Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Filosoffer har længe været optagede af idéen om uendelig regression; at noget afhænger af noget andet, som igen afhænger af noget tredje, og så fremdeles, i én lang uendelighed. Der findes mange billeder på problemet, men det sjoveste er nok den med skildpadderne, affødt af den hinduistiske mytologi om verdensskildpadden Akūpāra, som bl.a. besatte John Locke og en masse andre empiristiske tænkere i det 17. og 18. århundrede. Helt nedkogt – og uden at inddrage elefanter og andre dyr, som også indgår i visse variationer – kan myten formuleres sådan her: At verden hviler på ryggen af en skildpadde, som hviler på ryggen af en endnu større skildpadde; ja, faktisk er det skildpadder hele vejen ned!
Her onsdag formiddag har det såkaldte Svarer-udvalg – anført af økonomiprofessor Michael Svarer – præsenteret sine forslag til, hvordan der bedst kan indføres en klimaafgift på landbruget. Og lad os bare sige, at de forslag har været komisk længe undervejs. Godt to år er der gået, siden regeringen først nedsatte udvalget. Men egentlig har det virket, som om SVM-regeringen slet ikke har været interesseret i at få udvalgets rapport. Igen og igen er offentliggørelsen blevet udskudt, pludselig skulle der regnes lidt ekstra på tingene, og i mellemtiden er en ny konstruktion opstået, som giver alvorlige bekymringer for, at regeringen ikke bare har tænkt sig at opstille syltekrukker hele vejen ned.
Reelt er der ellers ikke meget at rafle om. Som Klimarådet og snart sagt alle klimaeksperter, økonomer og tænketanke allerede er blevet enige om, vil en CO2e-afgift på landbruget være en af de billigste og bedste måder at reducere vores udslip af drivhusgasser på. Faktisk er landbrugets ansvar ikke længere til at komme udenom, for som professor i miljøvidenskab ved Aarhus Universitet Mikael Skou Andersen også siger til DR: “Hvis vi ikke gør noget frem til 2030, så vil landbruget faktisk udgøre næsten halvdelen af de danske drivhusgasudledninger”.
Når selv Dansk Erhverv, Danmarks Naturfredningsforening, SMVdanmark, CEPOS, KRAKA og CONCITO sammen kan blive enige om at anbefale en CO2-afgift, burde SVM-regeringen jo bare prompte komme i gang med at bruge sit flertal. Ja, det burde være så nemt som at copy-paste Svarer-udvalgets forslag, for med tanke på landbrugets rolle i klima- og miljøkrisen, virker en afgift på 750 kr. per udledt ton CO2 jo næsten billigt sluppet. Særligt når Michael Svarer kan fortælle, at det er 14 gange så effektivt at lægge afgiften på selve produktionsleddet, som hvis man indførte en tilsvarende afgift i supermarkederne. Og så har udvalget endda været så søde at give landmændene en klækkelig rabat, da det nu kun er 2,5 mio. ton CO2, der skal reduceres i udledningerne frem mod 2030, snarere end de tidligere antagede 5,4 mio. ton CO2.
Det er altså nu, landbruget har rig mulighed for at få rettet op på, at det knap nok har reduceret sine drivhusgasudledninger i 10 år. Med tanke på, at landbruget ifølge (betalingsmur) seniorøkonom i tænketanken Kraka Andreas Lund Jørgensen er “den klart mest subsidierede danske branche”, er det faktisk forunderligt, at ansvarsfølelsen ikke har været større. Alligevel tyder alt på, at vi fortsat kommer til at blive spist af med forloren skildpadde (fyldt med dårligt og klimabelastende svine- og kalvekød). For som Altinget også understreger, vil præsentationen af Svarer-udvalgets arbejde langt fra være det punktum, som alle andre end landmændene og SVM-regeringen ellers sukker efter. Der er snarere tale om en mellemregning; et grønt skjold, som snart vil blive lagt oven på et endnu større et af slagsen.
Med opfindelsen af den såkaldte grønne trepart, som skal facilitere drøftelser mellem regeringen og bl.a. Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri, har SVM-regeringen nemlig atter formået at udskyde den endelige beslutning. Anbefalingerne fra Svarer-udvalget vil blive givet videre til den grønne trepart, som nu har indtil juni, før den selv skal komme med nogle anbefalinger. Og når regeringen får de anbefalinger, vil den vel også gerne lave nogle brede forhandlinger med de øvrige partier. Er man uheldig, kan det faktisk være, at man slet ikke når det før Folketinget går på sommerferie; en sommerferie, der varer helt indtil oktober.
Intet af det her giver selvfølgelig nogen mening, for Svarer-udvalgets anbefalinger er ikke til at tage fejl af. En CO2-afgift på landbruget er ikke bare en god idé, det er en bydende nødvendighed, som ikke bør lade vente på sig. Alligevel tager den ene dårlige bortforklaring den anden, og på bunden står en arrig landmand med fortsatte trusler om at barrikadere sig i sin traktor. “Vi er på stikkerne, for vi kan ikke blive ved med at affinde os med alt muligt, som nedlægger vores landbrug. Vores lunte er kort, og vi bliver nok de første, der rykker,” lyder det eksempelvis fra Jens Peter Aggesen, stifter af landbrugsfraktionen Agerskovgruppen. Men hvordan kan landmændene og SVM-regeringen egentlig være så sikre på, at resten af det danske samfunds lunte ikke er kortere? Hemmeligheden til at stoppe en uendelig regression er jo sådan set bare, at man sætter foden ned. /David Dragsted