Fred fra Ladakh

Vi sidder cirka 50 mennesker i Kvarterhusets glassal tirsdag aften. Flertallet er pensionister. Jeg har lagt mit halstørklæde på gulvet som et tæppe, så jeg kan være så lydløs som muligt, når jeg skal skifte objektiv på mit kamera. På et bord i midten af lokalet står der to instrumenter, nogle æbler, syv guldskåle, Merci-chokolade, blomster og en Buddha-statue. Lama (læremester) Konchok rejser sig og fortæller om den fredsceremoni (puja), vi er kommet for at overvære:

“Vi er alle fra Ladakh, som er i Nordindien på grænsen til Tibet, men for tiden bor vi alle i Europa, så vi er også en smule europæiske. Formålet med denne puja er fred i verden. Lige nu er der meget konflikt alle vegne, mennesker slår hinanden ihjel, så verden har virkelig brug for mere medlidenhed, mere venlighed, og det er essensen af Buddha Dharma. Det er fred.”

Lama Konchok begynder på en kort, men koncentreret forklaring af tibetansk buddhisme for de uindviede. Humlen er, at buddhismen kan opsummeres i tre punkter, basen, stien og resultatet – og at målet er nirvana, altså oplysning. Med den grundviden på plads, er vi nu klar til ritualet:

“Denne puja og efterfølgende meditation er en del af denne akkumulation af positiv energi i os og omkring os, og vi gør det med en aspiration om sand følelse for sansende væsener, der lider, særligt mennesker som lider i krig, i Israel og Palæstina, Ukraine og andre steder. Så vi vil oprigtigt skabe gode ønsker om velvilje med en aspiration om, at det her skal slutte, så alle vil blive glade og fredelige og frie igen. Det er det, vi vil dedikere denne puja til. Tak.”

Tromme for fred

Lama Konchok sætter sig ned, og de fire lamaer begynder alle at messe i kor med dybe, monotone stemmer. Det foregår i et rimeligt hurtigt tempo. Først synger Drupon Jigmet for med trommen, så tager Drupon Lhundup med de to bækkener over. En Drupon – finder jeg senere ud af – er en såkaldt “retrætemester”. Men siden alle fire har studeret buddhisme og opnået titlen lama, vil jeg nu tillade mig at betegne dem alle som lamaer.

Rytmen skifter over i et mere bølgende flow, og tankerne flyver. Jeg ser billeder fra Palæstina og Ukraine for mig: en montage af smadrede bygninger, mennesker der græder, blod i beton. Så er jeg tilbage i rummet, og må minde mig selv om at være til stede. Men hvordan er man det? Lamaernes stemmeføring er neutral, de lyder hverken glade eller kede af det, men deres stemmer fylder rummet. Det føles både ophævet og meget banalt på samme tid.

Nogen ved siden af mig lukker øjnene. Jeg prøver at gøre det samme. Nogle gange bliver lamaerne stille, og så fortsætter de et øjeblik senere. Jeg begynder at forstå, at det er sådan her, hele ceremonien vil foregå.

Tortur i Tibet

Der går ikke længe, før jeg i stilheden tænker på den tibetanske dokumentarist Dhondup Wangchen, der blev fængslet og udsat for tortur af de kinesiske myndigheder i 2008 for at lave dokumentaren Leaving Fear Behind om vilkårene i Tibet. Samme dag, han blev arresteret, opstod de voldeligste optøjer i landet siden 1959. Det var dengang, Dalai Lama måtte flygte til Indien. Dhondrup Wangchens film er kun 25 minutter lang, men han syntes, den var seks år i fængsel værd.

Tibet scorer bundkarakterer på frihed, politiske og civile rettigheder ifølge vagthundsorganisationen Freedom House. Sådan har det været, lige siden Tibet først indgik i rapporten i 1990. Samtidig er Tibet centrum for en af verdens største klimakatastrofer, da Himalayabjergene – også kendt som verdens tredje pol – er ved at smelte, hvilket har alvorlige konsekvenser for hele Asien, sådan som Føljeton også dækkede i Indien sidste år. Der er mange sørgelige ting, der må fylde i hovedet på en tibetansk buddhist.

Pludselig begynder Lhundup at slå de to bækkener sammen, Jigmet slår på trommen, og de to andre begynder at spille på deres tibetanske gyalinghorn, der lyder som en blanding af en trompet og en sækkepibe. De spiller hurtigt, mens pegefingrene bevæger sig op og ned på hornene. Det lyder rimelig voldsomt. Så stopper de, sætter hornene ned og fortsætter med at messe, mens Jigmet slår på trommen en gang i sekundet.

