Nyhedsanalysen

Der kommer en bold!

Brøndby IF vs Hobro IK på Brøndby Stadion den 28.2.2016.. Kamil Wilczek. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2016)

Husker du sidste scene i Kaj Munks skuespil Ordet (1932)? Hvis du svarer ”Ja, den står simpelthen lyslevende for mig”, er det nok, fordi du har set Carl Th. Dreyers filmatisering fra 1955 med Preben Lerdorff Rye i rollen som Johannes.

Vi befinder os langt ude på landet, hvor bonden Morten Borgen bor med sine tre sønner. For at gøre en lang historie meget kort er den ene af brødrene, førnævnte Johannes, blevet skør af at studere Søren Kierkegaard. Han tror, han er Jesus, men ingen på egnen regner ham rigtig for noget. Da hans religiøse svigerinde Inger dør i barselssengen, forsvinder han i flere dage, og da han vender tilbage, er det, som om han er kommet til hægterne. I hvert fald tager han Ingers datter Maren i hånden foran den åbne kiste i storstuen og beder om at få den afdøde vakt til live. Præsten afbryder ham: ”Det er jo sindssygt!” Men Johannes fortsætter bønnen: ”Giv mig Ordet. Ordet, der kan gøre den døde levende. Inger, i Jesu Kristi navn siger jeg dig: Stå op.” Og [Spoiler alert!] – Inger står op.

Mirakler har altid været et godt omdrejningspunkt for film eller skønlitteratur. Tag bare Clint Eastwoods nye film Miraklet på Hudsonfloden, der i hvert fald i den danske titel udlægger den sandfærdige historie om en heroisk luftkaptajns ferme nødlanding på Hudsonfloden som et mirakel.

Her på Føljeton ser vi gerne, at Susanne Bier, der tidligere på måneden vandt en Emmy, allerede nu køber rettighederne til en film, vi forestiller os skal hedde Underet i Brøndby eller – mere folkeligt – Der kommer en bold!

Plottet er ikke bare opløftende, det er også særdeles sandfærdigt, for det var på TV 2 Nyhederne i aftes:

David Brian Nielsen er 47 år og fodboldfan. Han holder med Brøndby, og han befinder sig på Brøndby Stadion en dag, hvor hans hold skal møde arvefjenden FC København. Under opvarmningen står han skråt bag det ene mål. Inde på banen sker der det, at Brøndbys polske angriber Kamil Wilczek sparker meget hårdt til bolden. Men af en eller anden grund rammer han ved siden af målet. Og ikke nok med det – han rammer David Brian Nielsen lige i hovedet. Som en Brøndby-fan udtaler til TV 2: ”Folk råbte: ’Der kommer bold!’, men det hele gik så stærkt. Der lød et rungende dong, og så gik han ud som et lys og faldt bare bagover med et knald.”

David Brian Nielsen er ikke til at få kontakt med. Hans øjne er helt blanke. Han kommer på hospitalet, hvor han bliver undersøgt. Da de scanner hans hjerne, får de øje på noget, som de aldrig ville have opdaget, hvis ikke han havde fået tyret bolden lige i bærret: David Brian Nielsen har en kæmpe tumor på 10 gange 10 gange seks centimeter. Tumoren er gudskelov godartet, men der er ikke plads til den, og hvis den sidder der meget længere, dør David Brian Nielsen. Lægerne fikser det.

En måned senere er David Brian Nielsen tilbage på stadion, hvor han takker den polske fodboldspiller: ”Du har reddet mit liv,” siger han. ”Men fra nu af forventer jeg, at du rammer målet.”

True story. Det er den slags, der holder os i gang. Var det et mirakel i bibelsk forstand? Det tvivler vi på. Hovedsagen er, at David Brian Nielsen stadig går rundt blandt os.

Vi synes, at plottet indeholder masser af melodrama, men hvis virkeligheden ikke er god nok, som den er, eller hvis der er for lidt modstand i dramaturgien, så har Susanne Bier naturligvis kunstnerisk frihed til at skrive for eksempel en bror ind, som har spillegæld eller er narkoman. Men som Kaj Munk jo altså har vist, er det af og til ok med en nogenlunde lykkelig slutning.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12