Nyhedsanalysen

Er Lars Løkke gravid?

ARKIVFOTO 2014 af Lars Løkke Rasmussen der stemmer om patentdomstolen samt valg til Europa-Parlamentsvalget- - Se RB 20/8 2015 11.39. Ja-partiernes ledere mødes fredag, hvorefter statsministeren ventes at sætte dato på folkeafstemningen. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014)

Valgrumlen er reel. Danskerne skal snart til stemmeurerne – blot ikke til folketingsvalg. Nej. Selv om det kun er 299 dage siden, eller helt præcist 7.192 timer siden, at valgstederne lukkede til EU-folkeafstemningen om retsforbeholdet, kan en genopførsel komme på tale. Meget snart. En ny EU-afstemning er ved at blive forberedt til afholdelse omkring jul.

Intet tyder nemlig på, at Danmark vil nå at kunne få forhandlet en parallelaftale på plads om bl.a. Europol-medlemskab, inden det europæiske retssamarbejde formelt overgår til at være overnationalt til foråret. Da EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, i går var i København, afviste han enhver mulighed for en ny dansk undtagelse:

”Jeg må sige, at de danske vælgere stemte meget klart. Og konsekvensen af afstemningen er, at Danmark ikke er med i Europol. Man kan ikke være halvt gravid. Enten er man gravid, eller også er man ikke. Hvis man stemmer sig ud af Europol, så er man ude.”

Siden den danske retsforbehold-afstemning 3. december 2015, hvor et flertal på 1.556.582 vælgere stemte nej, er der sket ét altafgørende opbrud, som tæt på definitivt har lukket vejen for en dansk parallelaftale: Da 17.410.742 britiske vælgere stemte ‘Leave’ ved Brexit-afstemningen 23. juni – og dermed kastede Storbritannien ud i et diplomatisk mareridt – forsvandt enhver velvilje over for danske særinteresser blandt de øvrige EU-lande.

Med langt større kræfter på spil i forhandlingerne mellem Bruxelles og London, er København blevet et i bedste fald ligegyldigt sted. I værste fald en kilde til irritation, der kan vanskeliggøre forhandlingerne med Storbritanniens nye konservative premierminister Theresa May. For hvis Danmark gives indrømmelser, hvad vil Storbritannien så ikke kunne kræve?

Både praktisk og symbolsk er resultatet, at dansk politi vil blive afkoblet det fulde retssamarbejde om et halvt år, hvis vælgerne ikke snart spørges igen. Og derfor vil vælgerne blive spurgt igen til en ny EU-folkeafstemning – dog med et mere begrænset tilbud. Tilbage i december skulle vi tage stilling til, om hele retsforbeholdet skulle omdannes til en såkaldt tilvalgsordning. Nu tyder signalerne fra statsminister Lars Løkke Rasmussen på, at afstemningen i stedet vil handle om et langt mere snævert tilvalg af dansk deltagelse i tre udvalgte samarbejder: 1) Europol, 2) Eurojust, hvor anklagemyndighederne samarbejder, og 3) det fælles flyregister PNR.

Indtil videre afventer regeringstoppen de videre forhandlinger om næste års finanslov og 2025-planen, før en nærmere dato for EU-folkeafstemningen fastsættes. Hvis den borgerlige blok skulle kollapse i internt personfnidder her senere på efteråret – og Lars Løkke ikke kan se anden udvej end et nyvalg – vil EU-folkeafstemningen med stor sandsynlighed blive smidt oveni. Ganske enkelt for at sikre, at valgdeltagelsen blandt potentielle ja-sigere bliver tilstrækkelig stor. Intet vil være mere ydmygende for det politiske etablissement end endnu et dansk nej.

Ingenting kan dog tages for givet på forhånd. Vælgervreden skal aldrig undervurderes, f.eks. stemte et flertal på 61 procent af de hollandske vælgere nej ved deres EU-folkeafstemning 6. april om noget så teknisk som en associeringsaftale mellem Ukraine og de 28 EU-lande.

Mon ikke Dansk Folkeparti også kan finde på grunde til at være imod Europol, Eurojust og PNR? Ellers skal Nye Borgerlige i hvert fald nok overtage scenen med fuldtonet protest.

Hvis EU-folkeafstemningen ender med at blive afholdt separat, altså på et andet tidspunkt end næste folketingsvalg, er udfaldet langt fra givet. For i EU-debatten står den borgerlige blok om muligt endnu mere splittet end i den økonomiske politik. Historien taler sit tydelige sprog: Efter nej’et i både 1992 og 2000 blev Danmarks statsministre udskiftet. Og inden for de næste seks måneder tyder alt på, at vi igen skal til folkeafstemning – hvor en i forvejen hårdt presset statsminister skal stå næsten ene mand i spidsen for en lunken ja-kampagne, som risikerer at blive lige så lidt begejstrende som forårets ‘Remain’-kampagne i Storbritannien.

Lars Løkke Rasmussen får svært ved at blive gravid.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12