Sådan fortsætter de, indtil en assistent sætter gyalinghornene på bordet og i stedet giver dem en klokke hver, som de bruger i venstre hånd, mens de har en lille figur i højre. De ringer med klokkerne i noget tid, indtil assistenten sætter dem på plads og giver hornene tilbage. De spiller og går tilbage til ren sang. Tempoet går ned, stemningen bliver lidt sørgelig, og så er der pludselig stille.

“Tak,” siger Lhundup. “Skal vi tage en kort pause?”

Kaffe og forfølgelse

I rummet uden for glassalen er der kaffe og kage. På væggene hænger der malerier af den ladhakisk-tibetanske kunstner Tashi Namgial, som også er til stede og hyggesnakker med nogle af deltagerne. Malerierne er baseret på tibetanske folkeeventyr, som Dansk Selskab for Tibetansk Kultur har udgivet i en bog for nylig. Jeg taler med selskabets formand, Grethe Sørvig, der har arrangeret lamaernes besøg.

Jeg spørger hende, hvorfor lamaerne slet ikke nævnte den undertrykkelse, tibetanerne har lidt under, siden Kina annekterede Tibet i 1951. Hun svarer, at tibetanske lamaer, munke og nonner sjældent udtaler sig om politik – udover “de få af dem, der er repræsenteret i den tibetanske eksil-regering”. Men taler man med dem personligt, vil de “selvfølgelig udtrykke bekymring og fortvivlelse over den undertrykkelse og forfølgelse tibetanere i Tibet udsættes for”.

En anden grund til, at vi ikke hører så meget om Tibet, kan være fordi Kina systematisk truer udenlandstibetaneres familie for at tie kritiske stemmer. Har Grethe Sørvig hørt om den slags? “Ja, det sker hele tiden. Jeg har en tibetansk ven, der deltog i en demonstration mod Kina her i Danmark, og det fandt kineserne ud af, så de opsøgte hendes forældre i Tibet og truede dem. Men da kineserne var gået, ringede forældrene og sagde bare, at hun skulle fortsætte alligevel, det var de fuldstændig ligeglade med. Det er tibetansk spirit.”

Guidet stilhed

Jeg forventer lidt, at lamaerne vil tale om Tibet nu, siden pujaen for fred i Gaza og Ukraine er overstået. Men alle tibetanernes egne problemer hænger bare i luften. Instrumenterne er lagt til side, Lhundup sidder med en syngeskål, og lamaerne begynder at messe. Efter lidt tid bliver der stille, og Lhundup slår let på syngeskålen.

“Vær søde at lukke øjnene og lyt til lyden. Slap af i kroppen og sindet, og bare lyt.”

Lyden fra skålen runger længe i rummet, indtil den vibrerer og forsvinder. Jeg trækker vejret lydløst gennem næsen. Jo længere tid, der går, desto længere føles afstanden mellem min bevidsthed og min krop, som om kroppen bliver større og langsommere. Mine fingre føles enorme og følelsesløse i mit skød.

Stilheden varer længe nu, og den bliver ved. En politisirene kører forbi et sted udenfor. Lamaerne begynder at messe. Jeg lytter med lukkede øjne, og så er det forbi. En assistent begynder langsomt at gå op til bordet, hvor han tager en af pladerne med Merci-chokolade og begynder at dele ud, mens en anden går rundt med dadler. Så sidder vi der og spiser, og det var aftenens program, får vi at vide efter et par minutter.

Folk begynder langsomt at rejse sig og gå hver til sit. Jeg hilser på Drupon Konchok Lhundup, der er leder af Drikung Kagy-skolen for buddhisme i Ungarn. Jeg spørger lidt ind til de syv guldskåle, der åbenbart repræsenterer en symbolsk ofring af tilknyttelse.

“At være knyttet til sine ting og sine medmennesker medfører altid lidelse, fordi man ikke vil miste dem, selvom det er uundgåeligt, så der medfører sådan en ofring en indre fred”, forklarer han.

Jeg spørger, om det også var det, de sang om. Ja, siger han, men også bønner om fred frem for krig, beskyttelse af de gode ting og frigørelse fra de dårlige ting. Han fortæller også, at de brugte mantraer om medlidenhed for alle de væsener, som skaber problemer gennem udvidenhed.

“Det handler om at sende dem kærlighed og medlidenhed, for de ved ikke, hvad de gør.”

Jeg takker ham og går derfra med en følelse af at have overværet et ritual, som jeg nødigt vil tilsmudse med min danske kynisme. Metroturen hjem er larmende normal. Mit milde kulturchok bliver hængende.

Fotos af Christian Holse Salicath