Khans hævn

På papiret er Pakistan et demokrati – endda et demokrati med 240 mio. indbyggere og adgang til et atomvåbenarsenal – men i praksis er det militæret, der sidder tungt på magten. Premierministre bliver valgt på militærets nåde, mens partierne historisk har været præget af familiedynastier, hvor den tildelte indflydelse går i arv. Vælgernes ønsker har spillet trist andenviolin til diverse autoritære kneb, der spænder fra fængsling af politiske modstandere til mediecensur og forskellige former for valgsvindel – for i sidste ende skal generalerne nok få deres vilje.

Af samme grund var der ikke megen optimisme at spore i optakten til sidste uges parlamentsvalg i Pakistan. Faktisk pegede næsten alt på, at der ville blive tale om et af de mest ufrie valg i landets historie. Forud for valget var den tidligere premierminister Imran Khan, der tilbage i 2022 ragede uklar med militæret, blevet fængslet, og mange af hans politiske allierede fra partiet Tehreek-e-Insaf (PTI) var tilsvarende blevet forsøgt intimideret og anholdt. Vælgermøder blev lukket ned, censuren tog fat, og selv det cricketbat, som PTI normalt ville bruge på stemmesedlen – der er en reference til Imran Khans fortid som cricketstjerne – blev bandlyst. De tilbageværende kandidater fra PTI måtte stille op som uafhængige, mens militærets mand, Nawaz Sharif fra partiet PML-N, lignede den stensikre vinder.

På selve valgdagen blev internettet flere steder i landet lukket ned, mens journalister blev afskåret fra at rapportere fra valgsteder i nogle af Pakistans største byer. Alt blev henlagt i et mørke, der matchede befolkningens forståelige sortsyn. Så meget desto mere overraskende – ja, chokerende – var det, da stemmerne begyndte at blive optalt, og PTI alligevel stod tilbage som vinder, endda foran PML-N og Sharif. Selvom PML-N formodentlig vil kunne danne en regeringskoalition med partiet PPP, og militæret derfor alligevel vil kunne få installeret Nawaz Sharif – eller en tilsvarende nikkedukke – som premierminister, er ydmygelsen tæt på total. Og protesterne, de er først lige begyndt.

Selv bag tremmer har Imran Khan mod alle odds fået sat ild til en modstandsbevægelse, der åbenbart har formået at besejre militærets autoritære drejebog. Eksperter og politiske analytikere taler ligefrem om, at magtbalancen i Pakistan kan være ved at forskubbe sig – med alle de forbehold, der (selvfølgelig) stadig skal tages, mens valgresultatet bliver endevendt og tåregassen spreder sig i gaderne. PTI har tilsyneladende ramt en nerve blandt den yngre del af befolkningen, der er dybt frustrerede over militærets hårdhændede indflydelse. Med taktisk brug af sociale medier – ikke mindst TikTok – har partiet kunnet fodre frustrationen, ligesom man har brugt kunstig intelligens til at lade Khan “tale” fra fængslet. Resultatet har ikke bare været overvældende, mobiliseringen har også taget alle på sengen.

Én ting er, at det ser lidt dumt ud, når autokrater forgæves forsøger at skjule deres åbenlyse valgsvindel. Noget helt andet er ydmygelsen der opstår, når den åbenlyse valgsvindel slår fejl. Imran Khan har med held kunnet beskrive, hvordan det pakistanske militær forvalter magten bag kulisserne. Og for hver gang PTI er blevet forsøgt gjort tavse, har det åbenbart blot ægget vælgernes vrede yderligere. Pludselig er Pakistan blevet centrum for en opløftende fortælling om, at demokratiet alligevel er mere modstandsdygtigt end mange går og tror. Det gælder vist bare om at nyde det, mens valgåret 2024 endnu er relativt nyt og uskyldigt. /David Dragsted

PS: Apropos valgåret 2024 har vi snart en overraskelse på vej til dig. Mere om det i morgen.