Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Krigstrommerne bliver ved med at buldre ildevarslende. Skal man tro den danske regering – og mange andre europæiske regeringer, for den sags skyld – er situationen den alvorligste i adskillige årtier. Krigen i Ukraine er på tærsklen til at gå ind i sit tredje år, og det russiske momentum vokser tilsyneladende i takt med, at de ukrainske ammunitionslagre tømmes. USA er blevet handlingslammet af indenrigspolitiske hundeslagsmål, Donald Trump banker på døren, og præsident Joe Biden lyder ikke videre slagkraftig eller tilstedeværende, når han siger, at “vi har en skør skiderik som ham der Putin”. Nogen må tackle den nye undtagelsestilstand, og den rolle tager statsminister Mette Frederiksen (S) selvfølgelig gerne på sig.
På et pressemøde kunne Mette Frederiksen sammen med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag fortælle om, hvordan Danmark nu har indgået en aftale om et “sikkerhedstilsagn” med Ukraine. De næste 10 år vil vi forpligte os til at støtte ukrainerne, for som Frederiksen også sagde, kan det ikke understreges nok, hvor “vigtigt det er, at Ukraine modtager de militære kapaciteter, som de har brug for”. Det er nemlig kontinentets fremtid, der er på spil: “Hvis vi ikke står sammen, står Ukraine ikke, og så står Europa potentielt heller ikke.”
Som statsministeren forklarede, vil Danmark derfor også donere yderligere 1,7 mia. kr., og samlet vil den militære støtte til Ukraine ifølge Forsvarsministeriet nu nå godt 33,3 mia. kr. fra 2022 til 2028. Det må faktisk siges at være billigt sluppet, hvis donationerne kan hjælpe med at besejre russerne ved den ukrainske frontlinje og dermed afværge yderligere invasioner. Samtidig viser en dugfrisk Megafon-måling lavet for TV 2, at danskernes støtte til donationerne aldrig har været større. Hele 51 pct. af de adspurgte svarer nu, at Danmark skal være et af de lande, der donerer mest i forhold til sin størrelse – hvilket er en fordoblet opbakning set i forhold til sidste år. Visheden om, at vi står ved et potentielt vendepunkt, har tydeligvis spredt sig langt udover Christiansborg.
På mange måder føles det da også langt sikrere at give pengene direkte til det ukrainske forsvar, end til det forkvaklede danske ditto. For der er langt fra fronten til det næsten bundløse konsulent-hul, som Forsvaret synes at have udviklet sig til. Selvom der allerede er blevet afsat 155 mia. kr. til et “historisk løft” af Forsvaret, ser pengene stadig ikke ud til at række. På torsdagens pressemøde blev det også understreget, at de 155 mia. kr. næppe bliver nok. Eller som Mette Frederiksen udtrykte det: “Det bliver dyrt. Men friheden kommer med en pris.”
Statsministeren bakkes op af Troels Lund Poulsen, som i et nyligt interview med Berlingske har fortalt (betalingsmur), hvor meget arbejde, der er igen, hvis Forsvaret skal stå stærkt og kampklart. Her kan man dog blive lidt nervøs for, om Lund Poulsen reelt er den rette mand til opgaven. For som forsvarsministeren selv siger, er der god grund til at være kritisk over hans hidtidige ageren:
“Når jeg kigger ti år tilbage på beslutninger, jeg har været med til at træffe på baggrund af anbefalinger fra McKinsey og Boston Consulting Group (rådgivningsfirmaer, red.) til at effektivisere dansk forsvar, så får jeg noget ondt i hovedet, når de her ting så ikke har kunnet ladet sig gøre. Hvorfor har vi så ikke fået det på bordet? Det handler både om kultur og politisk ledelse. Begge dele har svigtet”.
Nu skal skaden så gøres god igen. Men som Berlingske beskriver, frygter de danske soldater allerede, at de mange, mange penge afsat i forsvarsforliget, aldrig vil nå ud til der, “hvor det betyder noget for soldater.” Heldigvis er Troels Lund Poulsen dog fuldt ud bevidst om, at vi slet ikke kan vente til 2030, før vi får den lovede, kampklare brigade. Det foreløbige svar fra forsvarsministeren bliver derfor, at der skal nedsættes et, øhm, ekspertudvalg, der ifølge Berlingske “skal kigge på Forsvarets struktur”. Hvilket får Troels Lund Poulsen til at levere en ny omgang svært gennemskuelig new public management-speak, der desværre virker meget lidt handlekraftig:
“Men omvendt skal det heller ikke være sådan, at fordi man står i en svær situation, at man så ikke er villig til at indrette Forsvaret på en anden måde. De to hensyn skal balanceres mod hinanden”.
Man forstår egentlig godt, hvis frustrationerne vokser i takt med frygten. Faktisk er det blevet så slemt, at selv prins Joachim – der så godt nok også er forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington – har svært ved at forblive apolitisk. I et interview med Altinget understreger han, at “Vesten” har været for længe om at reagere. Og selvom han forsøger at sige, at det jo er “farligt” for ham at udtale sig om sådan noget, for “når vi snakker om den her slags, så kommer vi ind på et felt, hvor der ikke bare er politisk interesse for det, men også politik i det”, kan han alligevel ikke dy sig for at sige, at “[n]u er vi nået dertil, at der er bred forståelse for og opbakning til, at det her koster”.
I prins Joachims optik er analysen relativt simpel. Vi kan lige så godt tage den i sin helhed: “Fra 1990 og frem til 2008, der kan vi sige, der var verden egentlig lyserød. Så begynder nogle ting at gå op for os. Den er måske ikke helt så lyserød. Men hele Vesten bliver ved med at se det lyserøde. Så kommer 2014. Der går det op for os, at det er det ikke. Der får vi to fede streger under, at den verden, vi troede var, den er der ikke.”
Præcis hvordan prinsen forstår begreberne “Vesten” og “lyserød”, kan vi dog godt blive i tvivl om. Os bekendt var krigene på Balkan i 1990’erne, der kostede 12 danske soldater livet, hverken pink, lyserød eller rosenfarvet. Det samme kan heller ikke siges om krigene i Irak og Afghanistan, hvor hhv. otte og 44 danske soldater blev dræbt – foruden et utal af civile. Retorikken er måske blevet forhærdet, det samme er behovet for et nationalt forsvar. Men krigstrommerne har lydt længe, og prisen har altid været dyr. /David Dragsted