Ild, magi og afsked

Tokyo, Anden Verdenskrig. Et brandbombardement udfolder sig som et ekspressionistisk mareridt af skrig og flammer, der vender drengen Mahitos liv på hovedet. Han flytter med sin far på landet, hvor han møder sin nye stedmor Natsuko, der er gravid. Natsuko byder Mahito velkommen på sin families enorme grønne grund, og en blå hejre flyver besynderligt tæt på, da hun viser Mahito det store hus for første gang. Inden længe finder han et mystisk tårn, der er gemt væk i den vilde skov, og det historiske drama om en lille dreng, der har mistet sin mor, bliver gradvist til en rejse ind i en parallelverden mellem liv og død.

10 år efter den japanske animationslegende Hayao Miyazaki sidst afsluttede sin karriere med Når vinden rejser sig, vender han nu tilbage med Drengen og hejren, der måske (eller måske ikke) bliver hans sidste film. Den har taget syv år at lave og er ifølge producer Toshio Suzuki nok den dyreste japanske film nogensinde. Det kan man godt fornemme.

Hvert skud er en fryd for øjet: Det bugner af malerisk skønhed i haven og det opulente hus, der bliver livligt passet af små, søde damer, som bliver henrykte over medbragt dåsemad fra Tokyo. Hver detalje føles nøje udvalgt med et nostalgisk blik fra Miyazakis egen barndom, og det tilhørende lydbillede er slående præcist: selv den mindste lyd har sin rette funktion, og selvom Joe Hisaishis musik er mere minimalistisk end sædvanligt, går den lige ind, når det gælder.

Idérigdommen er sprudlende og utrættelig: Man bliver overrasket hvert tiende sekund, mens enkelte øjeblikke giver genkendelsens glæde fra Miyazakis tidligere film. Den evige march af afdøde – som man først så i Porco Rosso og Når vinden rejser sig som kampfly, der svævede lydløst foroven – vender her tilbage som skibe i horisonten på sejlads gennem evigheden.

Jo nærmere Mahito kommer til kernen af fortællingen, desto mere spiller Miyazaki på en vekselvirkning mellem det konkrete og abstrakte: Det fysiske skifter karakter, som da en rose falder til jorden og bliver knust som porcelæn, og portaler mellem steder kan være præget af fortiden, fremtiden eller ren opløsning af tid og rum. Her bliver både reflekteret over barndom og alderdom, kærlighed og kreativitet.

Drengen og hejren har fra begyndelsen markeret endnu et forsøg fra Miyazakis side på at sige farvel. Denne afsked føles dog langt mere afklaret end Når vinden rejser sig, hvor Miyazaki delte mere ud af sin pessimisme end nogensinde før i den semi-biografiske fortælling om ingeniøren Jiro Horikoshi, der var pacifist, men drømte om at flyve og derved endte med at designe det, der senere blev mange Kamikaze-piloters endeligt.

At flyve har altid været et centralt motiv i Miyazakis film. Det er uden tvivl tæt forbundet med fascinationen af flyvemaskiner og mekanik, som han har arvet fra sin far, der ejede en fabrik, som lavede komponenter til jagerfly – ligesom Mahitos far i Drengen og hejren. For Miyazaki repræsenterer følelsen af at flyve en ultimativ frihed, som man ellers kun kan opleve i sine drømme:

“Dem, der tager del i animation,” har han sagt, “er mennesker, som drømmer mere end andre.”

At Miyazaki skulle sammenligne sig selv med Horikoshi lyder voldsomt, men ligesom der er en tragisk ironi ved, at en pacifist skulle ende med at bidrage til krigens ødelæggelse, har Miyazaki udtrykt en frustration over, at hans film måske har haft en negativ effekt på børn og unge:

“Uanset hvor meget vi ser os selv som samvittighedsfulde, er det rigtigt, at billeder som anime kun stimulerer børns syns- og høresans og berøver dem for den verden, de kan gå ud at finde, røre og smage på.”

I Drengen og hejren genvinder Miyazaki sin tro på kunstens værdi. Der er mange fællestræk med Chihiro og heksene, men her virker det mere som en rejse ind i Miyazakis egen underbevidsthed end en japansk myte-verden. Ligesom i Kiki – den lille heks og Det levende slot er her tale om et hybridsted mellem Japan og Europa, men det er mere uforudsigeligt end nogensinde før. Ustabiliteten kommer måske netop af, at skaberen i centrum næppe kan finde en arvtager. Men det er måske ikke så tragisk igen, fordi det hele var så smukt, mens det varede.

Sønnen Goro Miyazaki har forsøgt at gøre sin far kunsten efter med den tilforladelige Legenden om Jordhavet og den glimrende Oppe på Valmuebakken, men hans forsøg med 3D-animation i Earwig and the Witch var et kolossalt flop. Selvom det har været et livslangt problem i deres forhold, har det altid været tydeligt, at Hayao Miyazaki er og bliver uerstattelig. Det er en forløsende erkendelse, som han endelig selv har nået. /Christian Holse Salicath

Drengen og hejren går i biografen nu. Næsten alle Miyazakis film kan ses på Filmstriben. Er man interesseret i manden selv, kan minidokumentarserien 10 Years with Hayao Miyazaki ses her.