Demokrati uden valg

I Indonesien, der skal til valgurnerne onsdag, er valgstederne passende dekoreret med balloner, guirlander og blomster, og valgtilforordnede er udklædt som superhelte. I Danmark betragtes valgdagen på samme måde som en festdag. Og i Belgien, hvor flertallet er romersk-katolsk, ringer valgklokkerne ind til højmesse.

Men ifølge kulturhistoriker og forfatter David van Reybrouck, der for mere end et årti siden skrev et forsvar for demokratiet med titlen Imod Valg, er valgdagen hverken noget at fejre eller tilbede. I sin bog diagnosticerer han derimod vores moderne repræsentative demokrati med både en legitimitets- og en effektivitetskrise.

“Jeg er imod, at demokratiet reduceres til valg,” siger han til Føljeton på en telefonforbindelse fra Bruxelles. “I dag er ordene jo nærmest synonymer. Hvis man siger demokrati, siger man også valg. Hvis man har valg, så har man demokrati, det er ligesom idéen,” siger van Reybrouck. Selvom vi er trådt ind i et historisk og vigtigt valgår, foregår de største og mest interessante udviklinger for demokratiet ifølge van Reybrouck langt fra stemmeboksen.

Den økonomiske samarbejdsorganisation OECD kalder denne udvikling for en deliberativ bølge. Bølgen består af det voksende antal borgerting eller -samlinger, hvor borgere udvælges ved lodtrækning, hvorefter de bliver lukket ind i den politiske proces. Deltagerne skal på habermask maner diskutere politiske spørgsmål og løsninger.

“Da jeg skrev bogen, var der kun få eksempler på den udvikling, men nu er der hundredvis. For den bredere offentlighed er det stadig en usynlig revolution, men det er tydeligt, at det bliver det næste kapitel i demokratiets historie,” siger van Reybrouck.

Historien er allerede ved at blive skrevet. Så sent som i sidste uge besluttede regeringen og en række partier at nedsætte en “repræsentativ gruppe af borgere, der i løbet af 2025 kan komme med anbefalinger på dyrevelfærdsområdet.” Og i borgersamlinger er der blevet diskuteret alt fra det faldende befolkningstal i Japan over aktiv dødshjælp i Frankrig til billige boliger i Schweiz.

En antik idé

Idéen om det deliberative demokrati er langt fra ny. Den blev født i demokratiets vugge i det antikke Athen. “Her blev der kun valgt 100 personer, resten blev trukket ved lodtrækning. Hvis man går tilbage i historien, kan man se, at valg ikke nødvendigvis er det eneste demokratiske instrument, som vi har,” siger van Reybrouck.

Da Belgien i 2011 satte en verdensrekord på at gå 589 dage uden en regering, fik det van Reybrouck til at støve det deliberative demokrati af.

“Det tog halvandet år at forme en ny regering, og mange tænkte, at det var fordi landet var kompliceret. Men det var ikke Belgien, der var kompliceret, det var demokratiet. De politiske partier havde svært ved at forme en regering, fordi de var bange for det næste valg. Det næste valg vejede tungere end det foregående,” siger van Reybrouck. Ni år efter slog Belgien så sin egen rekord for den længste regeringsløse periode.

Ifølge van Reybrouck kan de forskellige demokratiske instrumenter supplere hinanden: “Det gode ved valg er, at alle har ret til at stemme. Det dårlige er, at man bare vælger en anden til at tale på ens vegne. Det gode ved en borgersamling er, at den er meget mere substantiel. Det dårlige er, at det er et lille antal mennesker, som er involveret. Det gode ved folkeafstemningen er igen, at alle har stemmeret. Det dårlige er, at det bare er et ja eller et nej.”

Han nævner Irland som et eksempel på et sted, hvor alle instrumenterne spillede, da landet i 2015 skulle forholde sig til abort og ægteskabslighed: “Regeringen, altså det repræsentative demokrati, tog initiativ til en borgersamling, det var det deliberative demokrati. Borgersamlingen konkluderede, at abort og ægteskab mellem to personer af samme køn, skulle være lovligt. Og så var der en folkeafstemning, altså et udtryk for direkte demokrati.”

Kan borgerne redde kloden?

