Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix
Det er ikke nemt at være kosmopolit. Uanset hvor meget man kan drømme om en Stefan Zweig-agtig fin de siècle tilværelse, hvor det ikke betyder det store, om man befinder sig i Wien, Paris eller London, skal de rugbrødstriste hverdagstrivialiteter nok hævne sig i sidste ende. Tag bare jobbet som Europa-Parlamentariker. På papiret lyder det da smågenialt, at man kan hoppe hjemmevant rundt mellem Bruxelles og Strasbourg, diskutere de store linjer for den fælleseuropæiske fremtid, og ligefrem slippe for alt det provinsielle fnidderi på Christiansborg. I praksis er tilbuddet dog fyldt med faldgruber, for enhver folkevalgt karrierepolitiker ved, at EU er en særlig slags skærsild, som dagligt truer med at gøre dig mere og mere usynlig for alle de vælgere, som jo ellers ansætter dig.
Skal man tro en måling, som Epinion har lavet for DR og Altinget, ser det i hvert fald sort ud for de danske partiers spidskandidater ved det kommende Europa-Parlamentsvalg, hvis succeskriteriet er kendskabsgrad. For hele ni ud af 11 spidskandidater gælder det, at over halvdelen af danskerne ikke ved, hvem de er. Og skal man tro europaparlamentariker Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, er det ellers ikke, fordi kandidaterne ikke forsøger at gøre sig bemærkede.
“Selvfølgelig kan vi være mere i den offentlige debat, og selvfølgelig skal vi bidrage. Og det prøver vi jo også på – både på den ene og den anden måde”, fortæller hun til DR. Selv må Schaldemose sande, at 53 pct. af de adspurgte ikke aner, hvem hun er, selvom hun har arbejdet 17 år som folkevalgt i Europa-Parlamentet. Der er ligesom noget med proportionerne, der ikke rigtigt passer. For mange “almindelige” danskere føles forhandlingerne i Bruxelles åbenbart stadig som et fjernt fatamorgana – også selvom beslutningerne her er ret afgørende for vores fælles fremtid. Hverdagen kommer ligesom bare i vejen. Det gør den dog også i Bruxelles.
I Politicos daglige briefing fra Bruxelles kan man her til morgen læse, hvordan Europa-Kommissionen senere i dag, tirsdag, ventes at præsentere sine længe ventede forslag til et klimamål for 2040. Som tingene står, vil man her lægge sig op ad EU’s klimaråds anbefaling om en reduktion i CO2-udledningerne på 90 pct., sammenlignet med udledningerne i 1990. Pludselig begynder det at batte noget, for hvis de 27 medlemslande kan blive enige så langt, burde der vel ikke være flere forhindringer for en hastigt accelereret grøn omstilling… og så alligevel, for selve timingen for forslaget må siges at være horribel.
Læser man videre i Politicos klimabriefing – og henover en reklame fra olieselskabet Equinor – beskrives det i hvert fald, hvordan de verserende landmandsprotester henover Europa har skræmt en række kommissærer her på falderebet. Nøglepassager er angiveligt blevet fjernet fra forslaget, så landbruget alligevel går fri, og altså ikke behøver bidrage lige så meget til den fælles klimaindsats som andre samfundssektorer. Det er som at se Venstres tragikomiske forsvar af Landbrug & Fødevarer blive ophøjet til et eksempel til fælleseuropæisk efterfølgelse. Peter Liese, ordfører for centrum-højre partigruppen Det Europæiske Folkeparti (EPP) udtaler i hvert fald, at man hellere vil fokusere på “positive muligheder” for landmændene, snarere end “nye instrumenter, der ser landmændene som en fjende af klimapolitikken.” Så meget for de målsætninger.
“Det er kommet så vidt med det helt igennem omsiggribende, men mere eller mindre varme, fællesskab mellem jordens folk, at en retskrænkelse der foretages et sted på jorden, vil blive følt af alle. Ideen om en verdensborgerret er derfor ikke en fantasifuld og overspændt måde at fremstille retten på, men et nødvendigt supplement til det uskrevne kodeks, der udgøres af såvel stats- som folkeretten,” skrev Immanuel Kant i det filosofiske essay Til den evige fred tilbage i 1795. Det var kosmopolisme for fuld udblæsning, også selvom Kant var en ret dårlig kosmopolit i den forstand, at han brugte hele sit liv i Königsberg. Måske var det dog netop også problemet: Hvis Kant havde rejst noget havde han måske opdaget, at grænser alligevel har det med at ødelægge fællesskabsfølelsen.
Bevares, det er da positivt, at Europa-Kommissionen nu vil til at sætte nogle nye og ambitiøse klimamål. Men lige så forudsigeligt er det, at løfterne vil gå op i hat og briller, så snart der går valgkamp i den og lovgiverne opdager, at de krænker deres ønsker om at blive genvalgt. For der er åbenbart ikke noget, der kan få en verdensborger helt så hurtigt på andre tanker, som mødet med en hævntørstig traktor. /David Dragsted