Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
I mørke tider har gode nyheder det med at glide som sand mellem fingrene. Gode nyheder? Hvorhenne? Inden for hvilken sektor? spørger du teknokratisk, mens du retter på dit slips (hvis du er den type). Svar: folkelig opbakning-sektoren. Det er den allestedsnærværende klummeskribent gone haveentusiast gone klimaaktivist Signe Wenneberg, som har fanget nyheden og samlet den op. Hun så den i den bette pjosker Information og delte den mandag aften med sin komparativt enorme skare af følgere (83.400) på Instagram. “Hverdagsaktivisme,” skriver hun. “Nu skal du høre noget vildt godt. Vi har talt lidt om, at vi er klar til grønt oprør, at vi kan mærke, at noget ulmer. Hvor ser du det? spørger nogen. Og jeg har svaret: ‘Vi er oprøret!’”
Herfra går vi direkte til kilden, Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen, der helt sikkert ville have lige så mange følgere som Wenneberg, hvis han var til/på sociale medier. “En dugfrisk, meget omfattende undersøgelse med personlige interview af 130.000 personer i 125 lande fortæller, at støtten til klimahandling er massiv på globalt plan. Overalt er der et udtalt ønske om mere politisk handling, og et klart flertal på tværs af lande svarer eksempelvis, at de er klar til at ofre en del af deres månedlige indkomst, hvis det kan styrke kampen mod klimaændringer,” skrev han forleden i en artikel, der hurtigt blev gemt, klemt og glemt i medie-efterdønningerne af de triste forlydender om Aleksej Navalnyjs død.
Resultatet af undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change, og Jørgen, som vi bare kalder ham her, har talt med en af forskerne bag, adjunkt Felix Chopra fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet. “Vi havde godt nok ventet at finde stærk opbakning til klimahandling i nogle af de undersøgte lande, men vi var virkelig overraskede over, at andelen af befolkningen, der støtter klimavenlige sociale normer og forlanger mere politisk handling fra deres nationale regeringer, er meget høj i næsten alle lande i undersøgelsen,” siger Chopra.
Det er godt at høre, men undersøgelsen peger samtidig på en slags systemfejl i folks hjerner: Mange tror, at andre er mindre tilbøjelige til at gøre noget for klimaet, end de i virkeligheden er, og tænker måske, at så kan det hele jo være lige meget. Hvilket jo er demotiverende for den enkelte omstillingsparate borger, der ikke ønsker at se kloden opvarmet med tre grader, at se fiskene dø, at se økosystemer bryde sammen, at se isen melting at the pøules, og som følgelig er klar til at give afkald på en lang række af kapitalismens goder og hævdvundne socialdemokratiske rettigheder som 450 gram hakket kylling i Brugsen til 25 kr. eller 700 gram hakket kalv og flæsk med 18 pct. fedt for 49 kr. i Netto.
89 pct. af de adspurgte i undersøgelsen mener, at deres regeringer skal gøre mere for at stoppe den globale opvarmning. I Danmark støtter 91 pct. klimavenlige sociale normer. Et massivt flertal på 73 pct. ønsker mere politisk handling. Men: kun 35 pct. af danskerne tror, at flertallet vil bidrage.
Ministeriel omsorgssmerte
Uha… et flashback melder sig. En tåget skikkelse tager form… et magtmenneske… det er… det er Mette Frederiksen, statsministeren, hun er… der er valgkamp, det er oktober 2022, hun medvirker i en debat på TV 2 og siger: “En enlig mor med tre børn, der går til fodbold, hun laver spaghetti kødsovs. Jeg har ikke lyst til at lægge ekstra afgifter på det, jeg betragter som helt almindelige fødevarer.”
Men det er en stemme fra fortiden, der taler. Den enlige mor med tre børn, der går til fodbold, vil gerne bidrage til den grønne omstilling; måske vil hun endda stadig gerne stemme på en type som Mette Frederiksen.
Nogle måneder senere bliver Lars Aagaard headhuntet til posten som klimaminister i SVM-regeringen af Lars Løkke Rasmussen. Nu er Aagaard pludselig medlem af Moderaterne, men han overtager nærmest en til en Mette Frederiksens opfattelse af, at vi ikke må tage nogle store ryk på klimaområdet, hvis ikke vi har alle med, eller hvis nogen derude synes, det går for hurtigt. Som Aagaard udtalte i august 2023: “Vi skal have en klimapolitik, som 80 procent af danskerne kan se sig i.”
Jørgen (ham fra før) havde mandag et stort interview med Lars Aagaard i Information. Og Aagaard fremturer: “Man skal være bevidst om, at opbakningen til klimapolitikken kan forsvinde. I Europa oplever rigtig mange regeringer et enormt modpres imod grøn omstilling. Den splittelse er jeg meget bekymret for, og det er et kæmpe ansvar for dem, der meget gerne vil løse klimakrisen, at finde måder at forandre på, hvor der tages hensyn til dem, som har mindst, eller de erhverv, der bliver ramt direkte. At sige til et menneske, at ’nu skal din virksomhed gå konkurs, nu skal du være uden den drøm, du har bygget dit liv på’ – det er lige hardcore nok for mig, især hvis dem i byerne vil leve deres liv uforandret og efterlade omstillingssmerten hos nogle få.”
Omstillingssmerten. Et rørende ord. Man bliver helt bevæget over omsorgen, over bekymringen. Men det er en teknokrat, der taler, det er en stemme fra fortiden. Lars Aagaard går rundt i cirkler, han følger ikke med. Han har ører, men lytter ikke. Lars Aagaard forlader sig på teknologiske løsninger og advarer i øvrigt mod klimaangst, fordi “at være angst er pacificerende og kan drive en ud i irrationalitet”. Han foreslår helt orwellsk ordet “klimabekymring” i stedet. Ja, klimabekymrede – det er jo bare det, vi er. Men der er meget energi i angst. Angst er et kraftværk. Oprøret, det er os. /Oliver Stilling