Udover at være en løsning på et demokrati i krise, mener van Reybrouck, at borgersamlinger kan være afgørende for at løse de kriser, som vores repræsentative demokrati har svært ved at løse på grund af den fire- eller femårige valgcyklus. Det åbenlyse eksempel er den nuværende klimakatastrofe.

I 2021 modtog Folketinget og regeringen 117 anbefalinger til den grønne omstilling udarbejdet af de 99 borgere i klimaborgertinget. I 2022 fulgte klimaborgertinget op med 73 anbefalinger og fire “centrale budskaber.” Klimaborgertinget var den første borgersamling på nationalt niveau i Danmark.

“Nationale politikere taler mest om at udlede færre drivhusgasser og tilpasse sig til klimaforandringerne, men mindre om at sænke vores forbrug og begrænse vores brug af ressourcer,” påpeger van Reybrouck med henvisning til et studie, der har undersøgt anbefalingerne fra europæiske klimaborgersamlingerne sammenlignet med de nationale energi- og klimaplaner. Forskerne bag konkluderer, at klimaborgersamlingerne har langt større fokus på den slags forslag, hvilket betyder, at der ikke mangler legitimitet, men snarere politisk vilje til at implementere dem.

“For en politiker er der en frygt for at tabe det næste valg, men borgere er villige til at lave mere omfattende klimapolitik,” siger Van Reybrouck.

Men lytter politikerne så til borgernes ambitiøse ideer?

Da et klimaborgerting i Frankrig kom frem til en række lovforslag, der ville reducere landets CO2-udledning med 40 pct., blev færre end halvdelen af forsamlingens forslag debatteret i parlamentet.

Det samme problem gjorde sig gældende for det danske klimaborgerting, vurderer demokratirådgiver i organisationen We Do Democracy Johan Galster. “Hvis der ikke er nogen i den anden ende til at tage imod det, er det jo lidt ligegyldigt,” siger han til Føljeton.

Hvis en borgersamling skal fungere, kræver det ifølge Galster, at der er et tydeligt mandat. I overensstemmelse med OECD’s retningslinjer for deliberativt demokrati indebærer det, at politikerne skal tage stilling til anbefalingerne – både dem, som de går videre med, og dem som de ikke går videre med.

“Hvis man bliver ved med at lave det, som man gjorde med klimaborgertinget, så bliver det bare noget pynt. Men når noget går dårligt, er det også en opfordring til, at vi kan gøre det bedre,” mener Galster.

Styreformen i løvens hule

Uanset om borgersamlingerne virker eller pynter, kommer der flere af dem. I slutningen af sidste år rapporterede OECD, at den deliberative bølge er vokset. Som van Reybrouck formulerer det, var hans bog rimelig kontroversiel for 10 år siden, men i mellemtiden er det blevet “mere end en skør ide. Folk er begyndt at tænke på det på en struktureret måde.”

Van Reybroucks bog blev oversat og udgivet på engelsk i 2016, hvor briterne stemte leave, og Donald Trump vandt præsidentvalget i USA.

“Der var et øjeblik, hvor folk indså, at vi har reduceret demokratiet til at sætte kryds i et felt, til selve afstemningen. Og idéen om, at demokrati handler om mere end det ene ritual, synes jeg stadig er vigtig i dag,” siger van Reybrouck.

En meningsmåling fra 2023 lavet af Ipsos viser, at der er en overordnet utilfredshed med nutidens demokrati i USA og flere europæiske lande. Og sideløbende med den deliberative bølge, er der ifølge van Reybrouck en – kraftigere – antidemokratisk udvikling. Den udvikling har fået flere penge, mere magt og meget mere synlighed.

For van Reybrouck er en innovation af demokratiet derfor lige så relevant i dag som for et årti siden.

“Hvis demokratiet ikke innoveres, løber man før eller siden ind i problemer. Vi fornyer hele tiden inden for erhvervslivet, sport, kunst, kultur, overalt. Men folk lader til at tro, at der er ét område, der aldrig bør forny sig, og det er demokrati,” siger van Reybrouck:

“Jeg venter stadig på, at det bliver lige så normalt at få en invitation til at sidde i en borgersamling om biodiversitet eller pensionsreformer, som det er at modtage sit valgkort med posten.” /Emilie Ewald