“Love La Fontaine – og Ole”

Det er onsdag, klokken er 17, og der er kø foran La Fontaine i København. Det skyldes, at spillestedet vil mindes Ole Hierwagen, der har gjort La Fontaine til den klippe i jazzmiljøet, som det har været i over 30 år. Da vi bliver lukket ind, er her allerede 10-20 mennesker, der sidder ned med roser på bordene. Folk går i baren og hilser på hinanden: familie, venner og musikere, der er formet af stedet på hver deres måde.

Da alle har taget plads, går musiker Kjeld Lauritsen på scenen. Han har denimskjorte på og bemærker, at han overvejede et gråt jakkesæt, men så huskede han, at Ole altid gik i cowboytøj, så det virkede mere passende.

 

 

Kjeld Lauritsen fortæller, at der vil blive holdt nogle taler, men først vil Alice Carreri – “en af La Fontaines store stjerner” – spille med det første hold musikere.

“Nu starter jeg med at synge på et fremmedsprog, så jeg ikke ender med at tude,” siger Carreri. Hun begynder at synge ‘I Wish You Love’, og må tydeligvis gøre sit bedste for at holde tårerne tilbage.

 

 

Efter en halv times musik er scenen tom igen, og Andreas Hierwagen, Oles søn, træder op på scenen. Der bliver helt stille. Han introducerer sig selv og fortæller om de tanker, han har gjort sig om sin fars eftermæle.

“Ole betød selvfølgelig noget for os, min familie, hans børnebørn, men vi kommer heller ikke uden om at snakke om La Fontaine. Fordi det Ole gjorde, det var at skabe rammen for et jazzliv i København.”

Andreas Hierwagen fortsætter: “Hvis man kendte La Fontaine, så kendte man også Ole.”

Jeg begynder at tøve. Måske er jeg faktisk ikke tilstrækkeligt inde i inderkredsen til at være her. Jeg er kommet på La Fontaine i 15 år, men har aldrig mødt Ole.

 

 

“Han kommer ikke til at ringe herned og spørge om musikken, men vi har hængt ham op lige derovre,” siger Andreas, og peger på det nye billede af Ole henne ved baren, “så skal han nok holde øje med musikerne og sikre, at der ikke bliver spillet Coltrane.”

Hele rummet bryder ud i latter.

Coltrane-kloner

To bartendere deler Fernet Branca-shots ud til forsamlingen. Det næste hold musikere går på scenen og spiller et sæt. Her er flere mennesker nu, det begynder at blive mørkt udenfor, og jeg smalltalker lidt med nogle af mine sidekammerater. Efter sættet bliver der stille igen, og tidligere barchef Peter Ole Schumann går på scenen.

Peter fortæller om hver en lille detalje herinde, som Ole har bestemt gennem årene. Han bemærker om billederne på væggene, at “på mange jazzklubber er det jo Miles Davis, der hænger der, men her hænger musikerne, som spiller hernede.” Han fortæller om sin start på Jazz House, inden han kom i “mesterlære” og fik jobbeskrivelsen: “Kan alt, træffes hele døgnet.” Vi griner og klapper, og jeg begynder at slappe lidt mere af. Jeg har haft mange gode samtaler med Peter gennem årene.

Peter uddyber, hvad Andreas sagde tidligere om John Coltrane. “Musikprofilen lå ikke helt fast i starten. Jeg har skrevet ‘Coltrane-kloner’ her på mit cue, for det er sådan, at lige i starten var der en anden musikprofil. Der var musikere, der spillede lange og avancerede soli, tømte lokalet, kom op i baren og udbredte sig om, hvor fede de var, men så bemærkede Ole tørt, at lokalet var jo tomt.”

 

 

“Men med venner fra jazzmiljøet fik Ole sat rammerne for den jazz, der skulle være hernede, og det er det, jeg plejer at kalde jazz af høj kvalitet og bred appel. Faktisk har det fået sin helt egen genrebetegnelse: det hedder La Fontaine Jazz.”

“Åhh,” svarer publikum.

Peter fortæller også om Oles forhold til penge, hans generøsitet og dengang, Lady Gaga sang herinde i sommeren 2015, samme dag som Peters datter blev født. “Ole har været som en far for mig,” fortæller han og løfter sit glas.

“Love La Fontaine – og Ole.”

The mothership of jazz

Bagefter går Kira Martini på scenen med det næste hold musikere. “Lady Gaga kunne desværre ikke være her i dag, men nu tager vi lige den sang, hun sang dengang, hun var herinde. Så her kommer ‘La Vie en Rose’.”

Jeg taler med Kjeld Lauritsen, der åbnede ballet, og spørger, om han vil holde en tale. Han syntes så godt om Andreas’ og Peters taler, at han egentlig ikke har tænkt sig det, men han vil gerne tale med mig udenfor.

“La Fontaine er det sted i Danmark, hvor der er flest professionelle jazzmusikere, der spiller for flest mennesker, og det har Ole opbygget gennem mange, mange år,” begynder han, da vi står uden for døren ved trappen til Kompagnistræde.

