Tre bøger med Katinka Bjerregaard

Du har valgt at tage udgangspunkt i tragisk aktuelle begivenheder og anbefale tre bøger, der på forskellige måder forholder sig til krigens rædsler. Hvor starter vi?

Vi starter med Kurt Vonneguts Slagtehal 5 fra 1969, som omhandler bombardementerne i Dresden under Anden Verdenskrig. Den har gjort stort indtryk på mig af flere årsager, men én af dem er, at den er en genrehybrid i ordets bedste forstand: særligt den her blanding af sort humor og sci-fi synes jeg er meget inspirerende. At man bruger humoren som greb til at behandle noget, der er så sindssygt og uforståeligt som krig. Når jeg skriver sangtekster, skriver jeg med udgangspunkt i mig selv, og mine problemer er jo heldigvis meget mindre end krig, men jeg bliver inspireret af måden, hvorpå man kan få noget svært ned på papiret. Vonnegut er et godt eksempel på, hvordan man laver et kampskrift, der tydeligvis er imod krig, men hvor man både griner og græder, mens man læser. Der er selvfølgelig både noget tragisk, men også en protest i krig, hvor man gør modstand for at kunne bygge noget nyt op. Der er den her helt i bogen, en soldat, som rejser rundt til forskellige planeter, hvor tid bliver opfattet helt anderledes. Mennesker bliver måske næsten smukkere i det groteske – der, hvor der stilles spørgsmålstegn ved den virkelighed, man tror, man kender

Generelt elsker jeg forfattere, der gør op med litteraturens kasser. For mig, i mine sange, er det også rigtig vigtigt aldrig at give et entydigt svar. Hvem har brug for sange, der giver et svar? Det rykker ikke noget. Jeg vil hellere tilbyde sanseoplevelser og spørgsmål: folk skal bevæges, ikke fyldes op.

Din næste anbefaling er også en bog, der gør op med litteraturens kasser?

Ja, det er Herta Müllers Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig fra 2009, der handler om livet i en kz-lejr, og som jo på papiret er en roman, men lige så godt kunne være et langdigt. Der er ingen handling, der går fra A til Z, men det hele, al sorgen og elendigheden, flettes ind i et billedsprog, der er så skarpt og flere steder også virkelig smukt. Igen er jeg meget inspireret af spørgsmålet om, hvordan man overhovedet kan skrive om uhyrlighederne, men også overlevelsen i koncentrationslejrene? Det er igen en sanseoplevelse, der gør noget så grimt smukt og til at bære. Jeg har læst et interview med Herta Müller, der er født og opvokset i Rumænien, og er meget kritisk overfor regimet og folk, der får lukket munden. Hun siger, at hendes ord og skrift er overlevelse for hende – de må komme ud. Jeg kan sagtens kende følelsen af, at man skal ud med følelser – at det svære og forbudte må ud fra ens krop. Det her er så gavmildt et sprog, hvilket er vildt, når det opstår i et system, der forsøger at lukke munden på en. Det eneste, man kan gøre, er at blive ved med at berette og skrive og synge.

Hvad er din sidste anbefaling?

Det er Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj. Jeg har læst alt, hvad hun har skrevet af bøger, artikler, essays osv. Hun er igen én, der virkelig gør op med genre på sin helt egen måde. Hun er jo journalist, og er hendes tekster overhovedet skønlitteratur? Det synes jeg, at det er. Det er igen så farverigt og gavmildt og nænsomt et sprog. Her samler hun vidneudsagn fra kvindelige soldater under Anden Verdenskrig. Mange af dem har aldrig fortalt de her historier, fordi der har været så meget social kontrol. Hun er enormt blid i forhold til de historier, som er for vilde og overgår fantasien. Det er ekstremt sørgeligt, men man sidder også tilbage med fornemmelsen af, at vi har meget til fælles som mennesker.

I forhold til min egen musik kan jeg godt lade mig inspirere af andre menneskers følelser og historier, men det skal altid igennem mig og ind i et hverdagspoetisk univers. Det, jeg gerne vil have, at folk får ud af mine sange, er en livsbekræftelse, selvom sangene er sørgelige. Jeg er altid i gang med en undersøgelse af, hvordan vi klarer os igennem livet og verden. Det er jo også det, Aleksijevitj gør, selvfølgelig på en anden måde og i en anden skala: Hun går til de her mennesker og åbner deres livsverdener op, som selvfølgelig er tragiske, men også lige så rige og smukke som alle menneskers.

Samtalen blev først bragt i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.