Sofavælgernes valg

Normalt handler valgkampe om at vinde tvivlernes nådegave. Men årets præsidentvalgkamp i USA er ikke normal. Langtfra.

Spektaklet her i 2016 vil snarere blive afgjort af de millioner af vælgere, som først i sidste øjeblik vil afgøre med sig selv, om de overhovedet vil stemme. I mange tilfælde for allerførste gang. Og derfor skal nattens første tv-duel mellem republikaner-milliardæren Donald Trump og demokrat-levebrødspolitikeren Hillary Clinton heller ikke bedømmes efter klassiske kriterier. Desværre.

I så fald vandt den 68-årige kvinde klart: Hun demonstrerede god gammeldags statsmandskunst ved at være velforberedt, vidende og velafbalanceret. Over de 90 minutters debat var Hillary Clinton overlegen i forhold til den iltre, ufokuserede og lettere rablende 70-årige Donald Trump.

Hun har gennemtænkte svar på alle de store spørgsmål, som amerikansk politik kredser om – og tilmed en offensiv, progressiv dagsorden med både opgradering til vedvarende energi og forsoning blandt folkeslag. Men intet tyder på, at disse ellers påtrængende emner vil gøre udslaget for sofavælgernes eventuelle stemmer. Desværre.

Donald Trump vandt nemlig de skelsættende første 20-25 minutter af tv-duellen. Skelsættende fordi de første 20-25 minutter er nogenlunde så lang tid, de mindst politisk interesserede vælgere hænger på – inden de zapper videre til andre tv-programmer. Sofavælgerne nåede således aldrig at se, da Donald Trump mistede koncentrationen. I den sidste halvdel af debatten begyndte Trump at sludre, tale i ring og sige ting, som normalt ville have dødsdømt ham. Men han fangede de vrede måske-vælgeres opmærksomhed fra første færd.

Fra begyndelsen fik Donald Trump hamret sit hovedbudskab fast: Middelklassen oplever faldende lønninger og har mistet fodfæste på arbejdsmarkedet, fordi ‘korrupte’ politikere har tilladt de største firmaer at udflytte deres fabrikker til bl.a. Mexico og Kina – og den hovedskyldige bag forræderiet er Hillary Clinton. Som forklaring på middelklassens fortvivlelse kan det lyde som en konspirationsteori – og det er mildest talt også mere end vanskeligt at se, hvad en præsident Trump i givet fald ville gøre ved problemet. Men fortællingen virker: Trump præsenterer en dobbeltforklaring, som både sætter ansigt på globaliseringens spøgelse, nemlig kineserne og mexicanerne, og skyder skylden på den politiske klasse, som Hillary Clinton som tidligere præsidentfrue om nogen repræsenterer.

Alle de millioner af amerikanere, der føler sig klemt, glemt og forstemt kan finde en forløsning i Donald Trumps løfte om at ville trække fabrikkerne tilbage til hjertelandet. Han tordner mod de frihandelsaftaler, som han selv og ikke mindst Hillary Clintons demokratiske rival, Bernie Sanders, har fået sat eftertrykkeligt på dagsordenen blandt menigmand.

I sammenligning har Hillary Clinton ikke meget at tilbyde. I hvert fald ikke til de vrede vælgere. Hun kommer ufrivilligt, men ubarmhjertigt til at stå som stenstøtte for status quo, mens han på kulørt og fantasifuld vis træder ind på scenen som outsideren, der vil skabe forandring. Det kan virke uretfærdigt og forstemmende, men sådan er vilkåret i et masse-demokrati: De vrede vælgere, som føler sig afkoblet udviklingen, har også stemmeret – som Establishment-politikerne i Storbritannien, Frankrig og Danmark også har følt på den hårde måde i de senere år. Tænk blot på Brexit-afstemningen.

Selv om Donald Trump i nat dansk tid ikke optrådte lige så vildt, uforudsigeligt og kontroversielt, som han har gjort tidligere, havde han ikke desto mindre en række udfald, som vækker mindelse om Mogens Glistrups groteske fremtoning i 1970’ernes Danmark. Groteske, men populære: Trump trak også skattekortet, og pralede ligefrem med, at han er smart, fordi han betaler lidt i skat. Præcis som da Glistrup triumferende kunne fremvise et skattekort med en trækprocent på nul: ”Det viser, at jeg er smart,” lød det provokerende fra Donald Trump. Hør her Lars Trier Mogensen diskutere parallellerne mellem Donald Trump og Mogens Glistrup med forsker i politisk adfærd Martin Vinæs Larsen.

For de fleste europæiske iagttagere kan det virke som et kulturelt kollaps, at Donald Trump står til at kunne vinde præsidentvalget om præcis seks uger. Hillary Clinton har så ufatteligt meget mere fornuftigt, civiliseret og ja, bare rationelt at byde på. Men præsidentvalget sker i kølvandet på finanskrisen og et økonomisk kollaps , der har efterladt afgørende mange vælgere i en tilstand af stilstand – og derfor er der opstået et vakuum af vrede, som Donald Trump effektivt er ved at fylde op med et løfte om en nationalistisk genfødsel.

Hillary vandt måske et enkelt slag i nat, men hun er ved at tabe krigen.