Tre bøger med Emma Rosenzweig

Du vil anbefale tre bøger, alle af kvinder. Hvilken bog vil du anbefale først?

Jeg vil gerne anbefale digtsamlingen Halvt urne, halvt gral af Melanie Kitti. Den udkom i det, vi så nu kan kalde sidste år. Digtsamlingen handler om en jeg-fortæller, der bor sammen med sin mor på en nedlagt kirkegård. Personen mangler konstant anerkendelse fra sin mor og fylder dette tomrum ud ved at grave og finde ting i jorden. Melanie Kitti debuterede fra Forfatterskolens årgang 2021 og er samtidig uddannet billedkunstner, hvilket man tydeligt kan fornemme i fascinationen for kalkmalerier og arkæologi i fortællingen. Hvert digt er et lille maleri i sig selv, fordi de er så billedskabende. Det er en gotisk og enormt dyster historie, som i en kontekst er ekstra anbefalelsesværdig, fordi Kitti ikke blev nævnt på årets lister for debutantværker, på trods af, hvor gode anmeldelser, hun har fået, og hvor fantastisk den jo er. Jeg tror desværre, det bunder i, at den er oversat fra svensk til dansk. Jeg synes, det tegner et ærgerligt og forældet billede af, at man skal udgive på dansk, selvom man som udgangspunkt skriver på et andet sprog. Det giver en forkert idé, at danske debutanter kun tæller, hvis de skriver på dansk. Derfor synes jeg, at den fortjener at blive nævnt her på grund af dens poetiske fænomenalitet.

Den næste bog, du har med, er en ældre bog fra 1933, som du også selv skrevet forord til i en ny udgave. 

Jeg kendte pinligt nok ikke til Hulda Lütken, da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive forordet til romanen De uansvarlige. Men jeg tror desværre ikke, jeg er alene om først at kende til hende nu. Og det er en skam. For lynhurtigt i min læseoplevelse kunne jeg se, at romanen og hun var noget helt særligt. For i sin tid som forfatter og digter har hun skabt så mange stærke værker og fået så store anmeldelser. Der er igen tale om en bog skrevet ud fra et mørkt sind. Hun døde meget ung, allerede i starten af halvtredserne, men blev et stort forbillede for blandt andet Tove Ditlevsen. Det er vidunderligt fantastisk, at forlagene begynder at lægge et større arbejde i at finde de kvindelige forfattere, som er blevet overset i vores tid. Selve fortællingen indeholder en vild spænding. Det er faktisk et kæmpe drama i denne her lille stationsby med mange forskellige personskildringer, der hver især indeholder dilemmaer om køn, klasse, tro og moral. Disse dilemmaer opleves gennem længselsfulde kvinder og hårde skæbner. Især længslen er en så gennemgående tematik, at den løber hurtigere end kvinderne selv. Lütken formår beundringsværdigt at koble romanens kvinder sammen med naturen i et ekstraordinært fokus på månen. Beskrivelsen af kvinden i naturen sker i kombination med det her helt indestængte overlevelsesinstinkt hos alle kvinderne, hvilket kommer til udtryk gennem voldsomme beskrivelser af overgreb, voldtægt, aborter, graviditeter og udstødning fra samfundet.

Den mest fantastiske ting ved kunst er, at når du har oplevet den så råt som her, får du med det samme lyst til at formidle det til den næste person, du støder på. Sådan havde jeg det med denne eskapistiske fortælling, som simpelthen forbliver tidløs i mine øjne. For mig var denne litterære oplevelse som at se en actionfilm og høre klassisk musik på samme tid.

Din sidste bog siges at være meget genreudfordrende. Hvorfor anbefaler du lige netop den?

Ja, bogen er Argonauterne af Maggie Nelson, som jeg faktisk læser for anden gang. Det er helt klart den mindst dystre anbefaling i dag, da den foregår i det farverige Los Angeles i Californien i et meget moderne og kulturelitært miljø. Samtidig er det en queer-fortælling, hvor Maggie Nelson erindrer sit forhold til kunstneren Harry Dodge og forsvarer, hvordan identitet ikke er en endestation, man kommer til, men at man hele livet lever mellem stationer. Både Nelson og Dodges fortælling gør op med samfundets behov for at placere mennesker i kasser. I en blanding af teori, fiktion, digte og selvbiografiske greb udfordres idéen om det »normale« og specifikt om den binære familiekonstellation. Maggie Nelson er teoretiker, så når hun skriver, berører hun virkelig mange forskellige genrefelter. Hun drager paralleller til sit faglige virke inden for filosofi, æstetik og queer-teori og derfor til sig selv som person. Det skaber en spændende associationsstrøm, hvor hun for eksempel bruger psykoanalytikeren Donald Winnicotts begreb om »the good enough mom« til hele tiden at vende tilbage til sin egen graviditet og eget moderskab. På en ikke-navlepillende måde fortolker hun opgøret med ideen om den perfekte mor og hele den moderne samfundsforventning, vi har til kvinden som mor. Det er på en måde som en underlig dans i en underlig rytme, men hendes måde at skrive på synes jeg er helt vildt inspirerende.

Samtalen blev først bragt i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.