. Det er en skam, men Han Kjøbenhavn placerer sig alligevel i den absolutte top for hele ugen, for det er mere end bare stangvare-tøj. Der er en fortælling, noget på hjerte, en dybere mening med det hele.

I modsætning til mange af de andre brands sidder man ikke tilbage med følelsen af, at de bare kunne have sendt et link til deres webshop. Sådan plejer det især at være med Saks Potts, hvis show jeg ikke blev inviteret til og derfor må se digitalt fra sofaen efter endelig at være kommet hjem fra en lang uge.

Denne sæson fremviste de vulgære rulamsjakker og –frakker i flere nuancer af brun, og slår man rulam op i ordbogen, svarer den “lammeskind med pels på”. Copenhagen Fashion Week har ellers forbudt pels, og det er åbenlyst et af de bedre krav, hvis man synes, dyr også fortjener en vis værdighed. Men for modeugen gælder det åbenbart kun nogle dyr. Jeg tænker, at det er interessant, hvordan man på den måde skelner mellem dyr og pels – og jeg kigger på min datter Bodil, en lille cockerpoo, der ligger i sofaen ved siden af mig og til forveksling ligner et lille lam, og jeg tænker: Hvor mange af dig ville Saks ’Cruella de Vil’ Potts skulle bruge til at lave en frakke? /Mikkel Lind Sorgenfrey

Mikkel Lind Sorgenfrey er kultur- og modejournalist.