Fængslet i Beddawi

Tager man en taxa fra Bekaa-dalen halvvejs mellem Damaskus og Beirut og til den travle by Tripoli, kan man som vestligt-udseende opleve at blive bedt om at passe på med at tage ind til bymidten, fordi der er muslimer. Libanons landkort er lige så splittet som den tredelte regering, der forsøger at samle landets mere end 18 anerkendte religioner. Men uanset, hvor man som palæstinenser befinder sig i landet (godt 99 pct. anslås at være muslimer), er diskrimination hverdag: Udover at blive set skævt til, er der helt almindelige jobs, du ikke kan få. Du skal konstant vise mere legitimation end andre, og Libanon vil “under ingen omstændigheder” give dig statsborgerskab.

Officielt bor en halv million flygtninge i Libanon, der i årevis har været diaspora for konflikter i de omkringliggende lande, og nu også krigen i Gaza. Heraf er godt 200.000 palæstinensere. Men tallet menes reelt at være millioner, fordi de fleste lever uden papirer og i daglig frygt for at møde militære checkpoints – og risikerer at blive sendt til værnepligt i eksempelvis Syrien, der for mange er lig med en dødsdom.

I den pigtrådsindhegnede flygtningelejr Beddawi, der ligger få kilometer nordøst for Tripoli, er det forbudt at komme uden for området – også for at gå i skole. Lejren skulle ellers skabe sikkerhed for palæstinensere, der gennem årene er flygtet fra massakrer under Libanons borgerkrig i 1970’erne, krigen med Israel i 2006 og fra den nærliggende flygtningelejr Nahr-el Bared, der året efter led under en fem måneder lang konflikt mellem den libanesiske hær og den al-Qaeda-forbundne gruppe Fatah al-Islam.

Det er FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA), der kører lejren i Beddawi. Det er dem, der giver skolegang, medicin og lægehjælp, og som sørger for at stedet ikke føles helt lige så meget som det fængsel, det er. Selvom organisationen, hvis Libanon-kontor ligeledes er gemt væk bag tremmer, ligesom andre humanitære nødhjælpsorganisationer ikke er sluppet uden om anklager om korruption og white saviorism, er det dem, der sørger for at livet går videre.

AFP og France24 bragte onsdag en artikel om den 50-årige arbejdsløse kvinde Fakhria al-Ali, hvis liv er blevet et “mareridt”, efter flere lande har trukket støtten til UNRWA. Oven på Israels anklager om, at 12 af organisationens medlemmer var involveret i Hamas-angrebet den 7. oktober, har blandt andre Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA enten sat deres vanlige nødhjælp på pause eller overvejet at forbyde den helt.

al-Ali har brystkræft og “ville dø” uden UNRWA, som hun siger til nyhedsbureauet. En anden beboer i lejren, den syriske flygtning Najah al-Daher, “ville have det okay” med, at støtten blev suspenderet.

“Men giv os i så fald vores land tilbage.”

På industrielt niveau

Ingen har endnu formået at finde belæg for Israels anklager mod UNRWA. De to britiske medier Channel 4 og Sky News har fået fat i et seks sider langt dossier fra Israels regering, hvor beviserne skulle fremgå, men mener ikke, der er noget at komme efter. Heller ikke EU-Kommissionen har kunnet finde noget entydig dokumentation, og det samme gælder den eksterne undersøgelse, som UNRWA har sat i gang efter at have fyret de 12 medarbejdere. De eneste, der efterhånden ikke har bedt om uvildige svar, er Israel, som den norske chef for Flyktninghjelpen Jan Egeland påpeger til AP.

UNRWA står for hovedparten af nødhjælpen til de flygtede fra Gaza og er stadig det bedste, regionen har. Mens alle andre sætter millioner af palæstinenseres liv på spil på baggrund af tomme anklager, er Norge sammen med Frankrig, Belgien, Irland og Spanien blandt de eneste, der holder hovedet koldt: “Der skal være nultolerance over for sådanne handlinger. Men vi bør ikke straffe millioner af mennesker kollektivt for 12 medarbejderes påståede forseelser,” skriver regeringen i en pressemeddelelse, efter den torsdag besluttede at sende 275 millioner norske kroner til UNRWA.

Danmark er også delvist med på den norske linje. Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal “12 rådne æbler”, som han kalder det, ikke vælte hele læsset. Foreløbigt er det stadig regeringens “intention” at betale de planlagte 105 millioner kroner til palæstinenserne: “Vi befinder os i den situation, hvor pengene ikke skal falde i morgen, og derfor kan vi tage bestik af situationen,” siger han i P1 Morgen.

UNRWA’s afdeling i Libanon advarer om, at organisationen kan løbe tør for penge i marts. Som Jan Egeland ville sige det, har den danske regering travlt: “Hvis det er galt av Russland å okkupere ukrainsk land, er det galt av Israel å okkupere palestinsk land,” siger han i Deadline og beder om lige så resolutte reaktioner som man har givet Putin: “Dette er jo hykleri på et industrielt nivå, det som skjer.” /Emma Louise Stenholm