Kære læser

Tysklands lille mand (på godt og ondt)

Stillbillede fra fodboldkampen Hansa Rostock-Hamburger SV

Når man ser videobillederne af de fjernstyrede biler, kan man ikke lade være med at tænke, at man skulle have været der – at man burde have befundet sig et sted på lægterne på hjemmebanen DKB-Arena, da fodboldholdet Hansa Rostock søndag tog imod gæsterne fra Hamburger Sport-Verein i den tyske 2. Bundesliga. Kampen endte 2-2, men det er sådan set ligegyldigt, det er jo bare fodbold.

Det, der var historisk, det, der var vingesuset, og som måske endda har givet visse fodboldfans Günsehaut (eller ståpels, som vi kalder det her længere mod nord), det var, at kampen måtte sættes i bero i flere minutter på grund af to fjernstyrede biler, som opsætsigt indstillede elementer blandt fansene må have smuglet med ind i et par rygsække. Bilerne var hurtige og terrængående med kæmpe gummihjul og god affjedring, og så havde de jo en last med om bord: røgbomber i hjemmeholdets farver – den ene med blå røg, den anden med hvid. Efter at have jagtet bilerne rundt på banen lykkedes det til sidst en vagt at sparke dem omkuld, men røgen var der stadig. Det var ikke til at se en hånd for sig.

Der er udbredt konsensus om, at det lille stunt i Rostock var vendepunktet. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Deutsche Fußball Liga, som driver 1. og 2. Bundesliga, har trukket følehornene til sig; den hede drøm om at indgå et såkaldt ‘strategisk partnerskab’ med den internationale kapitalfond CVC Partners, som kunne have mundet ud i en milliardindsprøjtning til den tyske fodboldliga mod et afkast af tv-indtægterne i de kommende årtier er afblæst, for fansene har talt. De gider det ikke. De vil skide på pengenes magt.

I de seneste uger har fodboldfans over hele landet standset afviklingen af bundesligakampe ved at kaste dynger af tennisbolde eller chokolademønter ind på banerne. Kapitalfonden har formentlig selv været ved at få kolde fødder, men som The New York Times skriver: “Det var takket været den teknologiske udvikling, at den ultimative sejr blev sikret: Da de fjernstyrede, røgfyldte biler blev sat ind og forstyrrede endnu en kamp, gav fodboldligaen op”.

Det er bare fodbold, skrev vi længere oppe i teksten, og så i Tyskland. Who cares? Man kan også bare være ligeglad. Men der er nu alligevel noget opløftende over, at fodboldfans med modstridende holdinteresser står sammen og gennem en ikke-voldelig protest med humoristiske undertoner formår at få stoppet en invasiv kapitalfond med indregistrering i Luxembourg. Penge lugter ikke, siger man. Men det gør de jo.

Ekstra fornøjeligt er det, at det foregår i Tyskland. Den lille mand i tusindtal i en kollektiv protest. “Den lille mand” har normalt en lidt betænkelig klang i Tyskland. Sig “den lille mand” højt, og et øjeblik senere taler folk om Tyskland i 1930’erne, og om hvor galt det kan gå. Onsdag udsendte Gesellschaft für Sozialforschung und statistische Analysen, også kendt som Forsa-instituttet, en analyse, der advarer om, at dagens politiske landskab i landet minder “skræmmende” meget om, hvordan det så ud i weimar-republikken i 1930’erne. Det skyldes, at vælgerne i stigende grad er dødtrætte af de store mainstream-partier som SPD og CDU og flokkes om radikale politiske bevægelser som Piratenpartei Deutschland, Alternative für Deutschland og så videre.

Det er godt med disse advarsler. Lad dem bare dynge os til med rapporter og analyser. En vigtig forskel på i dag og 1930’erne er, at vi kan spejle os i 1930’erne. Det, der skete dengang, mindede ikke på samme måde om bevægelser, man havde set før. Hvis bare folk løser deres uenigheder med tennisbolde og fjernstyrede biler, så går det. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12