Tre bøger med Zissel Astrid Kjertum-Mohr

Du har valgt at starte et uhyggeligt sted. Hvad er din første anbefaling?

Min første anbefaling hedder Hvileløs – Wittenbergjournalerne. Den er skrevet af Ditte Maja Noack og illustreret af John Kenn Mortensen. Det er en meget smuk bog, den ligner lidt en Moleskine-kalender med titlen præget ind i forsiden. Den handler om en kvindelig spøgelsesjæger og er skrevet i dagbogsform. Historien er lige præcis så uhyggelig, at den er skræmmende, men ikke så uhyggelig, at jeg ikke kan holde ud at læse den. Jeg kan egentlig slet ikke klare alt for uhyggelige ting. John Kenn Mortensens illustrationer er helt tomme for levende væsener. Der er kun interiører og exteriører. Det gør det hele endnu mere uhyggeligt, for så kan man forestille sig alle spøgelserne. Normalt tegner John Kenn Mortensen nogle meget drabelige monstre, men tegningerne bliver næsten mere skræmmende, når monstrene er væk. Nu jeg tænker over det, ville jeg nok foretrække at læse Wittenbergjournalerne på en solrig sommerdag. Ikke en mørk aften i november. Den er faktisk ret uhyggelig.

Og så til noget helt andet, som de siger i TV-avisen. Din næste anbefaling handler om at være opdagelsesrejsende?

Jeg er besat af Mongoliet og Centralasien. Jeg køber og låner alle bøger, jeg kan komme i nærheden af, om Centralasien. Jeg har ikke stjålet nogen bog endnu, men hvis jeg skulle, ville det nok være om det emne, så meget går jeg op i det. Og i Danmark har vi faktisk en vis historisk forbindelse. Henning Haslund Christensen er Mongoliets svar på Knud Rasmussen og årsagen til, at vi i Danmark har verdens største samling af mongolske genstande. Christensen havde en fin forbindelse med mongolerne, men led også af et karakteristisk maskulint storhedsvanvid. At læse hans rejseberetninger er lidt som at se et afsnit af Klovn. Hans geniale rejseberetninger er simpelthen for oplagte at anbefale, og derfor vil jeg hellere anbefale Over alle bjerge til Lhasa af Alexandra David-Neel. Hun var en kvindelig opdagelsesrejsende, der som den første vesterlænding formåede at komme ind i den hellige tibetanske by Lhasa i 1924. Hun lykkedes med det ved at forklæde sig som en lokal. Det er en meget smuk og rørende bog. Jeg holder meget af rejseberetninger, fordi det er lidt som at rejse, men uden at man skal være turisten, der eksotiserer andre mennesker. Her har nogen været turist for dig. Selv bryder jeg mig grundlæggende ikke om at rejse.

Nu vi taler om at være en slags turist i et fremmed miljø. Din sidste anbefaling handler om magteliten?

Jeg havde egentlig lyst til at anbefale Anna Juuls Penge & Bacon, men det kan jeg ikke, fordi hun er min veninde. Selvom bogen faktisk er virkelig, virkelig god. Så ville det jo svare til, at jeg anbefalede Oliver Stillings barselsmesterværk Mig og Nelson – det virker simpelthen for beregnende. Nå. Men jeg har valgt Fyrsten af Machiavelli som min sidste bog, fordi jeg professionelt er enormt interesseret i magt. Og når man interesserer sig for magt, støder man hele tiden på den bog. Den er en bizar klassiker. For eksempel har Anders Fogh Rasmussen skrevet forord til den seneste udgave på dansk. Det kan man jo tænke lidt over. Når jeg interviewer magtfulde mennesker, kan jeg ofte høre Machiavelli-citater komme ud af deres munde. Enten bevidst eller ubevidst. At kunne sin Machiavelli er lidt som at kunne en snydekode til magtens spil.

Samtalen blev først bragt i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.