“Det har placeret sig et sted, hvor vi ikke er i den gammeldags traditionelle jazz, vi er heller ikke i swing-musik, men vi arbejder i stedet med noget funky musik, som du har hørt i aften, som er både moderne og tidløs. Sådan rent praktisk er La Fontaine det sted i Danmark, hvor flest udenlandske mennesker hører dansk jazz. Hver fredag og lørdag står der jo 50 mennesker i kø klokken otte, og musikken starter først klokken ni.”

Jeg spørger, hvor længe han har spillet her. “Jeg ved det ikke helt, jeg tror, jeg har spillet her i 30 år. Jacob Fischer har spillet her i 38 år, så han har rekorden.”

 

 

Da vi går indenfor igen, synger Kira Martini “Mercy, Mercy, Mercy”. Hun slutter sangen af med en hilsen: “How can I face life / when it is without Ole Hierwagen?”

Da jeg spørger Alice Carreri i forbifarten, om hun vil fortælle om sit forhold til Ole og La Fontaine, tøver hun ikke et sekund. “Ole har holdt liv i det, jeg kalder ‘the mothership of jazz’. Han har holdt liv i ét hjemsted for alle jazzmusikere, uanset om de spillede her ofte, kom forbi efter job for at få en øl eller gerne ville jamme. Andre steder popper op og går ned eller ændrer karakter. Det her er den ene ægte hovednerve, vi har tilbage, ganske enkelt, og han har kæmpet for at holde liv i den: sat egen bolig i pant, sin folkepension, han har bare kastet alt ind i den kedel, som han havde for hånden for at holde det levende, og altid med hjertet, altid med musikken først, menneskene først, medarbejderne, musikerne, sådan en virkelig faderlig energi.”

Både Sinne Eeg og Ann Farholt går på scenen og giver Ole bevingede ord med på vejen. Det går igen, at musikerne på La Fontaine er en stor familie, der har givet jazzmiljøet en skole og en hjemstavn. Det kan virkelig mærkes, da Sinne Eeg og Ann Farholt spontant begynder at synge en duet.

Oles idealer

Pianist Kathrine Windfeld går på scenen, og bagefter beskriver hun for mig, hvordan Ole lever videre i La Fontaine. “Oles personlighed er helt tydeligt en kæmpe del af stedet her, jeg kan tydeligt mærke hans ånd gennemstrømme det hele, så det er meget interessant, at selvom jeg faktisk ikke har mødt ham personligt, så føler jeg, at jeg kender ham, fordi jeg elsker det her sted så meget og kommer her så tit.”

Jeg bliver helt lettet over, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

“Sjælen her og den sindssyge feststemning, der er her i aften helt spontant på en onsdag, det siger jo alt om, hvad han har betydet.”

Det er også bemærkelsesværdigt, at La Fontaine har formået at overkomme alle generationskløfter. “Det har bare betydet alt for os unge, som er kommet her, siden vi var fjorten-femten år,” fortæller Rune Fog-Nielsen, en ung, men garvet kontrabassist, der er kommet her som teenager ligesom mig. “Vi måtte ikke engang komme herind i starten, fordi vi var for unge, men så sneg vi os ind alligevel bare for at spille med.” Jeg nikker genkendende til Runes fortælling, selvom jeg ikke er musikalsk anlagt. “Ole har lagt stilarten til, at vi bare kan spille røven ud af bukserne.”

 

 

Det kan også ses på scenen, hvor mange træder op for at dedikere et nummer til Ole. Jeg møder nye mennesker og bliver introduceret for Niels Christian Cederberg, der er radiovært på P8 Jazz. Han fortæller, hvor afgørende en rolle La Fontaine har haft for den danske talentmasse. “Mange andre steder plukker folk, når de er blevet til noget, men La Fontaine har altid været en rugekasse, hvor man bare kunne gå ind og prøve det af. Det kunne være, det faldt igennem, men det var okay, fordi rammerne var trygge hernede. Det tror jeg godt, man kan tilskrive Ole, at han har haft en idealisme om, at det skal der være plads til i en storby som København.”

Idealismen har givet pote, påpeger Niels Christian Cederberg. “Alle, som spiller jazz i Danmark, har et forhold til spillestedet La Fontaine. Det er helt unikt, at ét spillested er ground zero, hvor alle kommer på et eller andet tidspunkt i deres liv.”

 

 

Vigtigst af alt for Cederberg er fællesskabet, man kan finde her. “Det er helt essentielt, at der er et sted, man kan gå ned og møde miljøet i øjenhøjde og være tæt på musikken, og det finder du altså ganske, ganske få steder. Det er så uformelt. Du kan bare købe en øl og høre musik, og det synes jeg bare er superfedt, så det ville jeg lige have med.”

“Ja, selvfølgelig. Skål for det,” siger jeg, og vi går inden for og snakker videre i baren. Cederberg lægger arm med Sinne Eeg og Kira Martini. Alle griner og har det sjovt, men jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det er onsdag, og jeg skal også op i morgen. Det er hverken første eller sidste gang, jeg får den tanke på La Fontaine. 

 

Fotos af Christian Holse Salicath.