Omgang med mennesker

Israels planlagte offensiv mod byen Rafah i Gaza skrider stadig frem, mens Israel onsdag også har bombet mål i Libanon. Situationen er så uoverskuelig, at alt synes muligt. Er en ny, større krig i Mellemøsten under opsejling? Vil Israel skåne palæstinenserne, hvis den diplomatiske spilleplade forskyder sig yderligere? Hvornår får den civile befolkning fred?

Vi ved ikke, om du for længst er blevet overmættet (og eksistentielt udmattet) af de utallige beretninger fra og om krigen i Gaza, de endeløse diskussioner af historie og nutid, zionisme og antisemitisme, folkedrab og terrorisme, krigsforbrydelser og blinde vinkler. Måske stoppede du allerede med at læse det her, da du så, at tekstens første ord var “Israel”. I så fald skriver vi lige nu ud i et meningsforladt vakuum, hvor hvert et ord langsomt mister sin betydning, i takt med at det forbliver ulæst. Måske kan det ikke være anderledes.

Det er da heller ikke fordi vi har tænkt os at komme med nogen definitiv udlægning af krigen denne torsdag – eller nogle andre torsdage, for den sags skyld. Sådan en har vi ikke, og det tror vi ikke nogen har. Vi kan blot konstatere – mere eller mindre nøgternt – at FN’s særlige rådgiver i forebyggelsen af folkedrab Alice Wairimu Nderitu har sagt, at risikoen for grusomheder er “seriøs, ægte og høj”, hvis Israel fortsætter angrebet mod Rafah, hvor omkring 1,4 mio. mennesker lige nu er stimlet sammen, uden andre steder at tage hen. Vi kan fortælle, at Sydafrika ser den nye offensiv som yderligere belæg for, at Israel er ved at begå folkedrab mod palæstinenserne. Og så kan vi læse, hvad professor i globale studier ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle her til morgen skriver (betalingsmur) i et debatindlæg i Politiken:

“Først og fremmest bør vi spørge os selv: Hvorfor er det så svært for vestlige regeringer og medier at påtale Israels brud på den humanitære folkeret i Gazastriben og på Vestbredden? Hvorfor kan vi ikke få ordet krigsforbrydelser over vores læber, når FN og menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret brug af hvid fosfor, angreb på tæt beboede områder i flygtningelejre, ødelæggelse af universiteter, skoler, hospitaler, medier, beboelseskvarterer, historiske mindesmærker, kirker, moskeer, gravsteder, og ikke mindst drab på godt 30.000 civile, inklusive omkring 125 journalister, 4.500 studerende, 250 lærere og 100 professorer – for blot at tage et lille udsnit af den civile statistik, der tilsammen tegner billedet af et ødelagt samfund.”

Ja, der er mange gode spørgsmål, man kan stille.

Som man samtidig kan læse her til morgen i en dugfrisk anmeldelse i Information, forsøgte (betalingsmur) den tyske filosof Theodor Adorno i en forelæsning fra 1962 at besvare et af krigens måske mest centrale spørgsmål, nemlig hvad antisemitisme egentlig er. I sin forelæsning pointerer Adorno – sådan som anmelder Lotte List formulerer det – at det er “en misforståelse overhovedet at opfatte antisemitismen som et ‘isoleret og specifikt fænomen’”. Snarere må den “forstås ud fra dens funktion i et større idékompleks, der tilsammen udgør en ‘særlig type militant og overdreven nationalisme’”. Hvilket fører til følgende definition:

“Antisemitismen er et antioplysningsprojekt, som kanaliserer ‘ubevidste driftsimpulser, konflikter, tilbøjeligheder og tendenser, som den forstærker og manipulerer i stedet for at bevidstgøre og forklare dem’. Den indfanger usammenhængende følelser af krænkelse og magtesløshed og retter dette ressentiment mod en fælles fjende, der angiveligt har nogle ufortjente privilegier.”

Kan man bruge Adorno til at få greb om krigen i Gaza? Så langt tør vi nok ikke gå. Men apropos Sune Haugbølles ovenstående undring kommer vi nu også til at tænke på passagen her fra Adornos lille mesterværk Minima Moralia: “De, der ikke kan tage imod råd, kan ikke hjælpes, plejede de borgerlige at sige, i håb om, at de med råd, der ikke koster noget, kunne købe sig fri af forpligtelsen til at hjælpe og samtidig få magt over den hjælpeløse person, der havde henvendt sig til dem”.

Man skal ikke læse langt rundt i mediebilledet for at finde det synspunkt, at lidelsen i Gaza er selvforskyldt. Som det eksempelvis lyder i tyske Die Welt: “Den (krigen, red.) kunne være slut i morgen, hvis Hamas nedlagde våbnene, frigav de resterende gidsler og udleverede morderne fra den 7. oktober. Indtil det sker, må Israel gøre, hvad der er nødvendigt for at befri gidslerne og forvise terrortruslen. Og det inkluderer erobringen af Rafah.” Men hvordan kan det være et råd, man i ramme alvor giver til palæstinensiske civile, der må se hele deres tilværelse blive systematisk ødelagt?

Ja, og hvordan ser ondskab egentlig ud? Et bud kunne være de gruopvækkende optagelser af Hamas’ terrorangreb den 7. oktober. Et andet kunne være de unge militant nationalistiske israelere, der har sat sig for at blokere lastbiler, der forsøger at levere nødhjælp til Gaza, og som ifølge Washington Post jubler og råber “døde, døde, døde arabere” når der lyder en ny eksplosion i Rafah. Det onde kunne også være de israelske soldater, der tavst ser til, mens blokaden opretholdes. Eller soldaterne, der står for at bombe de civile boligblokke i Gaza. Sandheden er ikke til at få hånd om. Men som Adorno også skriver i Minima Moralia: “Hvad sandheden objektivt set er, er svært nok at afgøre, men vi bør ikke lade os terrorisere af dette faktum i vores omgang med mennesker.” /David Dragsted