Hvis Trump kommer

Okay, så lad os da tale om den Trump-udtalelse. “Hvilken en?”, spørger du måske, og allerede her har vi jo sådan set problemet. USA’s tidligere (og måske kommende) præsident siger konsekvent så meget vrøvl, at det altid er forbundet med en pæn portion ubehag, når enkeltdelene skal dissekeres. Man ved ligesom aldrig, hvad man finder i dybet af Donald Trumps underbevidsthed, om man pludselig skal diskutere et muligt køb af Grønland, forklare, at Apples adm. direktør faktisk ikke hedder “Tim Apple”, eller afklare, om man tænker på de samme chok-citater.

Derfor må vi vist hellere lige understrege, at det denne gang er Natos mulige sammenbrud, vi har på dagsordenen. For nej, efter Donald Trump i weekenden på et vælgermøde i South Carolina fik sagt, at han ville opfordre Rusland til at angribe Nato-lande, der ikke levede op til deres forsvarsøkonomiske forpligtelser – “faktisk ville jeg opfordre dem til at gøre, hvad helvede de vil” – er verden ligesom bare blevet lidt koldere. For som Polens viceudenrigsminister Paweł Zalewski siger til Politico: “Dette er ordene fra en seriøs præsidentkandidat, så de bør tages alvorligt”.

Onsdag mødes forsvarsministrene fra Nato’s medlemslande til drøftelser i Bruxelles. Det er krigen i Ukraine og forsvarsalliancens fortsatte oprustning, der konkret er på programmet, men Trumps tirade kommer til at hvile som en tung skygge over hele forsamlingen. For det er bare svært at opretholde forestillingen om en ubrydelig musketered, når Aramis lige har sagt, at han har tænkt sig at dolke D’artagnan i ryggen. Skal man tro Nato’s generalsekretær Jens Stoltenberg, forventer han stadig, at “USA forbliver en stærk og hengiven allieret i NATO, uanset hvem der vinder præsidentvalget”. Med tanke på, at det langt fra er første gang, at Donald Trump eksplicit har truet Nato-samarbejdet, er Stoltenbergs forsikringer dog ikke videre overbevisende.

Alt skriger, at resten af Nato – og altså også Danmark – må indstille sig på, at USA ikke længere er til at stole på. Og som sådan er det jo egentlig meget heldigt, at Trump er så direkte i sine trusler – for med frygten for, at Putin ikke har tænkt sig at nøjes med at invadere Ukraine, er der jo ingen grund til at vente med at iværksætte en tiltrængt rebrandring af hjemmeværnet. Som minimum har vi vel brug for nogle garvede folk i camouflage og trafikveste, der kan vise russerne, hvor de kan parkere deres kampvogne.

USA’s præsident Joe Biden kan selvfølgelig heller ikke forstå, hvad Donald Trump rabler om. Tirsdag fordømte Biden på det kraftigste Trumps udtalelser, ligesom han understregede, at han selvfølgelig ikke selv er så “un-American”. Uagtet præsidentens forsikringer, er han dog stadig fanget i et politisk slagsmål om den militære hjælpepakke til Ukraine, Taiwan og Israel (hvorfor sidstnævnte har brug for støtte til et folkedrab, er selvfølgelig et åbent spørgmsål), der bl.a. skal sende i omegnen af 60 mia. dollars til Ukraine. Den realpolitiske virkelighed i USA er i den forstand allerede der, hvor Trump vil have den.

Så er der grund til at være bekymret? Skal vi alle fare ned i den nærmeste bunker? Det afhænger vist af øjnene der ser, og hvilken militæranalytiker man får fat på. Mens nogle uniformerede typer frygter den nært forestående russiske invasion, påpeger andre, at Rusland allerede kører på dampe i Ukraine. Ifølge en rapport fra forskningsinstituttet International Institute for Strategic Studies (IISS) vil Rusland i hvert fald kun have midler til at opretholde krigen i Ukraine i yderligere to til tre år. Samtidig er flere end 300.000 russiske soldater allerede blevet dræbt eller såret i krigen, mens aldersgrænsen for ansatte i det russiske militær nu står til at blive hævet til 65 år – hvad der faktisk er over den gennemsnitlige levealder for russiske mænd. Det lugter ikke ligefrem af, at Putin vil være klar til at invadere Bornholm i morgen.

Og nej, faktisk lugter det heller ikke af, at Nato’s forsvarsinvesteringer halter efter. Jens Stoltenberg har allerede meddelt, at mindst 18 medlemslande forventes at leve op til kravet om at bruge to pct. af BNP på deres forsvar (inklusive Danmark), og ifølge den nye rapport fra ISS er det meget symptomatisk. Målt på verdensplan har investeringerne i krudt og kugler nemlig aldrig været større; sidste år blev der investeret svimlende 2,2 billioner dollars i militær og forsvar. Det eksorbitante tal forventes at blive slået i år, og ser man på Natos bidrag, står forsvarsalliancen for godt halvdelen af beløbet – også selvom Nato kun repræsenterer mindre end en ottendedel af verdens befolkning.

Skal Trumps ord tages alvorligt? Eller skal det tages alvorligt, at der allerede bliver brugt så store summer på militære oprustninger, at det i sig selv bliver en uforståelig abstraktion? Som vi før har beskrevet, mestrer Trump hyperbolen. Mens alle tror, at vi har gang i en fair boksekamp, er han i fuld sving med at udvikle sit eget cirkusprægede wrestling-show – et show, hvor intet er sandt, og hvor alt bliver opslugt af det konstruerede drama. Tragedien er, at forsvarsministrene ved Nato-mødet i Bruxelles bliver nødt til at deltage. Og at den dobbelte frygt for krig og utilregnelige despoter samtidig muliggør, at de kan gøre hvad helvede de vil med vores dyrt betalte oprustning, der allerede bliver futil ved den første atombombe. /David Dragsted