Onsdag kunne den grønlandske regering, Naalakkersuisut, præsentere Grønlands nye udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, der har fået titlen “Grønland i verden – Intet om os, uden os”. Strategien har været under udarbejdelse siden 2021 og bakkes op af fire ud af fem partier i det grønlandske parlament, Inatsisartut.
I strategien lyder det bl.a., at Grønland skal øge sin egen suverænitetshævdelse, eksempelvis ved større involvering i Sirius-patruljen, ligesom Grønlands “civile lokale beredskabsmæssige kapaciteter” skal udvikles “i tæt samarbejde med eksempelvis Arktisk Kommando”. Samtidig ønsker Grønland en mere ledende rolle i Arktisk Råd, og samlet set lægges der ifølge Naalakkersuisut vægt på, at strategien “er grundlæggende udtryk for et Grønland, der i samarbejde med andre udvikler sig hen imod selvstændighed”.
DR har i den forbindelse ringet til Marc Jacobsen, forsker i international politik i Arktis ved Forsvarsakademiet, for at få forklaret, hvad det mon betyder. Han svarer, at “[d]et er grundlæggende et udtryk for et Grønland, der arbejder sig hen imod selvstændighed”. Vi ved virkelig ikke, hvad vi skulle gøre uden den slags kontante analyser.